Hvordan har du forandret dig som mor?

Personligt synes jeg at jeg har forandret mig rigtig meget.

– jeg er blevet mere forstående, empatisk og har nok fået en større retfærdighedssans end jeg før havde. Jeg kan bedre forstå andre, især andre forældre, end jeg kunne før.

– jeg er begyndt at kunne li’ børn efter jeg har fået Tristan. Før i tiden var børn unødvendig støj og jeg var ikke særlig god til at snakke med dem, men efte rjeg blev gravid er det som om støjen er mindre og evnen til at kommunikere med børn, især de helt små, er steget i høj grad. Nu nyder jeg faktisk at bruge tid sammen med mindre børn hvor det før i tiden kunne give mig små ticks.

– Jeg er blevet mere effektiv og mindre doven. Især med den smule alene tid jeg har, jeg er blevet mere effektiv så jeg når mest muligt på mindst mulig tid – især med rengøring.

– Jeg er uden tvivl blevet mere pylret. Jeg kan ikke klare tanken om børn eller dyr der lider. Det har altid generet mig, men nu reducere det mig til tårer (f.eks den sag om Baby P fra England – jeg kan ikke holde ud til at læse det, jeg kigger på Tristan og forstår ikke forældre kan gøre det. Det gør ondt helt ind i hjertet af mig at tænke på hvis noget skulle ske med Tristan og at nogle børn lider SÅ meget under deres forældres hænder som burde elske dem).

– Jeg er blevet kedelig. Jeg gider ikke byture, druk eller fester. Og jeg forstår ikke f.eks min svigersøster som lige har været i byen 5 ud af ugens 7 dage hvor hun har drukekt sig stang stiv hver dag. Mine venner forstår desværre heller ikke at jeg hverken kan eller vil smide tristan over til min far for at gå på druk med dem, så jeg har mistet en del bekendte.

– Det er gået op for mig hvor skrøbeligt alting er. Jeg forstår nu, på et højere plan, hvor meget man bør sætte pris på tingene. Jeg er blevet mere forsigtig, tålmodig og mit temperament er faldet meget. Jeg vælger mine kampe med omhu nu, og jeg gider ikke diskutere noget som jeg ikke føler er min energi værd for den vil jeg hellere give min søn.

– Jeg sætter mig selv bag i køen. Jeg kan ikke slappe af før jeg ved min søn og kæreste er okay! De SKAL være okay før jeg er det! Jeg tjekker stadig Tristan om han nu også sover godt, trækker vejret – drømmer han og græder i søvne kan jeg ikke sidde og høre på ham klynke, selvom jeg tvinger mig selv til det da jeg vækker ham ellers >_< og med min kæreste.. ja lad mig sige det sådan her;
Da jeg lå i fødsel med Tristan spurgte jeg Pete under en meget stor presseve, da hovedet næsten var ude, om han var okay og om han manglede noget for så ville jeg da lige hoppe ned i kiosken efter det til ham! I min verden er det Tristan før Pete, Pete før mig.

Jeg er generelt blevet mindre egoistisk og mere selvopofrende. Det genere mig ikke ejg skal undvære hvis jeg kan give Tristan og Pete. Et smile fra dem og mit hjerte smelter helt.