-
Indlæg
-
Jeg frygter fødslen…
Det skræmmer mig at tænke på den, selvom der er længe til….
Andre der har/havde det på samme måde?
20369 IndlægJeg frygter ogsaa fodslen, men mest fordi jeg nu ved hvor ondt det gor 😥
jeg er sindssygt bange for at gøre mig selv til grin….
smerterne er jeg ikke bange for, men jeg er bange for at revne eller noget andet der generer længe efter fødslen…men for hulan hvor er jeg bange for ikke at kunne håndtere det og gøre mig selv til grin overfor min kæreste.. han er jo ikke vant til at se mig flippe ud (heller ikke i sengen) og jeg kan lige forestille mig hvordan smerterne tager pusten fra mig så jeg kommer til at sige nogle mærkelige paniske lyde.. ej man jeg frygter det 😥
@Hina wrote:
jeg er sindssygt bange for at gøre mig selv til grin….
smerterne er jeg ikke bange for, men jeg er bange for at revne eller noget andet der generer længe efter fødslen…men for hulan hvor er jeg bange for ikke at kunne håndtere det og gøre mig selv til grin overfor min kæreste.. han er jo ikke vant til at se mig flippe ud (heller ikke i sengen) og jeg kan lige forestille mig hvordan smerterne tager pusten fra mig så jeg kommer til at sige nogle mærkelige paniske lyde.. ej man jeg frygter det 😥
Det tænkte jeg også lidt over før fødslen men jeg siger dig når det først går igang har man altså ik rigtig nogen hæmninger. Jeg sansede ingenting andet end mig selv og mine veer. Og det skal lige siges at jeg altså også præsterede at lave stort på briksen da min fødsel gik så stærkt så jeg ik nåede at få lavement 🙂 Selv der var jeg ret ligeglad. Det har jm jo prøvet før.
jeg frygtede som sådan ikke selve fødslen.. men jeg frygtede hvordan jeg ville håndtere det og mit største ønske var at føde alene med jordmoderen (helst uden hende også men logisk nok kan det ikk rigtig lade sig gøre) og jeg fik ret.. jeg er under ingen omstændigheder en der kan takle andre i nærheden af mig under en fødsel.. og både min mormor og faderen var der og jeg havde ikke luft nok til at bede dem begge om at gå uden for og vente. så de var med..
næste gang vil jeg stadig frygte at jeg igen skal “tvinges” til at være i rum med andre end jordmoderen når jeg føder.. selvom jeg mener det er kanon godt at have faderen med inder en fødsel for hans og barnets skyld er jeg bange for jeg ikke kan håndtere det..
@Livsmor wrote:
@Hina wrote:
jeg er sindssygt bange for at gøre mig selv til grin….
smerterne er jeg ikke bange for, men jeg er bange for at revne eller noget andet der generer længe efter fødslen…men for hulan hvor er jeg bange for ikke at kunne håndtere det og gøre mig selv til grin overfor min kæreste.. han er jo ikke vant til at se mig flippe ud (heller ikke i sengen) og jeg kan lige forestille mig hvordan smerterne tager pusten fra mig så jeg kommer til at sige nogle mærkelige paniske lyde.. ej man jeg frygter det 😥
Det tænkte jeg også lidt over før fødslen men jeg siger dig når det først går igang har man altså ik rigtig nogen hæmninger. Jeg sansede ingenting andet end mig selv og mine veer. Og det skal lige siges at jeg altså også præsterede at lave stort på briksen da min fødsel gik så stærkt så jeg ik nåede at få lavement 🙂 Selv der var jeg ret ligeglad. Det har jm jo prøvet før.
hehe det fik et lille smil frem 😛
men alligevel, har faktisk aldrig rigtig prøvet at smide hæmningerne, så hvorfor skulle jeg kunne det under en fødsel..
