Det hele ramler bare

Ja, nu skal jeg altså ud med det. Det bliver nok lidt rodet og lidt langt, men skal ud med det på en eller anden måde.

Jeg fik en depression da jeg var sammen med Adrians far. Den har nok ligget og luret i baggrunden før, men det hele kom bare ud da vi var sammen pga hvordan vores forhold gik. Vi skændtes hele tiden (næsten hver dag), han løj om ALT, selvom han altid var hjemme undtagen når han var på arbejde var han der ikke nok for mig og Adrian og han mente at det var helt i orden at sende billeder af sin p*k til andre tøser fordi han manglede opmærksomhed (havde lige fået en abort, så jeg tænkte altså kun på at være der for min søn og mig selv).
Jeg tudede hele tiden, var ikke den mor for Adrian, som jeg skulle have været og orkede ikke en skid.
Da jeg flyttede fra ham og hjem til min mor blev jeg mit gamle jeg, men kom altså aldrig helt over den depr. Blev den mor Adrian fortjente at få.

Men nu har kæresten fået en depression. Han har haft det dårligt længe (pga. mange ting som jeg ikke vil komme ind på her), men i fredags knækkede filmen fuldstændig. Han har det virkelig dårligt og kan ikke magte noget. Han er aggresiv (ikke voldelig) og man skal bare sige det mindste til ham så farer han op og kommer med sårende kommentarer. Ved godt at han ikke kan gøre for det, for har selv prøvet det. Men min gamle depr. vender bare tilbage, så nu render vi begge to rundt og er helt til rotterne.

Adrian lider ikke under det, Martin går når han får det rigtig dårligt, så han ikke farer op overfor ham og jeg er den mor han hele tiden har været. Vi snakker kun om tingene når A ikke er der, for der er stor sandsynlighed for at Martin begynder at græde eller farer op og jeg begynder med 99% sikkerhed at græde.

Han er taget afsted her omkring kl 18 for han havde brug for at komme væk inden alt gik galt igen, så han er taget hjem til en af sine venner og kommer hjem imorgen efter han har været til lægen, som vi håber kan give ham nogle piller indtil en psykolog kan begynde at hjælpe ham.

Men kæresten vil have at jeg selv tager til min egen læge. Vi snakkede lidt inden han gik og snakkede om hvad det kan være der egentlig er problemet bag på min depression. Han mener (og har nok ret i) at det startede da min mormor døde for 6 år siden. Jeg tudede da hun døde og nok 2 uger efter, men fik aldrig bearbejdet min sorg. Jeg har bare fortrængt det hele og kan ikke snakke med nogle om det. Min mormor var utrolig vigtig for mig, hun var der altid og jeg kunne ikke gøre noget galt i hendes øjne. Alt hvad jeg gjorde var hun stolt af. Hun døde lige efter mine eksamenerne i 9. Jeg kan ikke snakke om hende uden at græde (sidder med en klump i halsen nu) og det er ikke fordi folk ikke vil høre på mig når jeg vil snakke om det, men jeg kan bare ikke. Har også været igennem andre ting i mit liv; boede i plejefamilie i 5 år, har været udsat for et mindre overgreb osv.

Føler mig os bare som det sorte får i min stedfars familie. Alle i min familie har altid regnet med at jeg blev til noget, men er droppet ud af utallige uddannelser (2 x gym + 3 x HF) og jeg skal bare høre for det hele tiden, men jeg kan bare ikke overskue hverken skole eller job for tiden.

Vil egentlig gerne til psykolog eller noget lignende men har bare ikke lyst til at sidde og tude og åbne mig for fremmede, men skal nok have en professionel indover.

Puha det blev meget langt og fik ikke engang alt med. Håber at der var nogle der læste det hele og kan hjælpe lidt.