Fora Debat Jødedommen
Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #5344603
    ks83
    1564 Indlæg

    Nu er der jo en del mennesker herinde og mange forskellige trosretninger er repræsenteret, har jeg lagt mærke til. Men jeg har ikke lige observeret nogle jøder herinde.

    Så derfor, spørger af ren nysgerrighed og interesse, er der nogen herinde der bekender sig til jødedommen?

    ks83

    #5945706
    ks83
    1564 Indlæg

    Nåh ja. Og kosher-slagtning.

    ks83

    #5945711
    dengamlerotte
    500 Indlæg

    Her de 10 vigtigste om jødedommen

    1. Gud
    ”Du må ikke have andre guder end mig”, hedder det i det første af De ti bud. Gud hedder i den jødiske bibel JHWH – hebraisk har ikke vokaler, og ordet udtales Jahve, som betyder Jeg er den, jeg er. Jøderne kalder dog som regel Gud for Adonai, som betyder Herren. I jødedommen ses Herren som den, der har skabt verden og dens liv og udvalgt det israelittiske folk og givet dette folk sin lov.

    2. Moses
    Det Gamle Testamente gør Moses til stifteren af Israels religion. Han er ifølge den bibelske legende født blandt israelitterne i Ægypten, opfostret ved Faraos hof, men drager ud i ørkenen, hvor Jahve åbenbarer sig for ham og pålægger ham at udfri israelitterne. På vej frem mod det forjættede land får folket gennem Moses loven fra Jahve.

    3. Tora
    Loven eller Toraen er også betegnelsen for de fem Mosebøger i Det gamle Testamente. Heri er den jødiske lovs i alt 613 bud. Toraen blev op mod Kristi fødsel genstand for stadige fortolkninger. Toraen og dens fortolkning udgør indtil i dag kernen i jødedommen.

    4. Profeter
    Helt tilbage i Israels ældste tid (omkring år 1000 f.v.t.) optrådte der profeter, der gav orakelsvar. Omkring år 700 f.v.t. optræder der nu stærke religiøse skikkelser med kritik af sammenblandingen mellem Israels religion og den kanaanæiske frugtbarhedsreligion. Enkelte af disse profeter har efterladt sig skrifter (for eksempel Esajas). I løbet af de næste århundreder optræder der fortsat skriftprofeter. Hos profeterne er kritik af de nuværende tilstande kombineret med visioner af både dom og frelse.

    5. Templet
    Jøderne i det gamle Israel havde flere helligsteder for dyrkelsen af Jahve. Det første tempel i Jerusalem blev ifølge den bibelske tradition bygget i Jerusalem af kong Salomon i midten af 900-tallet f.v.t. Dette blev i 520-15 f.v.t. afløst af et nyt tempel efter landflygtighedstiden i Babylon. Herodes den Store byggede et nyt og overdådigt tempel fra omkring 19/20 f.v.t. Dette blev ødelagt totalt i år 70 af romerne. Templet var centrum for den israelitisk-jødiske kult.

    6. Synagoge
    Som følge af landflygtighedstiden i 500-tallet f.v.t. udvandrede jødiske grupper til mellemøstlige byer og byer omkring det østlige Middelhav. Nu kom Toraen i centrum, synagoger eller forsamlingsbygninger blev rejst til gudstjenstebrug, hvor loven blev oplæst, og hvor der også kunne undervises i toraens rette fortolkning. Synagogen er stadig jødedommens gudstjenestested.

    7. Påske
    Pesach er jødedommens store fest, som fejres om foråret den 15. i måneden nisan. Påsken fejres til minde om udfrielsen fra Egypten. Festen indledes påskeaften med et måltid, der symbolsk skal pege på forholdene i Ægypten og fortællingen om udfrielsen reciteres ved bordet. Som et vigtigt led i måltidet spises usyret brød.

