Likka´s vej til verdenen.

Vi mødte op på barselsgangen afsnit G42 kl.7:30 som aftalt – der var fuldstændig tomt.
Vi blev nede ved indgangen, da der ikke var noget personale at se i nærheden, og ej heller noget i deres personale stue.

Efter godt 15 min kommer der en jm – det er hende der skal være med til fødslen.
Vi snakker lidt om hvad der skal foregå, og da jeg ytre ønske om hun bliver vejet og målt på operationsstuen, aftaler vi, at hun vil gøre alt for det bliver gjort, men det kommer meget an på hvordan varmen er på stuen.
Lige som sætningen er afsluttet, kommer der en fra fødegangen, og beder hende komme op – der er en fødende der har brug for hende, hvilket så sikkert ville betyde det alligevel ikke var hende der skulle være med ved fødslen.

Vi bliver ladt alene, og der går vel endnu 10 min hvor vi bare sidder – men så kommer der også den sødeste jm studerende som finder mig en stue. Vi snakker lidt om det hele, og vi får at vide der er en operation før mig og så er det min tur – så omkring kl.10:30 kan vi nok regne med at komme til.

Kl.9 kommer jm studerende tilbage og siger de har ringet, og de skal gå i gang med at gøre mig klar – og så slår nerverne ellers til.
Jeg havde allerede aftenen før haft en dårlig fornemmelse for det hele, men lod det hænge, da det sikker bare var nerver.
Da jeg skal have lagt katater kommer der en sygeplejerske, som skal overvåge jm studerende gør det ordentlig – det gør hun heldigvis, så det er hurtigt overstået.
Jeg snakker meget med dem om hvor nervøs jeg er, og de lytter godt, hvilket virkelig er rart.

De lader os alene, og efter godt 30 min åbnes døren igen – det er deng amle overlæge der har lavet kejsersnittet med Kirsa, og som også satte mig igang med begge unger – det er ham der skal lave kejsersnittet også denne gang.
Han siger de havde sagt jeg var meget nervøs, så han ville da lige kigge ind til mig, så vi kunne få en lille sludder.
Da han går, har jeg det bedre, men stadig ikke helt overbevist.

Kl.10 bliver jeg hentet af portøren, som er en frisk gut. Han snakker hele vejen til operationsgangen, og det er rigtig rart han snakker om andet, end hvad der skal til at foregå.
Da vi holder ude foran døren til operationsstuen, er der flere der hilser og præsentere sig, men jeg ligger ikke mærke til dem – nu er jeg rigtig nervøs, og vil egentlig de lader mig alene.

Jeg kommer på briksen, og kan huske jeg kigger på uret og tænker – om 3 min blev Matti født – kl. var 10:14
Anæstilægen kommer og han er også en frisk fyr – det bliver lidt varmere, og jeg er knap så nervøs.
Men 4 forsøg senere, og jeg stadig ikke er bedøvet, er jeg i knap så godt humør.
Han undskylder mange gange, og siger han vil ringe efter overlægen som er endnu dygtigere end ham – han har aldrig måtte opgive før.
Jeg sidder stadig på briksen da overlægen kommer, og jeg er nu bare så opsat på at få det overstået, da jeg ikke kan mere – men jeg sidder helt stille, og siger heller ikke noget.
Yderligere 3 forsøg, og nu tuder jeg – jeg siger jeg ikke kan krumme mere, og snart ikke kan klare alle de stik mere.
De kommer med en stol til anæstisygeplejersken, som trænger til at sidde ned. Hun takker, og siger noget omkring det var en hård stilling at stå i – jeg får hurtigt sagt til hende, at hun er velkommen til at bytte plads med mig, jeg ville meget hellere stå som hun står, end at sidde her – hun siger dog, at det er lidt for tidligt for hende endnu (hun er 20 uger henne)
Jeg kan høre panikken i stemmerne på folkene der er til stede, og kan fornemme der bliver snakket om hvad man nu skal gøre, da der stadig ikke er bid.

Overlægen mærker mig endnu en gang i sidderne, og spørg så om jeg ved hvor mine hofter starter – tænker bare for mig selv: For helved, det er sgu da dig der er lægen, så find selv ud af det.
Hun snakker med den anden anæstilæge, og de bliver enige om de har fejlbedømt – de er startet for lavt i forhold til hvor mine hofter er.
Endelig – 2 forsøg senere og jeg er nu bedøvet.
Nu kommer næste problem så – droppet de havde lagt, har jeg svedt ud, så nu går der endnu engang panik i dem – anæstilægen ligger selv et nyt drop i den anden arm på mig, men han må virkelig have en dårlig dag, for der skal 2 stik til.

Jeg kan fornemme de render rundt som hovedløse høns, og mit hjerte begynder at løbe meget stærkt. Ind imellem det hele, bliver jeg spurgt om det er koldt – egentlig rager det mig en skid, så svare bare at det ved jeg ikke.
Det er åbenbart svar nok, for de sætter klædet op og går igang.
Imens jeg ligger her og venter, kommer jeg pludselig i tanke om, at jeg er total bar – dette kan jeg slet ikke have, så spørg straks om jeg ikke kan dækkes til – en læge forklare mig, at jeg allerede har et klæde over mig, og man kun kan se det stykke af maven, som de skal skære i – det er jo fint nok, og jeg slapper lidt af.
De skal sætte elektroder på brystet af mig, og hiver så ellers bare min trøje til siden – da det er sat på, bliver jeg ikke dækket til igen – og mor Tine ser rødt. Får meget hurtigt spurgt, om det virkelig er nødvendigt jeg ligger blottet på den måde. 👿
Anæstisygeplerersken skynder at dække mig til, og undskylder.