jeg ser stadig rigtig pinligt på de situationer hvor jeg har været så udmattet i idræt eller krævende konkurrencer hvor jeg har reageret panisk og sagt mærkelige lyde, selvom jeg ikke kunne gøre for det.. vil bare ikke risikere at huske fødslen som noget meget pinligt resten af mit liv… det får man da bare depression af.. puha 🙁
håber virkelig det er som du siger, at man glemmer det
moar18 – lige mine ord
jeg fødte uden druks… Og som sirlig siger det den bedste oplevelse ever… og man ved jo at det er smerter der snart går over igen….. jeg læder mig allerede til at opleve det hele en gang til;)
@Hina wrote:
@Livsmor wrote:
@Hina wrote:
jeg er sindssygt bange for at gøre mig selv til grin….
smerterne er jeg ikke bange for, men jeg er bange for at revne eller noget andet der generer længe efter fødslen…men for hulan hvor er jeg bange for ikke at kunne håndtere det og gøre mig selv til grin overfor min kæreste.. han er jo ikke vant til at se mig flippe ud (heller ikke i sengen) og jeg kan lige forestille mig hvordan smerterne tager pusten fra mig så jeg kommer til at sige nogle mærkelige paniske lyde.. ej man jeg frygter det 😥
Det tænkte jeg også lidt over før fødslen men jeg siger dig når det først går igang har man altså ik rigtig nogen hæmninger. Jeg sansede ingenting andet end mig selv og mine veer. Og det skal lige siges at jeg altså også præsterede at lave stort på briksen da min fødsel gik så stærkt så jeg ik nåede at få lavement 🙂 Selv der var jeg ret ligeglad. Det har jm jo prøvet før.
hehe det fik et lille smil frem 😛
men alligevel, har faktisk aldrig rigtig prøvet at smide hæmningerne, så hvorfor skulle jeg kunne det under en fødsel..
jeg ser stadig rigtig pinligt på de situationer hvor jeg har været så udmattet i idræt eller krævende konkurrencer hvor jeg har reageret panisk og sagt mærkelige lyde, selvom jeg ikke kunne gøre for det.. vil bare ikke risikere at huske fødslen som noget meget pinligt resten af mit liv… det får man da bare depression af.. puha 🙁
håber virkelig det er som du siger, at man glemmer det
moar18 – lige mine ord
Jeg hører også til den meget tilbageholdende type, har aldrig bare tabt hovedet og jeg vil også meget nødigt gøre mig selv til grin. Inden fødsel var jeg også meget nervøs for det mht. mine hæmninger og også bare det med at ligge på briksen med sprædte ben lige op i synet på en vildt fremmed og ja også min mand for den sags skyld…
Men ja, da veerne først kom rullende kunne jeg ikke være mere ligeglad! Jeg havde det SÅ varmt og blev ved med at åbne min skjorte og da jeg havde presseveer lå jeg på et tidspunkt på alle fire med en sækkestol oppe på fødebriksen og blottede mig VIRKELIG lige over mod døren – og mellem to veer kunne jeg godt se det komiske i den måde det må ha’ set ud for de sygeplejersker der kom ind! Min mand var rigtig sød til at stå og fortælle mig hvem det var der kom ind (der var faktisk en del der rendte frem og tilbage, aner i dag ikke hvorfor), men jeg var simpelthen SÅ ligeglad! Jeg havde næsten konstant en våd klud over øjnene og var bare i min egen verden!!
Og så vil jeg da også gerne lige prale med at jeg heller ikke fik noget smertestillende – bortset fra en lokalbedøvelse da jeg blev klippet før de satte den hårde cup op (AVVVVVV det gjorde ondt alligevel!) Vejrtrækningsøvelserne hjalp mig tilgengæld rigtig meget…
Min første fødsel endte også i en sugekop men jeg fik ikke noget smertestillende af nogen art…det gad jeg da godt ha haft for fuck det gjorde ondt da han blev hevet ud 🙁
Fik dog noget spinalbedøvelse da moderkagen ikke ville komme ud af sig selv og at lægen skulle op og hente den ud med hans hånd…hmm det var en underlig oplevelse, hehe mærkede det som en mave massage indvendigt*GG*
Men jer der er mange for de kommende fødsler kan jeg sige at mine 2 sidste fødsler har simpelthen været så gode. Min første fødsel var rigtig hård men det er det hele værd for der kom jo et skønt resultat ud af anstrengelserne 😀
Uha er helt jaloux på dem som står foran en fødsel…bare det var mig 😀 😀 😀
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.