Hjælp, fra nogen der har mistet en ven.

Hjælp mig. Vi mistede vores bedste kammerat den 2. juli og jeg føler bare det var igår vi lagde ham i jorden. Jeg kan ikke høre en stille sang eller se den mindste ting der minder om caspar uden at græde. Pigerne skal jo ikke se mig græde hele tiden men det er bare så svært. Dennis lukker af for det og vil ikke tale om det, han vil ikke med op og se caspars sten, jeg er bange for at han brænder inde med det og har selv brug for at snakke om det. Han vil sælge båden for han siger den minder ham for meget om caspar. Hvordan kommer man videre, hvordan lærer man at acceptere en meningsløs død…

Tænker hele tiden på sanne salemonses sang: Du gav livet mening, jeg kan aldrig bli lige så lykkelig uden dig……