Gravid og ULYKKELIG…Nogen der kan hjælpe?

Vi kan sagtens som udeforstående tænke “sikke en idiot- smut da fra ham!”, men det er bare så svært, når man faktisk har følelser for “idioten” (forstå mig ret 😉 )

Jeg har selv prøvet det samme engang..

Jeg var 17 år og fandt ud af jeg var gravid med min daværende kæreste.. Jeg stod der dybt fortvivlet og råbte “FUCK!!” da jeg så 2 streger på testen..

Min kæreste kom farende ud på toilettet til mig med et KÆMPE smil, gav mig et kram og sagde “Ej, hvor dejligt, skat.. vi kan få børn sammen, når vi engang skal ha det. Nu skal vi bare ha det der fjernet!!!”

Jeg var fuldstændig chokeret over at han kunne sige sådan noget, for jeg var bare så ked af det (det passede jo slet ikke ind med en baby nu, men på den anden side ville jeg et eller andet sted gerne ha en alligevel)

Jeg tuede og tuede i flere dage og fik bestemt ingen støtte eller forståelse fra min kæreste, som bare mente det skulle ud- koste hvad det ville.

Jeg snakkede med min læge, som faktisk råede mig til at beholde det for han mente bestemt ikke, at jeg ville kunne komme psykisk igennem en abort, sådan som jeg havde det og han fortalte mig en masse praktisk (at kommunen ville hjælpe os med lejlighed, vi ville kunne få støtte osv. osv. og at andre på min alder havde klaret det framragende)

Da jeg kom ud fra lægen havde jeg faktisk besluttet mig for at jeg skulle ha en lille baby 8 måneder senere og forberedte mig på at komme hjem til kæresten og fortælle at vi skulle være forældre..

Kæresten flippede fuldstændig ud.. havde virkelig aldrig set ham sådan før, men det endte med at han TVANG mig til abort (vil ikke komme nærmere ind på det her!), så sådan blev det..

Jeg tuede og tuede da de skulle til at bedøve mig og ved undersøgelsen inden og blev spurgt MANGE gange om det nu var det her jeg ville, for det troede de altså ikke.. men kæresten fik sin vilje!!!

Jeg har fortrudt det SÅ meget!!! Gik psykisk ned bagefter og følte mig så ensom, og som om en del af mig manglede… ej, hvor havde jeg det skidt.. kunne slet ikke passe min skole eller noget…

Nu er jeg så godt nok glad for at jeg ikke fik børn med den PSYKOPAT, men jeg kan da stadig tænke på at Emil og Lukaz ville ha haft en storebror (havde nemlig en fornemmelse af det var en lille dreng- og de 2 andre gange har min fornemmelse holdt stik 😉 ) og hvor gammel han ville ha’ været osv. osv., så selvom jeg nu har fået 2 dejlige unger kan jeg da stadig tænke på den baby jeg ville ha’ haft, hvis min kæreste havde været en smule mere forstående, eller ikke havde gjort som han gjorde…

Det jeg vil sige med alt det her er, at du virkelig ALDRIG må få en abort, hvis du ikke er 100% sikker på det er det rigtige for dig.. der er ingen andre der kan rådgive dig omkring det.. det er DIN krop og dig der kan føle, hvad der er rigtigt..

Og man kan stille det lidt firkantet op:

Du siger, at din kæreste går fra dig hvis du beholder baby, men at du ikke kan være sammen med ham, hvis du får abort, så…

Enten:

Får du baby- og ingen kæreste..

Ellers:

Får du ikke baby- men stadig ingen kæreste..

Så spørgsmålet er jo egentlig om du vil ha’ baby eller ej (kæresten er der jo ikke under nogen omstændigheder)

Håber du finder ud af hvad der er rigtigst for dig (selom du vist godt allerede ved det)- og tro mig.. lad ALDRIG nogen tvinge dig til abort…