    8. Omskærelse
    En rituel bortoperation af forhuden på det mandlige lem. Dette finder sted på ottendedagen efter drengens fødsel. Baggrunden for denne skik er at finde i Jahves befaling til Abraham om at lade omskærelsen være et pagtstegn. Omskærelsen praktiseres fortsat i jødedommen og er afgørende for den jødiske identitet.

    9. Sabbat
    Det hører ligeledes til jødisk identitet, at sabbatten overholdes. Det er hviledagen, den syvende dag i ugen (= lørdag) I følge jødisk tidsregning begynder sabbatten fredag aften klokken seks og varer til lørdag aften klokken seks. Ligesom Gud hvilede på den syvende dag efter skabelsen, skal mennesket bruge denne dag til hvile og til bøn og læsning i loven. En stor del af Toraen angår regler for sabbattens overholdelse.

    10. Israel
    Israel er navnet på Guds folk. Det altså både en politisk og national betegnelse – og tillige en religiøs betegnelse. Israel betyder Gud kæmper eller Gud hersker. Israel består i følge traditionen af de 12 stammer, som har navn efter Jakobs 12 sønner. Son stat og folk er Israel udvalgt af Gud. Israel er jødedommens selvbetegnelse. Og det sande Israel bliver da dem, som holder ud i troen på Jahve.

    #5945712
    dengamlerotte
    500 Indlæg

    så er der de jødiske fester og helligdage..

    hvor jøderne oplever deres historie gennem de forskellige højtider.

    alle de her fester man holder bekræfter dem i den jødiske identitet, og at de er guds udvalgte folk (hvis man da tror på det)

    Sabbat
    Når solen går ned fredag aften indtræder jødernes vigtigste helligdag, shabat, sabbatten. Den varer et døgn – indtil solnedgang lørdag aften. Hver familie sætter sig til det omhyggeligt dækkede bord, hvor der står to sabbatslys, som det er moderens opgave at tænde. Det sker præcis på det tidspunkt, hvor sabbatten går ind – når de tre første stjerner viser sig på aftenhimlen. Så kan sabbatsmåltidet begynde.

    Sabbattem er den vigtigste festdag for jøderne, fordi det er den eneste, der står direkte beskrevet i De ti Bud
    Den er til minde om Guds skabelse af verden. I seks dage arbejdede Gud, men på den syvende hvilede han. På samme måde skal menneskene på denne dag holde fri fra deres daglige arbejde.

    Der er stor forskel på, hvordan jøder fejrer sabbat. Befalingen om, at det ikke er tilladt at arbejde på denne dag, tager de ortodokse jøder bogstaveligt. De holder sig fra alt, der kan have den mindste antydning af at være arbejde – eksempelvis at lave mad eller tænde lyset. I Israel i dag bruger de fleste jøder sabbatten som en fridag. På Jerusalems hektiske gader kører der på denne dag kun ganske få biler. Til gengæld summer parkerne af børnelatter, og familierne sidder i små klynger omkring picnic-kurven. Sabbatten er ugens højdepunkt.

    Pesach – påske
    Travlheden svirrer i luften i Mea Shearim – det ortodokse kvarter i Jerusalem. Påsken står for døren, og forberedelserne er i fuld gang. På gaden står der store kar med kogende vand, som mændene på skift dypper deres køkkenredskaber ned i for at få det kogt. Alt skal være kosher – egnet. Hele huset gøres grundigt rent, for Toraen befaler, at der må ikke være noget syrnet brød i huset – se 2 Mos 12,15-19. I praksis fjerner jøderne alle kornprodukter, der kan laves mel af – eksempelvis majs, korn eller ris.

    Aftenen før pesach leder jøderne efter syrnet brød. I stearinlysets skær undersøger de alt i huset minutiøst. Nogle familier har en tradition med bevidst at gemme små stykker brød, som børnene skal finde. De indleder eftersøgningen med en særlig lovprisning og afslutter med en bøn. Næste morgen brændes posen med brødkrummerne, så alle spor af syrnet brød er væk.