Jeg får straks kvalme og opkast følelse da de begynder at trykke og hive – og jeg drejer hoved for at kaste op.
Men hvor er det bare svært, når man er bedøvet fra brystet og ned – de muskler man normalt bruger kan ikke hjælpe mig, men kaste op det skal jeg altså.
Lidt efter kommer det, og det er virkelig befriende.

Kl.11:19 er vores datter endelig ude – briksen for hendes undersøgelse er lige ved siden af mig, og desværre er det eneste jeg kan se, en meget stille og nærmest livløs krop – hun hverken skriger eller ser ud til at trække vejret.
Jeg får i panik og spørg/råber flere gange hvad der er i vejen med hende – jeg får ikke rigtig noget svar, men til sidst siger de dog, at hun er okay – jeg tror ikke på dem, så drejer hoved til den anden side, og lukker øjnene.
Og dér var det – hun skriger endelig, men glæden er kort, for det holder hurtigt op igen.

Der kommer en læge over og forklare mig hun er meget fin, men at hun lige har brug for lidt hjælp til at trække vejret.
Jeg er træt og skal kaste op igen, så svaret er fint nok for mig.

Opkasten kommer endnu en gang, og pludselig kan jeg se hun er blevet flyttet over i en kuvøse.
Jeg er for træt til at tænke over det, så da far og barn går, drejer jeg hoved og lukker øjnene igen.

Jeg bliver flere gange spurgt om forskellige ting, men grynter kun af dem – jeg er træt og vil have det hele overstået.
Pludselig rammes jeg af en smerte i min højre skulder, og jeg græder af smerte – jeg får noget smertestillende, men det kan slet ikke tage smerten.
Jeg vil gerne om på ryggen at ligge, men det kan ikke lade sig gøre, da de stadig syr mig sammen.

Jeg kan høre overlægen forklare hende der syr mig, at han plejer bare at binde en knude i den ene sende, for så kan patiente selv klippe den af – hvor jeg så undre mig over stemmen.
Jeg spørg om det ikke var en mand der skulle assistere Jens.. Lidt efter ser jeg denne kvinde stikke hoved over klædet, og forkalre at jeg har ret, men at han havde utrolig meget at lave, så havde spurgt om hun ville overtage.
( Det passede mig faktisk ganske fint, for det var den læge jeg havde været til samtale med ugen forinden, og han var jo nærmest blind. Når han skulle læse papirene igennem, havde han tykke briller på og så næsen helt nede i papirene 😆

Der er herefter ikke andet at gøre end at vente, men skal da op til flere gange lige påpege, at jeg har det rigtig skidt i den stilling jeg ligger i.

De bliver endelig færdige, og en læge fortæller mig at far og datter er på neonantalafdelingen, og jeg vil komme derover når jeg har været på opvågningen.

Tiden på opvågningen er ikke så lang, da jeg er total smadret – men kl.14 kommer farmand over til mig, og han har kameraet med, så jeg kan se vores prinsesse for første gang.
Hun vejer 4465 og er 52 cm lang 😀

Kl.15 bliver jeg kørt til neo sammen med far, og her ser jeg vores prinsesse for første gang – hun har luft i næsen + sonde, og en masse elektroder rundt omkring på kroppen.
Hun har ikke noget tøj på, men kun en ble og så en stofble over sig.

Hun er så smuk, og jeg får efter lidt tid hende over så jeg kan få lov til at amme hende – det er fantastisk, og al frygten er væk.
Min lille pige har det fint, og de siger det højst sandsynligt kun er det de kalder våde lunger.

Efter 3 timer på neo, bliver jeg kørt på barselsgangen – jeg skal sove der helt alene – både uden far og barn 😥
Jeg får lidt at spise og det er rart at det hele er overstået.

Dog er der kommet en mor mere på stuen, og hendes barn er også på neo. Kan dog ikke tale med hende, da hun kun kan tale spansk 😕
Hvilket i sidste ende var ret irriterende, eftersom hun ikke bestilte andet end at græde og tale i tlf hele natten igennem. 🙄
Kl.02 om natten går jeg ned til nattevagten og beder om mere smertestillende – smerterne fra skuldrene er meget voldsomme, og jeg kan ikke finde ro, og når jeg endelig gør, bliver jeg vækket af hende den anden på stuen.

Ca. ½ time efter sover jeg – de smertestillende virker endelig.

Om morgenen bliver jeg vækket af en sygeplejerske, der fortæller mig, at jeg skal huske at tage en vugge med op til neo, da de lige har ringet og sagt, at de regner med hun bliver udskrevet idag eller imorgen – det var den bedste nyhed de overhoved kunne give mig, og jeg kunne derfor ikke vente med at komme afsted.
Men da farmand ikke måtte sove på hospitalet, måtte jeg jo vente på ham – og hvor var han dog længe om at komme 😆
Kl.10 triller vi op på neo med vuggen – da vi kommer er han allerede fri fra luften, og overvåges nu kun af elektroder.

Jeg får hende over, og efter hun er bliver undersøgt af deres overlæge får vi hende med ned på barselsgangen, hvor vi nu endelig er samlet som en lille familie. <3

Fredag tog vi hjem, og hvor er det dejligt at være hjemme hele familien.
Kirsa og Matti er begge meget interesseret i deres lillesøster, og der bliver bestemt ikke gemt på hverken kyssene eller krammene – Hvor er det fantastisk at være en “lille” familie på 5 😀