mit forhold

hej!

jeg synes jeg har en del problemer med min kommende mand, men ved ikke om det bare er mig, for det får han den altid vendt til.

altså, han er selvstændig og arbejder 10 timer NÆSTEN HVER dag, (det er en grill-bar han har)

vi bor sammen, har den skønneste dreng på snart 4 måneder.

han har en dreng fra et tidligere forhold, ham har vi onsdag eftermiddag-aften, det er nærmest det eneste tidspunkt han holder fri (medmindre han har tømmermænd)
Jeg har et indtryk a at han bedre kan lide han “store” søn (han er snart 2 år)
det har han også sagt at han bedre kan, men kun fordi han kan noget mere med ham fordi han er ældre.
er det ikke forkert? man kan da ikke elske sin ene søn mere end den anden bare fordi han er ældre!?

Nå men altså vores dag går på at han sover til han skal åbne grillen, så er han der, og så tager han tit i byen bagefter, og når han gør det kommer han ikke hjem og sover fordi han ikke skal køre når han er fuld.

i dag er det 3. eller 4. gang i den her uge at han er i byen.

han tog til nogle venner i går og sagde at han ikke ville drikke så meget fordi han ville komme hjem og sove, men han kom først hjem kl. 13 her i dag.
så sov han, og stod op, var oppe en halv time før han kørte til beach-party her i dag, og nu ved jeg ikke hvornår eller hvordan han kommer hjem.

han spørger altid om han må inden han tager i byen, og jeg bliver vildt ked a det, for bare det han spørger viser jo at han har lyst til at tage i byen.

jeg sagde nej i går, men han var ret trist og det blev ikke bedre at jeg sagde nej, jeg synes også det er svært at sige nej, jeg vil ikke bestemme over ham, og når han så sidder og siger “jeg tror det bliver sjovt, må jeg” eller “nu er de andre gået igang” så jeg gav ham lov.

jeg kan bare ikke forstå at han ikke vil være hjemme sammen med os, jeg har næsten ikke snakket med ham i dag, og sådan er det næsten hver dag…

han har slet ikke siddet med vores søn heller, det sker kun hver 2. eller 3. dag at han rører ved ham…

og så er han så jaloux, altså jeg snakker ikke med nogle af mine drenge venner, og næsten ikke med nogle a mine veninder for så bliver han sur..

Jeg føler jeg er låst fast herhjemme, med bleer, oprydning og tøjvask…

hvordan har i det ved jer?

og er det min egen skyld at han er så meget væk, skal jeg stå fast på at han ikke må tage i byen når han bliver sur/trist?

hmm, havde da vist lige en masse jeg skulle a med, det blev vist lidt langt 😳