Kryds fingre for mig

Jeg har brug for at I krydser fingre for mig i morgen! Jeg skal i morgen for første gang hen til den skuespiller, som jeg er startet på at læse ved… Jeg er RYSTENDE nervøs!! jeg er bange for at fejle!! Tænkt hvis jeg skuffer hende.. eller endnu værre.. mig selv?!

Jeg har valgt en monolog, som jeg selv har skrevet.. den skal jeg kunne i hovedet til i morgen, og selvom at jeg har øvet og øvet, så er jeg bange for at jeg ikke kan huske en linie i morgen! Det ville være forfærdeligt, at stå og ligne en uforberedt idiot..

Jeg har brug for at alle dem der har fingre, kan krydse dem for mig i morgen!! Er møg nervøs! Puha.. har helt ondt i maven over det!

Det er dette jeg skal kunne i hovedet til i morgen, uden at se på papiret:

“Har i nogensinde været rigtig bange for noget? Det har jeg. Jeg har været bange for at stå alene. Bange for at være ensom. Bange for ikke at kunne slå til som menneske. Bange for at dø alene. Bange for at dø og vide at ingen vil komme til min begravelse. Dø med en viden om at jeg aldrig havde oplevet at elske eller at blive elsket. Jeg har aldrig haft en rigtig familie. Min far begyndte at slå min mor, da jeg var 4 år gammel. Det gjorde mig flov og bange. Når han startede løb jeg ud foran vores hus og begyndte at skrige. Jeg skreg alt hvad jeg kunne, så det endte altid med at far stoppede, og løb ud og hentede mig, hvorefter han skældte mig ud. “Maria du vækker hele gaden!” kunne han finde på at sige, og så tog han mig med indenfor og fortsatte med at skælde mig ud. Men jeg tog gerne de skæld ud, for at han skulle stoppe med at slå på min mor. Jeg tog aldrig veninder med hjem, da jeg var bange for at de skulle opdage mit hemmelige liv. Mor døde i en trafikulykke, da jeg var 10.

”Du beder selv om det”. Sådan lød de ord han proppede mit hoved med. Han bildte mig ind at det var helt normalt, men det er det ikke. Det er ikke normalt, det normale er at forældre elsker deres børn, og det gjorde min far ikke. Han elskede mig ikke, for hvis han havde gjort det, havde han ikke forvoldt mig så meget skade. Der er da for helvede ingen børn, der selv beder om at være sammen med voksne! Jeg var bare et barn! Det ødelagde mit liv! Se hvordan han ødelagde mig. Der er ingen der forstår det. Mange tror de forstår det, men virkeligheden er en anden. Jeg ser folk blive fyldt med vrede overfor min far, men hvad hjælper den vrede mig i sidste ende? Når jeg fortæller andre om det, bliver de tavse og fjerne i deres blikke, men jeg ved godt hvad det tænker. De tænker at jeg er en stakkels pige, og når de så vender ryggen til mig igen, så fortæller de min historie videre. Det hjælper mig ikke. Denne åndelige ødelæggelse af et andet menneske, den er dybt forkert og ufattelig uforstående. Desto mere jeg holdte det for mig selv, desto mere indelukket blev jeg. Men efter den nat kunne jeg ikke mere, og jeg fortalte det til mormor. Da jeg endelig betroede mig til mormor ringede hun til politiet og fortalte hvad far havde gjort. Han benægtede selvfølgelig, og var på et tidspunkt også lige ved at overbevise mig om at det bare var noget jeg havde fundet på. Jeg skulle afhøres. Det var ikke spor rart. Jeg skulle fortælle en kvinde jeg aldrig havde mødt, hvad far havde gjort ved mig. Hun nikkede, og hendes blik var trist og fuld af medfølelse for min tragiske skæbne, og da jeg så det, vidste jeg at heller ikke hun ville kunne forstå det.”