Morfor-Problem

Åhh altså.

Det er nu ved at være 1½ år siden at min far og hans kone, og jeg havde et sammenstød, der gør at vi ikke har snakket sammen siden.

Kort om hvad der skete den gang. De havde Sebastian i aflastning hver 2 weekend fast, jeg var glad for at have tiden til mig selv, Sebastian var glad for sin Morfar, og de var glade for ham. Men desværre var det sket et par gange at de havde hentet Sebastian i en 4-hjlustrækker, hvor der kun er 2 sæder, og airbag der ikke kune slås fra. Jeg forbyder dem at køre med Sebastian på forsædet, med airbag, og føler ikke jeg bliver taget seriøst af minfars kone. Jeg ringer derfor til min far, og fortæller ham at jeg er ked af de kører med ham sådan, og at jeg ikke vil have det. Min far bliver MEGET vred på mig, og 2 gange den dag har vi samtaler der slutter med at han smækker røret på. 2. samtale slutter ham med at sige at de ikke vil have Sebastian mere, at jeg skal finde en anden familie, og at havde det været en hvilken som helst anden familie, havde de ikke fundet sig i det fra min side. Indrømmet – Jeg har nogle gange glemt når de skulle have ham, og derfor ikke aflaveret ham i børnehave, hvor de kun ville hente ham – for ellers ville han ikke med dem.
– Øj det blev ikke kort!

Nu er sagen så den, og det har den været længe, at Sebastian husker dem endnu, og han savner dem. Han spørger efter dem, og vil gerne besøge dem. Han siger ordret:
– Min Morfar, det er ham jeg elsker, og nogen gange savner jeg ham også.

Forrige år (2005) i julen sendte vi dem julekort, og julegaver fra Sebastian. Jeg håbede på at de tog pænt imod det, og det kunne skabe en kontakt imellem os igen.

Jeg har sagt til Sebastian at Morfar arbejder, og Sebastian har så selv konkluderet at det er derfor at han ikke kommer der ud mere.

Jeg føler bare, at man som mig og Sebastian har så meget lidt familie, så skal man værne om det. Og jeg føler at jeg har ragt en hånd frem, og at de har valgt ikke at tage imod. Jeg tænker ufattelig tit på dem, det er jo trods alt min far (ikke biologisk, men jeg har haft ham fra jeg var 5 måneder, og har altif kaldt ham Far, og han har altid været min far).

Det gør tisse hamrende ondt at Sebastian også tænker på dem, at han siger han elsker dem, og at han savner dem – Og jeg føler ikke jeg kan stille noget som helst op. Jeg har lovet Sebastian at vi skriver et brev til dem sammen, han er jo ved at lære bogstaverne nu.

Men hvad skal jeg gøre, skal jeg skrive brevet sammen med ham, så det er hans egne ord vi skriver?

Skal jeg skrive et fra os hver, og forklare at der altså stadig er en lille dreng der tænker på dem, elsker dem, og savner dem?

SKal jeg overhoved sende det brev, for vi kan jo sagtens skrive et brev, og så lade være med at sende det.

Søde piger – Hjælp mig, hvad skal jeg gøre?

Min mor siger at sådan har min far altid været, at det har været hende og jeg selv der har holdt kontakten mellem os. Og at han er nøjagtig lige så stædig som jeg er, så det er ikke sikkert han svarer mig. Og hvis vi kommer i kontakt igen, så vil det samme nok ske senere..

– Lægger det samme i dagbogen, da jeg ved at de før har kigget i min dagbog. Og jeg håber på at de også ser dette.