Er det mig?

Nu blir jeg altså lige nødt til at høre hva i ville tænke… Jeg ved godt at i kun får historien fra min side, men blir altså lige nødt til at dele den med nogen…

Her i ferien har jeg fået en følelse af at min mor prøver at overtage Magnus fra mig.
Det har “været igang” i et stykke tid, men nu er det ved at tage overhånd i mit hoved.

Min mor har altid været meget inde i Magnus’ hverdag, men hun er begyndt at overtræde nogen grænser som hun bare ikk skal vade indover.
Fx. vil hun meget gerne bestemme hvornår Magnus skal i børnehave, han må i følge hende aldrig holde fri medmindre det er weekend og hun sys det er aaaalt for sent at jeg aflevere ham mellem kl 9 og 9.30
Hun har i hendes hovede fået det til at jeg fodre Magnus slik, chips og cola fra han står op til han sover.
I hendes hovede opdrager jeg ham forkert og gør nærmest alt forkert når det kommer til ham.
Hun vil gerne have Magnus på besøg, men jeg må helst ikk være derover da det åbenbart stresser hende. 😕

Her i ferien har hun gerne ville hente ham og det må hun os gerne for det er jo skønt for Magnus når andre end mig henter ham. Men hun vil bare helst ikk aflevere ham tilbage til mig. Et eksempel fra en dag; jeg aflevere ham kl 9, det betyder at han står op 8.30, hun henter ham ved 14, men hun fortæller ikk mig at hun er kommet hjem med ham, så jeg går selv derover omkring kl 16. Der er hun så lige gået på biblioteket med ham, det er så os iorden. Jeg sidder så og pjatter med min søster indtil hun kommer hjem. Da hun så kommer hjem spørger hun hva jeg laver herover. Siger at jeg venter på dem så jeg kan hente Magnus. Det behøver jeg da overhovedet ikk. Han må meget gerne blive derover. Siger så nej, jeg vil gerne have ham hjem lidt, men det kan være vi kommer over senere.
Jeg er så knap nok nået hjem, før min mor ringer og spørger og om vi skal spise med, hvilket jo er pænt gjort og vi svare da os ja tak. Så spørger hun om Magnus ikk kommer over og siger hej igen. Siger så nej, vi er jo lige kommet hjem, men vi kommer over når vi skal spise. Kan godt høre at det ikk helt passer hende, men vælger at ignore det.
Vi går derover kl 17.30 da vi har fået at vide at det er der vi skal spise. Kl. 18.30 spørger hun så Magnus om han ikk skal sove derover, og det vil han gerne. Jeg ville ellers gerne have ham til at sove derhjemme da jeg jo næsten ikk har set ham den dag. Men nu har hun jo spurgt ham og gjort ham glad. Kl 19 siger hun så til mig, nå så må du gerne gå hjem så skal vi nok klare os resten af aftenen… Fedt så står jeg der, smidt ud af mine forældres hjem, mens de har beholdt min søn, faktisk lidt mod min vilje. Den dag så jeg ham 3½ time fordi hun passede ham…

Der er mange ting, som gør at jeg får en fornemmelse af at hun prøver at smide mig ud af min søns liv og det går mig faktisk lidt på.. Men ville i tænke noget om det eller er det bare mine hormoner som går lidt amok?