Om at miste den man elsker/ faderen til ens barn.

Dette er noget jeg har skrevet for mange måneder siden, da det hele bare var sort for mig, det er skrevet om/til Jacobs far. Jeg følte på daværende tidspunkt ikke at nogen forstod mig, jeg var ekstremt ensom, det afspejles i teksten som er meget “sort”. Jeg har ikke noget egentligt formål med at ligge den ud, men er sikker på der sidder flere herinde, der kan nikke genkendende til noget af det jeg skriver.
Måske er der ikke så meget sammenhæng, dette skyldes at det er en impulsiv tekst, – lige fra hjertet!

Man føler sig alene, som tabt for omverdenen, en ligegyldig ”ting”, som en gang imellem kan bruges, men for det meste bare er til gene for ham.
En følelse af at være trampet på, men stadig elsket.
Afmagt, beundring, had og kærlighed.
Ligger mig ned, dog står jeg stadig, tårerne triller, men stadigt kan jeg smile.

Beundrer ham hans ligegyldighed overfor hvad andre siger og synes, hans gå-på-mod, – trods modgang.
Hader Ham, ingen har nogensinde, skuffet mig så meget, ingen har været så ligeglad med mine følelser, aldrig har nogen fået mig til at føle mig så lidt værd.
Kærligheden lever til trods for hans utallige løgne, har man først elsket en så meget, kan man stadig se den menneskelige værdi. Kan stadig smelte af et smil, får stadig sommerfugle i maven når vi er sammen og mine tanker tilfalder ham, om morgenen når jeg står op, om aftenen når jeg går i seng.
Afmagten for ham, opstår og nedbrydes som snefnug. Klarere kan det ikke beskrives.

Hvis jeg havde muligheden, lysten, gejsten, modet og vidste jeg ikke ville blive til grin ville jeg skrive til ham:

Jesper, du uopnåelige, savner du også mit selskab, eller er det kun mig der savner dig. Savner du også den rå og fuldkomment intense ærlighed, ligegyldighed og frihed vi havde sammen?
Vi kunne køre fra det ene hjørne af Danmark til det andet, blot for at få følelsen af havets susen, af landets fred. Møde andre mennesker, med andre synspunkter, med andre baggrunde og andre historier at fortælle.
Oplever jeg det hele rosenrødt, fortrænger jeg noget, eller har jeg bare mistet min even til at skildre.
Jeg ser hele tiden på billeder der sidder klantret på min indre skærm, og som ikke vil udviskes, uanset hvor hårdt jeg prøver.
Er det meningen at jeg skal fortvivles igen og igen, til døden mig tager, eller må mit sind og mit iturevne indre få fred.
Hvorfor skal jeg kastes ud i det ene eventyr efter det andet, og blive lovet guld og grønne skove, hvis jeg alligevel skal skuffes i sidste ende. Hvordan kan det være blevet min skæbne at ligge under for et andet individ, hvis ønsker jeg opfylder uden at kny.

Hvorfor er jeg dømt til at føle mig som en lille ubetydelig ting, der sidder hjemme i stuen og græder, både indvendigt og udvendigt, men ingen trøst får, på grund af mangelende forståelse.
Ja jeg føler og har ondt af mig selv, har ondt i sjælen, og vil have lov til at være ked af det, og føle at verden er imod mig.
Og ville ønske at manden som har gjort mig ondt, ville få at føle på sin egen krop, hvad han gør mod mig, hvor meget spekulationerne, tærer på ens krop og kræfter.

Hvor ville jeg dog ønske at man ikke kan afskrive sine egne børn, som man har lavet i nydelse og af egen vilje, og som man har lovet at tage ansvar for, og give alt den kærlighed som et lille menneske behøver.

Hvilket menneske har ikke fortjent at elskes af dets skaber?
Vide at man betyder alt for nogen, og nogen betyder alt for en.

Jeg tror på at dette er skæbnen, men hvorfor mig, hvad er meningen med vanviddet , og ender det godt, – ligesom i eventyr, det vælger jeg at tro.