Stedbarn og min egen? (Langt)

Ja, jeg ved ikke om jeg bør skrive det her indlæg. Sidst jeg skrev et indlæg, fik jeg over nakken og der blev kæmpe drama her hjemme som min kæreste måtte rede ud, fordi der var en bruger som vidste hvem jeg var ( og jeg ved knap hvem hun er ) men hun vidste hvem jeg snakke om. Så er egentlig lidt bange for at skrive det her indlæg, men jeg bliver nødt til at få det luftet for den eneste jeg kan snakke med er min mor, og det er lige som ikke altid nok.

Nu er situationen sådan at min kæreste har en datter på 8 og vi har været sammen i 1½ år. Han har hans datter hver anden weekend. Sandt skal være sandt, hun er en krævende lille dame, hun vil gerne bestemme det hele og alt skal helst diskuteres og gå efter hendes hoved. MEN hun er altså også sød. Ret skal være ret.

Men nu hvor jeg selv er gravid får jeg en masse tanker. Jeg er i uge 21 ( faktisk over halvvejs jo 😀 )
Hans datter har været enebarn i hele hendes liv, og har været vant til at have sin far for sig selv, og efter jeg kom ind i billedet havde hun jo også mig.
Men, nu til februar kommer der jo en lille ny, og jeg kan altså mærke på min krop, hvor forfærdeligt det end måtte lyde, at den forbereder sig på at jeg skal have mit eget barn og altså ikke kan rende og opfylde hendes behov hele tiden.

Jeg er også lidt mere følsom, men det føler jo med. Det skal lige siges til den næste del her, at da jeg gik i folkeskole blev jeg mobbet med at jeg var tyk, selvom jeg ikke var større end de andre. Og jeg har i alle år haft et lavt selvværd og gemt mig lidt væk i mit tøj når jeg skulle ud. Altså helst ikke noget der sidder for stramt.
Her da vi havde hans datter sidst står hun den ene dag og peger: “ÅRH, hvor er den stor!!!!” Den næste dag da jeg kommer ud om morgenen i en anstændig natkjole, udbryder hun 2 gange på 3 minutter: “NÅRH, hvor er den stor!!!” Det sårede mig faktisk meget, altså det at det for mig er ret naturligt at selv et barn på 8 godt kan tænke over hvordan man siger ting. Hvis man siger ting på samme måde til hende som hun kan sige ting, syntes hun ikke det er sjovt. Jeg gik så efterfølgende ind og tog bukser på og en af min kærestes store t-shirts for at gemme min mave. Så blev jeg ellers i køkkenet det næste lange stykke tid. Min kæreste kunne godt se den var gal og spurgte hvad der var galt. Jeg fortalte det så, og han kunne godt forstå det. Som jeg også sagde, det er svært når jeg ikke engang selv kan finde ud af om jeg føler mig gravid og smuk eller bare tyk, og ikke har det super med mig selv lige for tiden. Han tog så efterfølgende en snak med hans datter om at den slags siger man ikke. Det sagde han også den første dag hun stod og pegede på min mave.
Der var også en lille episode en dag hvor jeg hentede hende fra skole, hvor hun sagde: “Er du ikke glad for at det bliver en pige?” Hvortil jeg svarer at jeg ville ha blevet glad hvis det var en dreng også. Dertil svarer hun “Nå” med et undrende udtryk. Det kunne hun ikke forstå.
Nu er det faktisk sådan at når hun ringer for at sige godnat sidder jeg med en klump i maven og har egentlig ikke lyst til at sige godnat, men gør det alligevel, gør det dog kort. hun spørg hele tiden om hvad babyen laver, om den sover eller sparker osv. Og hun har mange forslag til hvad hun syntes babyen skal hedde. Andre ville jo nok syntes det var sødt, men jeg kan ikke se det søde i det. måske fordi hun gerne vil bestemme alt? Så sidst hun ringede og sagde: “Jeg syntes babyen skal hedde ….” sagde jeg altså at det bestemmer mig og far! Men det er som om ting bare går igennem hovedet på hende og glemt med det samme igen.

Jeg er gravid for første gang og har meget svært ved at finde ud af hvad jeg syntes om mig selv, om jeg kan lide at den lille sparker, om jeg føler mig smuk.. Og så gør det det ikke bedre af at jeg får det skubbet ned over hovedet når hun er sådan. Min kæreste sagde at jeg bare skulle sige stop til hende, men sagde så også at så føler jeg at jeg skubber hende væk. han tog det heldigvis pænt og tog en snak med hende, men spørgsmålet er jo bare om hun husker det til næste gang?

