Jeg er en pige på 25 år og for 1 uges tid siden startede jeg på min 1. fertilitetsbehandling – mikroinseminering, med min kæreste gennem 4 år. Han er steril pga. kemoterapi (han fik konstateret kræft i 2008, kom i behandling og blev erklæret kræftfri i slutningen af året) og jeg har PCO samt 2 * keglesnitoperationer med i bagagen, så en naturlig befrugtning er på alle måder totalt udelukket.
Han har 3 sædstrå frosset ned på Rigshospitalet, så vi håber MEGET på, at der er “liv” i de små soldater. Det vil vise sig, når de bliver frosset op i mindten af marts 09, hvor jeg skal have taget æg ud og (FORHÅBENTLIG) hvis alt går som det skal, have lagt et befrugtet æg op igen.
Jeg har, igennem en del år efterhånden, ønsket mig børn og har med glæde læst med her på Ungmor. Det er en ret trist situation at stå i, når man ikke selv kan lave de børn, man nu engang gerne vil have. Det gør det bestemt ikke nemmere, når ens æggestokke spiller basketball og skriger på en befrugtning, så kryds endelig fingre for, at der er liv i de nedfrosne sædceller.
Er der andre herinde, som er i samme situation som mig, eller som har været???? I så fald, vil jeg meget gerne høre fra dig 😀 Hvordan har andres oplevelser, tanker osv. været med emnet….???
Jeg synes at jeg har en del kvalme og ubehag i kroppen i forbindelse med alle de forbistrede hormoner – hvad har andres oplevelser været??
Og vigtigst af alt – er der nogen, der er endt med at blive gravide???
En masse spørgsmål og kram fra mig