Har jeg kærlighed nok til dem begge?

Jeg har Jonathan på 10 mdr, og er planlagt gravid i uge 23.

Jeg er ovenud lykkelig -både for min lille skønne baby-søn, og for min lille foster-søn, der sparker rundt i maven.

Jeg har bare fået en bekymring, som faktisk fylder ret meget, selvom det nok ikke burde det.

Jeg læste engang en artikel hvor Maria Montell fortalte om sine følelser ift at blive mor til nr 2 barn. Hun fortalte om hvordan hendes store søn pludselig ændrede sig (for hende) fra at være hendes lille putte-nutte-baby som skulle passes på til at være den store irriterende voldsomme knægt med beskidte fingre, som absolut ikke skulle røre lilleny i ansigtet.

Og så tænker jeg: “Er det virkelig sådan det er? Er det virkelig sådan man kommer til at føle?
For jeg vil da ikke ha Jonathan skal være en andenrangs -skal flytte sin plads i vores/min kærlighed.
Jeg elsker den lille knægt så højt, og jeg vil da ikke miste bare en brøkdel af den kærlighed til ham!

Forstår I hvad jeg mener?
Hvordan var det for jer andre at blive mor til nr 2?
Nogen der står med de samme tanker?