Det at miste

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg. Måske for at møde andre i samme båd, men også fortælle andre om det at miste… Jeg ved der er et forum for dem der har mistet efter uge 16, men jeg synes jeg vil dele min oplevelse med andre og fortælle hvordan det er at være mor til et englebarn….

Jeg fortæller den korte version af min historie…

År 2004 ventede jeg mit første barn… Jeg var utrolig glad og lykkelig over den glædelig nyhed.. Hele graviditeten gik godt.. Havde kvalme de første 3 mdr, men ellers ikke noget… D. 10/10 2004 min lillebrors 7 års fødselsdag, begyndte veerne…. Jeg bor normalt på sjælland, emn havde valgy at føde på Aalborg sygehus da min familie bor i jylland.. Jeg kom ind på fødestuen og de skulle lige lytte efter hjertelyd… JM kunne ikke finde det og tilkaldte en læge med scanner…. Da lægen endelig kom scannede han med fjernsynet væk fra mig… Han scannede et par min og sagde så de væreste ord jeg nogensinde har hørt…. DER DESVÆRRE IKKE NOGET HJERTEAKTIVITET….. Min mor som var med begyndte at råde og skrige… Det kan bare ikke passe… Det kan ikke være rigtig… Jeg selv var i chock…. Jeg fødte min smukke lille datter 7 timer senere….Den fineste pige på 3500 gram og 54 cm… Hun havde det smukkeste sorte hår og den sødeste lille kysmund… Hun ligende en der sov så sødt min lille Melissa, men desværre var min pige død…. Død i den mave som hun blev til i…. Min verden gil i stykker… Jeg havde ikke noget at leve for mere… Et barn skal ikke dø før sin mor..det ikke meningen…. De efterfølgende mdr gik jeg rundt som en zombie.. Jeg kappede alt kontakt med min familie.. Kunne ikke holde ud at være sammen med nogen.. Heller ikke mig selv.. Jeg kunne ikke finde på tage livet af mig selv, men hvis jeg belv kørt over og døde, var det okay med mig…. Jeg havde opgivet livet….Grunden til min lile pige døde vides ikke… Hun døde i min mave da jeg var i uge 42… Helt uden grund…

Jeg har idag et dejligt liv, men det stadig sværet.. Når folk spøger hvor mange børn man har, hvad svarer jeg så? Jeg er jo mor til 3, min store pige er bare i himlen… Jeg har oplevet folk blive helt underlig når jeg har sagt det.. Men jeg siger det jo ikke for at gøre folk utilpas… Uanset hvor Melissa er, vil hun jo altid være min datter og jeg vil aldrig acceptere det…

Folk med englebørn ønsker ikke at deres døde børn bliver “glemt”, men snakket om og husket…..

Som jeg skrev til starte med, ved jeg ikke hvad jeg præcis vil med indlæget…. Havde bare brug for at fortælle at alting ikke altid går som man regner med…

Håber i tager godt imod det 🙂