En dag kom manden tilbage efter at have været ud at fiske det
meste af dagen. Kvinden var træt af at blive forstyrret af
familien hele tiden, så hun tog båden, sejlede langt ud på søen,
kastede anker og gav sig til at læse sin bog færdig, mens hun nød
freden ude på søen.
Inden længe trak en båd fra Parkstyrelsen op langs siden af
hendes båd.
“Goddag frue”, sagde betjenten, “Hvad laver De helt herude?”
“Jeg læser en bog”, svarede hun (“…hvilket bør være indlysende
for selv en idiot”, tænkte hun).
“De befinder Dem i et område, hvor fiskeri er forbudt”, påpegede
betjenten.
“Ja, men jeg fisker ikke, jeg læser”, svarede hun igen.
“Ja, men De har udstyr til fiskeri ombord, og jeg ved jo ikke, om
De ikke bare går i gang med at fiske, så snart jeg vender ryggen
til. Derfor må jeg bede Dem om, at følge med mig i land, for jeg
bliver nødt til at udstede en advarsel og tilhørende bøde”.
“Hvis De gør det, så bliver jeg nødt til at anklage Dem for
voldtægt” gav hun igen.
“Voldtægt”, spruttede han. “Jeg har ikke engang rørt ved Dem”.
“Rigtig”, svarede kvinden, “men De har jo udstyret til det og jeg
ved jo ikke om De måske begynder på det så snart jeg vender
ryggen til”.
Betjenten tyggede lidt på dette. “Jamen, farvel frue, og hav en
god dag”
svarede han og sejlede afsted.
Historiens morale: Forstyr aldrig en kvinde, når hun læser en
bog, for hun kan nemlig tænke samtidig!