psykisk syg mor

som datter af mor der er diagnostiseret paranoid skizofren og borderline, er jeg naturligvis følelsesmæssigt meget påvirket, når jeg skriver dig mit svar.
Jeg er klar over, at erkendelsen af diagnosen kan medføre bedre samarbejde med de rette instanser, og dermed bedre medicinering og behandling. Men med disse diagnoser, som jo er to sider af samme sag, undgår man ikke psykoser.

I min barndom var psykoserne de værste. Tiden op til psykoserne var de næstværte. Ulideligheden var aldrig at vide, hvornår tiden til en ny psykose kom.
Jeg lagde kalender, om jeg måske kunne greje, hvornår næste “anfald” som jeg kaldte det i min dagbog som barn kom.
I min dagbog, da jeg skriver dette er jeg 11 år.

Jeg kommer i plejefamilie som 15 årig, da jeg selv beder kommunen og hjælp til at anbringe mig.

Jeg er i dag voksen og begyndte sidste år i behandling for at få taget hul på alle de grimme oplevelser, som præger mit liv, min opfattelse af mig selv som menneske og som mor.
Jeg har kæmpet mig igennem til at opnå et rimeligt normalt liv, en uddannelse osv. Men jeg har knæk, og ar på sjælen.

Det er min holdning at et barn af en mor med en diagnose som skizofren paranoid og borderliner bør anbringes ved fødslen.
Man bliver aldrig i stand til at klare sit barn selv. Men man bliver til gengæld skyld i at ens barn tager varig skade på sjælen.

Det er min holdning.
jeg har en veninde, som også har haft en svær barndom, der har fået samme diagnose som dig og min mor. Hun er heldigvis så fornuftig at hun allerede nu har sagt, at hun ikke skal have børn. Hun ved jo godt, hvorfor hun er syg, og hvordan det var at vokse op med psykisk syge forældre.

Jeg håber at du i samarbejde med kommunen kan finde en aftale om frivillig anbringelse af dit barn, når det bliver født. Ikke at du aldrig skal se dit barn. Men en anbringelse der skal sikre dit barn tryghed og stabilitet. Og så kan dit barn komme hjem til dig i nogle weekender og ferier, når du har det godt. Og du vil kunne besøge barnet, når du har det godt.
Jeg ville ønske at min egen mor langt tidligere i min barndom, havde ladet mig anbringe. Ikke for at skade mig, men for at hjælpe mig. Så storsindig var hun desværre ikke.

@twinmum wrote:

som datter af mor der er diagnostiseret paranoid skizofren og borderline, er jeg naturligvis følelsesmæssigt meget påvirket, når jeg skriver dig mit svar.
Jeg er klar over, at erkendelsen af diagnosen kan medføre bedre samarbejde med de rette instanser, og dermed bedre medicinering og behandling. Men med disse diagnoser, som jo er to sider af samme sag, undgår man ikke psykoser.

I min barndom var psykoserne de værste. Tiden op til psykoserne var de næstværte. Ulideligheden var aldrig at vide, hvornår tiden til en ny psykose kom.
Jeg lagde kalender, om jeg måske kunne greje, hvornår næste “anfald” som jeg kaldte det i min dagbog som barn kom.
I min dagbog, da jeg skriver dette er jeg 11 år.

Jeg kommer i plejefamilie som 15 årig, da jeg selv beder kommunen og hjælp til at anbringe mig.

Jeg er i dag voksen og begyndte sidste år i behandling for at få taget hul på alle de grimme oplevelser, som præger mit liv, min opfattelse af mig selv som menneske og som mor.
Jeg har kæmpet mig igennem til at opnå et rimeligt normalt liv, en uddannelse osv. Men jeg har knæk, og ar på sjælen.

Det er min holdning at et barn af en mor med en diagnose som skizofren paranoid og borderliner bør anbringes ved fødslen.
Man bliver aldrig i stand til at klare sit barn selv. Men man bliver til gengæld skyld i at ens barn tager varig skade på sjælen.

