Læserbrev til Eurowoman

Hey tøser. Jeg har skrevet et læserbrev til Eurowoman. Det er lidt langt men jeg vil høre jeres meninger om det:

Hej Eurowoman.

Ok jeg tilstår det – jeg har endelig forsøgt at blive fast læser af bladet. Godt gejlet op af min søster har jeg nu tre gange – HELE 3 GANGE – investeret en del af min surt tjente løn i jeres blad. Og hvorfor så pludselig dette mærkværdige tiltag af en jordbunden 30 år not-so-into-fashion kvinde? Joooow….søster mente at med de HELT rigtige modetips fra jer, kunne jeg ende som fashionabel modeikon – minus et par tusind på lommen forståes. Der er bare det ene lille minus, at jeg kommer fra a land. Nemlig! Herude hvor trendy udetales T-R-Æ-N-D-Y, og hvor Carries Cosmopolitans anses for at være det rene tant og fjas. Dermed menes også at mode er lig med overflødigt overforbrug.

Nå, men jeg kastede mig (især den første gang) håbefuldt ud i projektet. Lige lidt om mig først, ik? Jeg er mor, vejer på den forkerte side af 80 kilo og har altid haft en unik evne til at investere i tøj, der mest af alt ligner udsalg fra bagenden af en container, eller noget som er udvalgt af en blind. Komfortabelt har altid været mit favoritord! Men men…projektet skulle have en chance, for søster sagde jo at her var de vise sten. Hmmmm…mange kopper kaffe og 3 telefonopkald senere sad jeg tilbage med en meeeeeget mystisk følelse. For der er godt nok nogle flotte billede og super smarte ord i det dersens blad. Men…og her har jeg da lært lidt – der manglede ligesom noget. Identifikation! På ikke en eneste af de glitrende sider fandt jeg et billede eller en tekst med henvisning til os “plus-size” piger (som modeindustrien jo så venligt har døbt os). Jeg tænkte først, at det da bestemt måtte bero på en fejl. Og det er så her telefonopkaldende kommer ind. For jeg greb da lige knoglen, og ringede til 3 uafhængige veninder som (udstyret med hver sin version af forskellige udgivelser) måtte giver mig ret. Tændstiktynde piger og str. XS hele vejen igennem.

Nu har jeg lidt mange tøj-nederlag i min tid. Et af de værste var en gang, jeg skulle købe et par cowboysbukser. Jow jow….lillemor sku rigtig med på moden for engang skyld. Pigen i forretningen ligner et anoreksi tilfælde, men er sød og smilende. Vel stoppet ind i et omklædningsrum tropper hun op med det ene supersmarte par bukser efter det andet. Og det er så her man kan tale om urkomisk farce. For pigen kvidrer lystigt “og så kommer du liiiige herud, så vi kan se dem påååå”. Og jeg tøffer ud. Med bukserne siddende i ridebukse-jeg-er-bestemt-ikke-særlig-fiks højde, og en knap som truer med at eksplodere gennem lokalet. Nipsdukken slår henrykket hænderne sammen og udbryder: “jamen seeeeeee det er jo liiiige før de sidder der”. Lige der – midt i mellem Miss Sixty, Diesel og andet godt – ja, der slog det mig, at her hørte jeg da i alt fald ikke hjemme og tøffede slukøret ned i Føtex, for at finde deres nyeste tilbud på komfortable garbadinebukser.

Hvad vil jeg så frem til med alt det her? Jooow såmænd bare det, at et opslag i jeres blad hvergang resulterer i enten flashback til ovennævnte situation eller anfald af hysterisk krampelatter, udløst af erkendelsen af, at man på Eurowoman muligvis har glemt hvordan en ægte KVINDE med former, i virkeligheden ser ud. For der er ingen billeder af sådan nogle som mig. Der er ingen billeder af smådellede piger stylet i lækkert, design der vel at mærke passer. Der er ingen reportager om “makeovers” af “plus-size” piger med glimt i øjet. Alt jeg finder er piger uden barm og bagdel, som faker de nyder en cappucino, mens de slænger sig casual og city-chict i en eller anden wannabe designers tøj.

Nu skal det hele dog ikke henfalde til kritik. Selvom I har formået at fremkald tidligere tiders angstprægede oplevelser, er der dog sket noget nærmest mirakuløst. Inspireret af farver og snit har jeg i en relativ sen alder opdaget, at jeg rent faktisk kan bære en kjole uden at ligne et omvandrende telt, der mangler baduner i stiv modvind. Og -i tillæg hertil – at farver ikke nødvendigvis er af det onde, og sort ikke altid er så godt endda. Det har resulteret i en liiiiidt mere modebevidst moar, som nyder at dellerne rent faktisk også kan være komfortable i Modström, Ichi og Fransa.

Om ikke andet..så levn os “plus-size” piger et hjørne allernederst på den allersidste side – for vi findes og lever i bedste velgående uden at være så T-R-Æ-N-D-Y, selvom vi egentligt gerne vil være det.

Mvh.