Kun drenge duer!!

Når jeg snakker med kæresten om de børn vi engang i fremtiden skal have, så siger han at han vil have drenge. Han vil i hvert fald gerne have èn dreng som han være HANS, og så må jeg for hans skyld gerne få en pige der kan være MIN.

Han synes at det er meget synd for hans storebror som har fået 2 piger, men ingen drenge.
Han snakker tit om at han gerne vil have en dreng som er HANS. En dreng som han kan lave drengeting med. Han gir som eksempel at han vil lære ham ting, såsom at barbere sig osv.
Får vi en pige kan jeg tage mig af hende.

Han er opvokset uden hans far, og han lærte ham at kende som 15 årig men han var været en stor skuffelse, og så er han tudsegammel.
Måske det er dèt der spiller ind, det der med far-søn-forhold.

Men sådan fungerer det ikke lige i min verden. Jeg vil jo også gerne have at han vil elske hans datter lige så højt hvis vi får en pige en dag.

Hans holdning irriterer mig helt vildt. “din og min”

Hvis vi får en søn en dag så vil han da også være “min”. Min lille dreng, og jeg vil da også gerne have indflydelse på ham.

Her idag skrev jeg for sjov til ham om vi også skulle lave en baby en dag.

Han svarer:

“ja når vi har fået hus. HAN skal jo have et hus som HAN kan vokse op i…” !!!!

Det er pr. instinkt bare HAN HAN HAN når han taler om et fremtidigt barn.

Altså er min kæreste dybt unormal, skal jeg lade som ingenting og satse på at han ikke går grædende fra fødegangen hvis han får en pige en dag..??

Der er mange piger i min familie, så frygter da meget at han bliver skuffet en dag.

Hvordan får jeg ham til at ænde indstilling?? Det andet der er da for underligt!!

Har jeres mænd også stærke ønsker omkring bestemt køn og dit og mit?

Han er en sød og dejlig kæreste og der er intet mandschauvinistisk over ham.