    Festen fejres til minde om udvandringen fra Egypten. Det er en stor festdag, da den symboliserer Guds frelseshandling mod det israelitiske folk. Samtidigt bærer den løftet om, at Gud vil gribe ind, når det ser mørkest ud. En lang række ritualer og handlinger knytter sig til denne fest. Da israelitterne forlod Egypten, nåede den dej, de havde tilberedt til rejsen, ikke at hæve. Derfor spiser jøderne kun usyret brød under festen. Brøddene er tynde firkantede brød, der minder om knækbrød.

    Fejringen af pesach omtales tre steder i biblen Det midterste skriftsted handler specifikt om det usyrede brød – matzah. Meningen med pesachfesten og dens gentagelse finder vi i 2 Mos 13,3-10.

    På den første aften i pesachugen gennemgår jøderne sederen. Det er festens højdepunkt. Med hele familien samlet om bordet følger de et nøje fastlagt ritual inden selve måltidet. I et messende tonefald læser de historien om, hvordan Gud udfriede jøderne fra Egypten. Oplæsningen afbrydes af små pauser, hvor der spises eller drikkes noget bestemt – eksempelvis spiser de bitre urter til minde om israelitternes slaveri i Egypten. Sedermåltidet afsluttes med fremtidsønsket: ”Næste år i Jerusalem”.

    Shavuot – ugefesten
    Shavuot er et modstykke til den kristne pinse, idet den fejres 50 dage efter pesach. Jøderne fejrer ved denne fest, at de modtog Toraen på Sinaibjerget tre måneder efter udgangen fra Egypten. Nogle ortodokse jøder markerer dagen ved at holde sig vågne natten inden for at studere Toraen. Shavuot fejres i synagogen. Det er oprindeligt en høstfest, så synagogen er smukt pyntet med blomster og grønne planter.
    Sukkot – løvhyttefesten
    Sukkot er en glad fest. Den minder jøderne om, hvordan Gud beskyttede dem i løbet af deres 40 år lange ørkenvandring. Ifølge traditionen omgav Gud jøderne med skyer til at beskytte mod solens brændende stråler, men også mod fjendtlige angreb. Derfor fejres festen ved, at hver familie bygger en hytte med et tag af løv (sukka).

    Simchat Torah – Toraens glædesfest – falder på løvhyttefestens ottende dag og marker, at årlige gennemlæsning af Toraen i synagogen er fuldendt. Straks efter at de er nået igennem årets læsning, starter de forfra for hele tiden at være i gang. I synagogen danser ortodokse jøder rundt med Torarullen, som ved denne højtid er taget ud af skabet og pyntet med sølvkroner og blomster.

    Rosh ha-Shanah – nytår
    En dyb, klagende tone gennemskærer luften. Lyden kommer fra en shofar – et vædderhorn, som er karakteristisk for jødernes nytårsfejring. Det jødiske nytår falder i september eller oktober. Vædderhornet er til minde om dengang Abraham i lydighed mod Gud var parat til at ofre sin søn Isak. Gud stoppede ham i sidste øjeblik, og Abraham ofrede i stedet en vædder. Nytårsfesten er en bodsfest – jøderne ransager sig selv og sine gerninger, så de kan træde ind i det nye år som bedre mennesker.

    Yom Kippur – forsoningsdagen
    Forsoningsdagen er den helligste af alle fester. Den falder på den tiende dag efter nytår. Meningen med dagen er, at hvert enkelt menneske skal gennemgå en personlig og åndelig renselsesproces. Det markeres ved at faste i et døgn fra solnedgang til mørkets frembrud den efterfølgende dag som tegn på anger over for Gud for de synder, man har begået.

    På templets tid skete det ved at slagte to gedebukke. Som det eneste tidspunkt på året måtte ypperstepræsten denne dag gå ind i templets allerhelligste rum med blodet fra den ene buk. Den anden blev ført ud i ørkenen og sluppet løs, efter ypperstepræsten havde lagt sine hænder på den og bekendt folkets synder. Det markerede, at al folkets synd nu var tilgivet.

