Hvem tør indrømme..?

Hvem tør indrømme at man ikke altid elsker alle børn lige meget?

Ja jeg tør godt!!

Lad os prøve ikke at give nybagte forældre til nr. 2-3-4 dårligsamvittighed. Hver eneste flergangsfødende får at vide at man på magisk vis elsker alle sine børn lige meget, og mange får virkelig dårlig samvittighed når de måske erfarer at det ikke altid er sådan!

For mig startede det allerede i graviditeten, jeg havde virkelig svært ved i starten, at knytte mig til maven og barnet der inde. Jeg glædede mig, og jeg var ufattelig bange på vores vegne, bange for at miste igen. Jeg gav netop det skylden for at jeg ikke kunne knytte mig til maven og babyen der inde på samme måde som jeg havde gjort det ved de to andre graviditeter.

Da Sakarias kom til verden oplevede jeg på magisk vis at man elsker børnene, at man ikke har større følelser for den ene end for den anden – Men det kom sgu noget bag på mig at kærligheden ikke nødvendigvis er den samme!!

For selv om jeg elskede den lille ufattelig højt, og knuselsker ham så meget at han nok en dag bliver kvalt i son mors kærlighed så kan jeg mærke at den første altid vil have en helt speciel plads som den lille aldrig vil få på samme måde. Ligeledes kan jeg mærke at den lille har en anden speciel plads som den store aldrig nogen sinde vil kunne få.

Jeg troede at alting ville være det samme, man elsker lige højt, fordeler kærligheden ens – Men nej, sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Der er flere måder at elske på, og hver barn får deres egen kærlighed, på sin egen måde!!

Skræmmende, men sandt – Og helt sikkert også sundt, men det er meget rart at vide på forhånd!!