UPDATE Hvis hun dog bare ville lade mig være ..

Argh!! Jeg tror ikke, at jeg har fortalt det herinde før – Men! Jeg er skilsmissebarn – eller betragter ikke mig selv som et skilsmissebarn. Da jeg var lille (3 år) blev mine forældre skilt. Min far fik forældremyndigheden over mig, og jeg så så min mor hver anden weekend – Det fungerede også fint i godt og vel 3 år – lige indtil hun begyndte at aflyse vores aftaler – ”glemme” at hente mig osv .

Allerede kort efter mine forældre blev skilt, fik min far en ny kæreste, som blev min ”mor”. Eller hun er jo min mor*? Det føles jo sådan. Det er hende jeg er tryg ved, hende jeg snakker pigeting med osv. Dt er hende som har været der for mig siden jeg var 3 år – hun er min mor!

Jeg har hverken set eller hørt fra min bio-mor siden jeg var 6-7 år – altså det er godt og vel 10 år 😯
Jeg forstår ikke, at man bare sådan kan droppe sit barn. Jeg begriber det virkelig ikke 🙁 Hørte ikke engang fra hende til min konfirmation .

Her i sidste weekend har hun så ringet på vores hjemnummer, men det har været min ”mor” som har taget telefonen, og så har min bio-mor bare smækket røret på.

Kan ikke lade være med at tænke på hvad hun mon vil? Jeg har ikke lyst til at snakke med hende. Jeg har ikke lyst til at se hende. Hun er jo en ”fremmed” for mig – nærmest helt ukendt. Jeg vil ikke, det vil jeg simpelthen ikke. Får helt en klump ved tanken om, at skulle gense hende som kasserede mig – hende som var der for mig i de første leveår – og pludselig bare forsvandt. Årh hvor er det underligt.

Havde et eller andet sted håbet på, at hun aldrig ville kontakte mig igen – hun er ikke min mor. For mig er hun en fremmed!

Jeg kan nogle gange begynde at græde, når vi snakker om skilsmisser. Når jeg fortæller min historie, som oftest er langt fra som andre skilsmissebørns. Jeg græder ikke fordi jeg savner hende. Men tanken om, at man er blevet “kasseret” gør bare ondt 🙁 🙁

________________________________

Årh piger – det her er lidt underligt ;/

Men – jeg tog mig sammen. Opsøgte min mor, og sendte hende en mail. Hun begynde at spørge ind til mit liv. Hvordan jeg havde det, hvad jeg laver til daglig, osv – til sidst skrev hun; ”JEG SAVNER DIG – mere end du aner” Det gjorde ondt – jeg brød helt sammen. MEN! Det var hende der valgte mig fra. Jeg er meget blød, har let ved at komme til tårer, og kan ikke lide at såre andre ..

Det er trods alt hende som har født mig – men det er ikke hende som har ”dannet mig” Hun han været passiv gennem det meste af mit liv – og jeg savner hende ikke? 😕

Jeg tog mod til mig og besluttede at jeg ville give hende en chance – vi aftalte, at vi skulle mødes i Århus – Hun skrev at hun glædede sig osv – og jeg skrev ”i lige måde”

Alligevel fortrød jeg – aftenen inden fik jeg knuder i maven og lavede ikke andet end at græde. Kunne slet ikke kapere det – Hende som har været ligeglad med mig – nu vil hun pludselig se mig igen?! Tankerne farede rundt. Jeg havde bare lydt til at grave mig ned i et hul.

Jeg løj – og skrev at jeg var syg, for brød mig ikke om at være ærlig :?- for det ville vel såre hende! Men årh piger – jeg føler mig som en lus mellem to negle. Jeg kan ikke kapere det. Troede jo faktisk, at det var et overstået kapitel – Jeg er en dårlig datter, sådan føler jeg det i hvert fald .