Og hvordan vil jeg få det når jeg er født? Hun er jo en krævende dame, og jeg orker ikke når jeg har født at have hende lige på og hårdt en weekend. Min mor har foreslået hun kan komme fx en halv time hver dag det første stykke tid, men det er jo ikke mig alene der bestemmer det.

Jeg er også rigtig bange for at nårjeg har født at hun ikke kan lade babyen være i fred. vi har en kat, som hun får lidt udslæt af, hvis hun snakker med den, men hun kan ikke lade den være i fred, og har taget hende i at drille katten. Hun prøver selv at tage den ud fra hendes væresle selvom jeg har sagt hun skal komme og sige i fra. Det har hendes far også sagt. Det er især fordi katten kan finde på at rive og bide, og hun gider ikke blive løftet af hende. Hvilket jo nok kommer af at hun har drillet katten. Det er også et kæmpe problem for hende at katten går ind på hendes væresle og lægger sig i vindueskarmen og slapper af.
Men lige for at komme tilbage, så er jeg bekymret for at min kæreste vil have at de to skal dele værelse, og at hun så ikke kan lade babyen ligge i fred. Hvis babyen fx begynder at græde så skal hun tage hende op! Det er jeg meget bange for. Altså hvis hun ikke kan høre efter med katten, hvordan skal hun så kunne høre efter med noget der er endnu mere spændende? Jeg har halvt bestemt mig for at rykke rundt på vores soveværelse og indrette en del af det til babyen og så kan jeg male væggen lyserød. Og hvis min kæreste er utilfreds, så må han jo søge en større bolig.
Jeg er også bange for at når vi så har hende at hun vil hænge over mig og den lille. At jeg ikke kan sidde i fred uden at hun er der eller kommenterer alt. Jeg kan fx ikke som det er nu, sætte mig ud på altanen lige for at få lidt ro i mit hoved, uden at hun kommer lige efter. Også selvom hun altså sidder og ser en film hun selv har valgt hun vil se. Og jeg kan ikke sige pænt at nu sidder jeg her og slapper af, ligesom hvis du har ondt i hovedet og går ind på værelset, så du skal gå ind og se din film. Jeg skal skære det ud i pap og sige “Gå ind i stuen!” jeg tænker meget over at når vi så ghar hende, om min weekend vil ende på soveværelset med en bog og den lille fordi hun ikke kan lade mig få bare 5 minutters fred. Hun har det også med at jeg skal se ALT. Hvordan hendes mad ser ud, hvad der sker i tv, hvad de sagde skal også gentages hele tiden. Jeg har nu sagt mange gange at jeg ser ikke på tv´et hele tiden eller på hendes mad. Og her i weekenden blev det så også nok for min kæreste. Hun havde fået remoulade på sin mad og så “SE! Det er et G” hvortil min kæreste svarer hende hvorfor jeg skal se alt og hvorfor hun ikke kan lade mig sidde i fred i bare fem minutter?”

Jeg ved godt det her indlæg lyder meget hårdt, men som jeg startede med at sige så er hun en sød pige. Men jeg er gravid og alt i min krop siger at nu får jeg mit eget barn at tage mig af. Jeg er normalt en person der kun vil alle omkring mig det bedste og kunne rende og hygge om folk og sørge for de har det godt. Men jeg kan tydeligt mærke at min krop forbereder sig på at nu får jeg mit eget barn som kommer i første række.

Jeg ved ikke hvor jeg vil med det her indlæg, men jeg har brug for at få det ud af mit system. Det sidste jeg har brug for er sure svar. Jeg skriver rent ud hvad min krop siger til mig, og jeg har det faktisk dårligt med det.
Jeg risikerer at der bliver kæmpe drama på hjemmefronten igen, men jeg har brug for at komme af med det, og sådan er det altså bare. Jeg hænger ikke nogen ud med navne, og jeg har brug for at komme af med ting der fylder meget for mig, så vel som alle andre. Og så længe jeg ikek hænger nogen ud med navne eller nærmest står og peger på hvem det er, så kan jeg ikke se problemet i at skrive sådan et indlæg. Sidst jeg skrev var det også neutral og omhandlede en af min meget træls dage hvor min kæreste bare var dum og træls og øv, og det skulle jeg bare ud med, men det var neutralt. Det blev drejet til at omhandle en helt anden person, og jeg må ærligt indrømme at der har gået lang tid før jeg turde skrive herinde efter den episode. Men nu tager jeg chancen for jeg bliver bims af at gå med det alene. Det håber jeg i kan forstå.

Mange tak