    Chanukkah – indvielsesfesten
    I dag fungerer chanukkah som en jødisk udgave af den kristne jul, idet festen som regel falder i december. Chanukkah fejres i otte dage ved, at jøderne tænder et lys for hver dag. Der er tale om en højtid, der ikke har sit grundlag i Bibelen, da festen er til minde om genindvielsen af det andet tempel i 165 f.v.t., efter grækerne var besejret. Legenden fortæller, at præsterne efter at have renset templet tændte et lys, hvor der kun var olie tilbage til et døgn. Alligevel brændte lyset i otte dage. Derfor anvender jøderne en ottearmet lysestage til denne fest, til minde om begivenheden. Chanukkah er lysenes fest.

    Purim
    Purim er en mindefest for jødernes redning fra undergang under perserstyret. Den onde Haman havde planer om at udrydde jøderne, men det lykkedes en ung pige, Ester, at afværge disse planer ved sin onkel Mordokajs hjælp. Fortællingen findes i Esters bog.

    I dag fejrer jøderne denne højtid i begyndelsen af marts ved at klæde sig ud, og reelt fungerer den derfor som en slags fastelavn. I synagogen læses hele beretningen fra Esters bog op. Hver gang oplæseren nævner Hamans navn, pifter, tramper og larmer hele forsamlingen. Når roen atter sænker sig, fortsætter læsningen indtil næste gang, Haman dukker op i fortællingen. En gammel tradition siger, at de på den aften skal drikke så meget vin, at de ikke kan skelne mellem velsignet være Mordokaj og forbandet være Haman.

    Andre højtider
    Tishah be-Av – den niende i måneden Av – falder som regel i begyndelsen af august og er en sorgens og fastens dag, der markerer ødelæggelsen af det første og det andet tempel i Jerusalem. Ortodokse jøder markerer denne sorgens dag ved at messe klagesange, mens de sidder på gulvet i en dunkelt belyst synagoge. Ifølge traditionen tilskrives disse klagesange profeten Jeremias og indeholder øjenvidneskildringer af det første tempels ødelæggelse.

    Lag be-Omer er den 33. dag i Omer-perioden, som går fra jødernes påske til pinse – altså fra pesach til shavuot. Hele Omer-perioden er en sørgetid til minde om alle de forfølgelser og lidelser, jøderne har gennemlevet i historien. Det er ikke tilladt at holde bryllup i de syv uger, perioden varer, og mænd må ikke barbere sig eller klippe håret. Lag be-Omer er undtagelsen. På denne dag fester jøderne.

    Tu bi-Shvat er træernes nytår. Tu står for tallet 15, og festen falder den 15. i måneden Shvat. Gud dømmer på denne dag hvilke træer, der skal leve, og hvilke der skal dø det kommende år. I dag fungerer det som en stor træplantningsdag i Israel, og familierne tager på udflugt til skovene.

    #5945713
    ks83
    1564 Indlæg

    Hiver den lige op igen. Er nysgerrig.

    ks83

    #5945714
    ks83
    1564 Indlæg

    Er der slet ikke nogen?

    ks83

    #5945715
    NCBZ
    886 Indlæg

    Jeps.. men ikke fra Isral.. men fra Belgien.. men min morfar og mor osv.. kan godt nakke hebrarisk.. (staves)
    Min morfar flygtede under 2 verdenskrig..
    Fik lov til at komme med en kutter der skulle til sverige.. selvom det var ulovligt.. og der efter til Randers.. hvor min mor er født og hendes 2 søstre.. og så fik han job i københavn..
    min mor er jøde og hendes søstre.. men vi er altid opdraget som kristne.. pga alt det er sker..

    Min morfars bedste ven sad i kz lejer og overlevede..
    Hygge ra N&C

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.