Det er min holdning.
jeg har en veninde, som også har haft en svær barndom, der har fået samme diagnose som dig og min mor. Hun er heldigvis så fornuftig at hun allerede nu har sagt, at hun ikke skal have børn. Hun ved jo godt, hvorfor hun er syg, og hvordan det var at vokse op med psykisk syge forældre.

Jeg håber at du i samarbejde med kommunen kan finde en aftale om frivillig anbringelse af dit barn, når det bliver født. Ikke at du aldrig skal se dit barn. Men en anbringelse der skal sikre dit barn tryghed og stabilitet. Og så kan dit barn komme hjem til dig i nogle weekender og ferier, når du har det godt. Og du vil kunne besøge barnet, når du har det godt.
Jeg ville ønske at min egen mor langt tidligere i min barndom, havde ladet mig anbringe. Ikke for at skade mig, men for at hjælpe mig. Så storsindig var hun desværre ikke.

Din oplevelse med din mor er dybt tragisk, og din barndom har været hård…… men men men, ALLE psykisk syge mennesker er jo ikke som din mor var ? ! – Der findes grader af alle sygdomme, og nogle er måske hårdt ramt, mens andre godt nok har diagnosen, men er stabile……

At man skal anbringe sit barn, udelukkende fordi der forefindes en diagnose, er at skyde spurve med kanoner 😯

@MagiC wrote:

@twinmum wrote:

som datter af mor der er diagnostiseret paranoid skizofren og borderline, er jeg naturligvis følelsesmæssigt meget påvirket, når jeg skriver dig mit svar.
Jeg er klar over, at erkendelsen af diagnosen kan medføre bedre samarbejde med de rette instanser, og dermed bedre medicinering og behandling. Men med disse diagnoser, som jo er to sider af samme sag, undgår man ikke psykoser.

I min barndom var psykoserne de værste. Tiden op til psykoserne var de næstværte. Ulideligheden var aldrig at vide, hvornår tiden til en ny psykose kom.
Jeg lagde kalender, om jeg måske kunne greje, hvornår næste “anfald” som jeg kaldte det i min dagbog som barn kom.
I min dagbog, da jeg skriver dette er jeg 11 år.

Jeg kommer i plejefamilie som 15 årig, da jeg selv beder kommunen og hjælp til at anbringe mig.

Jeg er i dag voksen og begyndte sidste år i behandling for at få taget hul på alle de grimme oplevelser, som præger mit liv, min opfattelse af mig selv som menneske og som mor.
Jeg har kæmpet mig igennem til at opnå et rimeligt normalt liv, en uddannelse osv. Men jeg har knæk, og ar på sjælen.

Det er min holdning at et barn af en mor med en diagnose som skizofren paranoid og borderliner bør anbringes ved fødslen.
Man bliver aldrig i stand til at klare sit barn selv. Men man bliver til gengæld skyld i at ens barn tager varig skade på sjælen.

Det er min holdning.
jeg har en veninde, som også har haft en svær barndom, der har fået samme diagnose som dig og min mor. Hun er heldigvis så fornuftig at hun allerede nu har sagt, at hun ikke skal have børn. Hun ved jo godt, hvorfor hun er syg, og hvordan det var at vokse op med psykisk syge forældre.

Jeg håber at du i samarbejde med kommunen kan finde en aftale om frivillig anbringelse af dit barn, når det bliver født. Ikke at du aldrig skal se dit barn. Men en anbringelse der skal sikre dit barn tryghed og stabilitet. Og så kan dit barn komme hjem til dig i nogle weekender og ferier, når du har det godt. Og du vil kunne besøge barnet, når du har det godt.
Jeg ville ønske at min egen mor langt tidligere i min barndom, havde ladet mig anbringe. Ikke for at skade mig, men for at hjælpe mig. Så storsindig var hun desværre ikke.

