Endelig, min fødselsberetning.

20.07.08 Ve og ve igen.

Lørdag, sen nat.

04:14 – Ve.

04:46 – Ve igen.

05:11 – AV, ve.

Søndag, aften.

19:01 – Sygeplejerske på Rigshospitalets føde afd. tilslutter mig en maskine, der kører strip på mig. Skal sidde stille i voldsomme smerter, mens maskinens blæk går amok på strimlen. Ve hvert 3 minut. Kurven går voldsomt meget udenfor papirets kant og rand.

19:34 – Understellet blottet. Sygeplejerske undersøger åbningens centimetermål. 7 hele cm. åben. Godt, det forklarer smukt, hvorfor turen frem i lille lorte Punto, årgang ’92, gjorde så latterligt ondt.

19:44 – Varetaget af anden sygeplejerske. Stenfjæset befaler, at jeg lægger mig på min smertende gravide mave for at få lagt lavement. Kan jeg ikke. Pjat med mig. Jeg har jo slet ikke veer. Nej, hvad ved jeg. Jeg er bare ved at dø, men ork. Det tager vi ikke så tungt.

Vil sku hellere byde min søn til verden med lidt brunt stads i nakken, end at ligge stille, for at få lagt det skide lavement. Det har da heller ikke andet formål, end at lyde enormt overvældende for en, der allerede ligger i så megen smerte. Op i numsen? Nej tak, har du virkelig ikke luret, at det ligesom er i dét område jeg i forvejen har ondt?

Fjæset bokser sine knyttere ned i rykken på mig. Ja, så lig dog stille. Og jeg skriger. Højt. AAAV! Derfor hun bliver udskiftet.

19:56 – Den dygtigste jordemoder falder fra himlen. Lander på modsat fødeseng af min. Ligger med follede fingre og griner til mig. Åbenbart underholdende, at alle tilskuere snart har løse fortænder. Insisterer på, at hun har verdens nemmeste job. Ligger bare dér og hygger. Glimt i øjet. Tag dig endelig god tid, Rikke. Dygtig nok til, kortvarigt, at rive mig løs fra lidelserne.

20:00 – Fostervandet afgået. Splat. Hm, special følelse.

21:20 – Presseveer begyndt. For saaaaaaaaatan da.

21:53 – Kian-Alexander, 4290 gram, 55 centimeter lang. Og meget lilla i hovedet. No wonder. Som om jeg er designet til at presse en teenager størrelse ud forneden.

Jep, han har arvet mors gumminæse.

21:55 – Det mirakuløse øjeblik afbrydes skarpt. Sig mig, har I lige glemt at fortælle mig, at jeg skal føde et sæt tvillinger, eller hvad? Moderkagens fødsel. En meget undværlig følelse. Endvidere et meget undværligt syn.

Så skal jeg bare lappes sammen hist og pist med nål og tråd. Fødemaskinen, det er sgu mig. Så er vi overstået. Tja, altså lige bortset fra, at det viser sig, at mit urinrør skal udfyldes af et kateter, fordi jeg er en for stor bangebuks til at turde tisse af egen fri vilje. F.Y.I., ikke så fed en følelse at have et rør og en pose hængende.

Hva’ pokker!? Ud det skulle han jo. Og ud det kom han, tak.