Hvorfor/hvornår barn?

Hvornår ved man, at man er klar til at springe ud i at få børn?

Hvorfor fik du barn?

Jeg har det tit i tankerne det med at få barn, men noget holder mig tilbage. Jeg synes at flere og flere omkring mig får børn, mens jeg står som forstenet.
Når folk som er yngre end mig skal have børn, så føler jeg mig især forkert.
Jeg ved ikke hvad jeg venter på og jeg ved ikke hvad jeg frygter.
Frygter måske fødslen og det med at man ikke kan fortryde igen. Får man barn, så er det for altid og man er for altid bundet til faren.
Man er bundet og kan ikke fortryde.

Billedligt talt, er det som om at jeg står og kigger ud over en skrænt og ikke tør springe ud i det, mens alle andre omkring mig bare springer ud i det. Noget holder mig tilbage og det irriterer mig.
Når nogen jeg kender bliver gravid så tænker jeg “hvor modigt” og så beundrer jeg hende. Måske frygter jeg det ukendte.

Omstændighederne er klar, uddannelse m.m. Det eneste jeg går og siger til mig selv er at vi mangler et hus og SÅ er vi klar!! Men jeg ved ikke om det er en undskyldning. Jeg frygter, at når vi står med huset, så mangler den der følelse stadigvæk “yes nu skal vi bare være forældre”.
Har tænkt tanken at hvis jeg blev gravid ved en upser, så ville jeg bedre kunne takle det, fordi så er det sådan. Men tanken om selv at tage skridtet skræmmer mig!

Er jeg unormal at have de tanker?? Bliver man nogensinde “klar”??

Hvilke ting skal være “iorden” før man er “klar”??