Din oplevelse med din mor er dybt tragisk, og din barndom har været hård…… men men men, ALLE psykisk syge mennesker er jo ikke som din mor var ? ! – Der findes grader af alle sygdomme, og nogle er måske hårdt ramt, mens andre godt nok har diagnosen, men er stabile……

At man skal anbringe sit barn, udelukkende fordi der forefindes en diagnose, er at skyde spurve med kanoner 😯

som sagt taler vi ikke om alle psykiske lidelser. VI taler altså om en diagnose som lyder paranoid skizofren og borderline.
Og jeg kan da kun opfordrer til at man researcer, hvor alvorlig en lidelse det er. Og dernæst ressearcer i hvor mange børn af lige netop denne forældregruppe, der er dybt traumatiseret.

@Kingosgirl wrote:

Jeg synes det er super, at du er åben omkring dette emne, for du har ret i at det er alt for lidt belyst og desværre meget tabubelagt. Samtidig kan jeg godt forstå, at der er nogle, der anbefaler den lukkede gruppe for “mor er syg”, for der er det nok nemmere at møde forståelse. Men jeg synes det er super, emnet også bliver vendt her i det åbne forum, for måske kan det være med til at ændre lidt på hvordan dette emne bliver opfattet.

Det er jo utroligt lærerigt for os alle at læse Twinmums erfaringer og så bagefter læse hvordan Pollemus har en helt anden og mere positiv erfaring at berette om. – Og de to historier viser jo tydeligt, at det er umuligt at sige om en psykiatrisk diagnose vil påvirke ens evne til at tage vare på et lille barn!

Personligt er jeg vokset op i en familie præget af psykisk sygdom. Min mormor har en ubehandlet borderline personlighedsforstyrrelse, som har præget min mor gennem hele hendes liv. Min mor er selv blevet en dejlig, kærlig mor, men har været påvirket af en manglende kærlighed, accept og støtte fra sin egen mor. Min mormor lever stadig, men er i dag dement og noget mere “behagelig” at være sammen med (da hendes borderline kom meget til udtryk som ondskabsfuldheder).

Jeg har to ældre brødre med skizofreni-diagnoser. De er begge førtidspensionerede, men har det under omstændighederne godt (stabile og i stand til at tage vare på sig selv). Den ene er i medicinsk behandling, men mangler sygdomserkendelse. Han mener, at så længe han tager sin medicin, så er han rask. Desværre vil alle andre nok mene noget andet… Han er meget socialt handicappet, usoineret og kan være en smule ubehagelig at være sammen med (det er meget svært at forklare).

Den anden er langt mere “normal” (undskyld, men det ord er bare det mest dækkende jeg kan komme på), han er faktisk ude af medicinsk behandling og bor i dag sammen med sin kæreste og har et godt flex-job. Dog må jeg indrømme at jeg inderligt håber, at de vælger ikke at få børn. For deres egen skyld (og for børnenes skyld)! De er nogle fantastiske mennesker, men de har så meget at kæmpe med, at der – i mine øjne – ikke er nogen grund til at gøre alting mere svært for dem. Børn er fantastiske(!) men de kræver og fortjener uendeligt meget af deres forældre, og det er bare ikke alle der er i stand til at give det…

Åh det er så følsomt et emne, for det er jo UMULIGT for mig/os herinde at udtale mig hvorvidt din beslutning er forkert. Men der er nok mange i din omgangskreds der vil have en mening omkring det, og jeg vil opfordre dig til at være lydhør overfor deres argumenter. De vil dig det bedste, og det er også dem, der skal være der til at hjælpe dig, hvis du gennemfører graviditeten. For en ting er sikkert; får brug for hjælp. Det gør ALLE mødre! – og nogle mere end andre…

Jeg håber du vil opfatte mit svar som min helt personlige velmente mening. Og så vil jeg endnu engang sige, at jeg synes det er super flot du stiller spørgsmålet her!

Knus, og alt mulig held og lykke!

