Hjælp! Barn eller ej?

Jeg tror squ jeg er ved at blive sindssyg!! Det sidste 1½ år har jeg bare ønsket et barn mere end noget andet. Men idet sagen jo kørte om kærestens førtidspension, mig på su og ham på kontanthjælp, har pengene ikke engang rækket til at forsørge os selv. Jeg er jo under udd. pt. Startede i aug. 07 og er efter planen færdig jan 11, så heller ikke lige det perfekte tidspunkt mht det. Alligvel har jeg bare ikke kunnet tænke på andet. Nu er kærestens pension så gået igennem ( 😀 😀 ) og for 2 dage siden annoncerede han, at han faktisk havde tænkt meget på, at det kunne være rigtig rart med en lille baby.. WEEE… Eller så ikke alligevel.. Kan finde så meget der taler imod at vi skulle have børn. Har lavet en for/imod liste, men syns stadig jeg er SÅ meget i tvivl om det er det rigtige.. Det meste på imod listen, er jo bekymringer, der kun kan af/bekræftes når barnet er her..

For: Vi har reelt plads til det.. Med lidt omrokering herhjemme, så kan barnet endda få eget værelse.
Imod: Vil gerne have hus før barnet – mere plads og ikke alle de trapper man skal op og ned af med barnet. Behøver heller ikke rende i kælderen, når der skal vaskes hvergang så. (Men vi er jo to om det) Desuden er der i et hus heller ikke over- og underboer..

For: Flere penge nu end tidligere. Kan køre rundt, hvis det virkelig skal lade sig gøre. Samtidig har vi begge familie, som jeg ved vil hjælpe – hvis de vel og mærket ikke går helt i selvsving over selve det at vi skal have barn.
Imod: Der skal spares på alt og det bliver kun de mest nødvendige ting, vi kan få. Hvilket jo også er fint nok..

Imod: Kærestens handicap er arveligt, hvilket betyder at vores børn kan risikere at få både ADHD og aspergersyndrom.
For: Hvis de får det, får de det nok også hvis vi venter.

Imod: Kan vi overhovedet finde ud af at være forældre??? Hvad hvis det hele går galt? Hvad hvis opdragelsen fejler og vi ender med et barn i store problemer pga os??
For: Har passet børn hele mit liv, er ved at uddanne mig til pædagog. Ved hvad man gør mht alt det praktiske med små børn og mener selv, at jeg er ret fornuftig ang. børn – fx. Hvad er okay og hvad er ikke okay.

Imod: Hvad hvis kæresten ikke kan håndtere hele den store forandring, så han kan være der for mig og barnet når det kommer?
For: Han vil gøre alt han overhovedet kan. Det ved jeg. Uanset hvad, vil han prøve og gøre alt!!! Hvis vi snakker det hele godt igennem, så han kan følge med, så går det nok også. (Men er mit overskud til det med et nyfødt barn?)

Imod: Har ingen bil, så bliver meget besværligt at komme rundt. Endnu mere besværligt med en lille “på slæb”
For: Andre har kunnet klare det, hvorfor ikke os? Vi bor i det mindste i en større by, så alt er for det meste inden for gå-afstand. (Bortset fra babysam, hehe)

Imod: Uenige om barnet skal døbes eller navngives.
For Vi bliver nok enige på et tidspunkt. Bliver vi jo nødt til at blive.. hehe.. Ændrer sig jo nok ikke fordi vi venter med, at få barn. Er jo det samme valg.

Imod: Hvad hvis vi ender med et barn med kolik og diverse andre ting?
For: Ved vi jo stadig ikke om vi gør, før barnet er her. Og ændrer sig nok heller ikke, selvom vi venter.

Imod: Hvad nu hvis vi bare kommer til at ligne nogen der bare SLET ikke kan klare det overfor (mest) min familie? De er meget konservative og “korrekte” og har alle været 30+ med deres første barn.
For: Det er fætre og kusiner, som jeg ser max. 2-3 gange om året. Kan leve uden dem, hvis det går helt galt..

Der er bare så mange tanker omkring det hele.. Undskyld det blev så langt, men kan slet ikke finde ud af mig selv længere..! Hvad tænker I? Er det “normalt” at have de tanker???

(Vær søde at skrive pænt, hvis det bare er negativt det hele..)