Det er godt nok det venligste og mest velovervejede svar på så følsomt et emne, jeg tror slet ikke jeg har set så godt et svar nogensinde på UM. Det er dejligt at se så positiv en tilbagemelding når der nu så tit opstår ubehagelige situationer her på UM hvis nogen vover at skrive noget personligt/kontroversielt/anderledes.
Tak Kingosgirl!

Til trådsstarter: Jeg må erklære mig enig i at dine diagnoser lyder ret “tunge”. At du selv mener du har fuldt overblik over “ups and downs” i sygdommen betyder vel ikke 100% at andre som ser dig udefra er enige?

Jeg vil tro at bare det at du tør lægge emnet ud her styrker din position i forhold til at kende dig selv og sygdommen godt nok til at være mor… somme tider! Kan dit bagland mon også hjælpe med at vurdere dig når du ikke selv ved at du er på vej ind i en dårlig periode? Og kan de magte at træde ind og måske beskytte et barns tarv frem for din lykke ved at sikre en anbringelse hvis det hele kører af sporet (rent hypotetisk, det ønsker ingen selvfølgelig)?
For hvis du også har den støtte så tør jeg godt give et forsigtigt thumbs up for den mulighed at du kan vælge at blive mor.

Vær dog især opmærksom på fødselsdepression/psykose med de diagnoser du i forvejen har!!! Det kan blive blandet sammen så ingen opdager det.

@LilleLuna wrote:

Jeg har ikke lige nogen holdning som sådan til din problemstilling! Jeg vil bare gerne have forklaret begrebet ‘borderline’ – er stødt på det flere gange, men ved ikke, hvad det indebærer!?

Håber det er ok, jeg lige røg en smule off-topic!

Jeg synes det er et meget godt spørgsmål og må desværre indrømme, at jeg selv (på trods af at jeg har en bachelorgrad i psykologi) har svært ved at komme med et klart svar. Både fordi Borderline kan være virkelig svær at forklare, men også fordi der er så stor forskel på, hvordan sygdommen kommer til udtryk hos den enkelte.

Jeg havde egentlig lidt håbet der var en anden der ville svare, men nu prøver jeg, for jeg synes da du skal have et svar…

Men overordnet, så er borderline en personlighedsforstyrrelse, som kommer til udtryk (typisk) ved problemer med følelser. Regulering af, forståelse for og i det hele taget håndtering af følelser. Nogle reagerer usædvanligt kraftigt på følelsesmæssig påvirkning, nogle har tilbøjelighed til en ekstrem adfærd og nogle har meget svært ved at vende tilbage til et normalt følelsesleje efter udbrud.

Men der er mange flere facetter ved borderline. En af dem er kendetegnet ved “splitting” (som jeg også synes er svært at forklare). Men det har noget at gøre med, at man ser ting meget “sort/hvidt” og at man har tendens til at gøre nogle til “the good guys” og andre “the bad guys” i ens verden på en mere firkantet måde en andre gør.

Men igen, dette er kun nogle ting ved borderline og det er ikke så enkelt eller firkantet som det måske kan lyde. Men hvis du vil vide mere, så er der en masse informationer at finde enten på nettet eller ved psykiatrifonden. Eller måske der er nogen herinde (evt. TS?) der har lyst til at fortælle om deres personlige erfaringer med borderline, for at give et mere menneskeligt billede af lidelsen…

Dog er Borderline tit en dagnose som ender ud med at blive brugt hvis der ikke lige umiddelbart kan findes en anden diagnose der passer ind. Så al det der ikke lige passede ind røg i kassen med navnet Borderline.

Den er blevet brugt lidt som en nødløsnings diagnose hvilket er lidt uheldigt.

Vil faktisk også sige en anden ting.

Det er ofte set at kvinder med Boderline faktisk får det bedre efte de er blevet mor.

Borderline er en meget selvfokuseret sygdom. Men når barnet kommer ryger fokus væk fra en selv og ens sygdom over på barnet.