Baloo’s forløb…

I november 2008, beslutter vi os for at prøve på, at blive gravide igen. I første forsøg er han der.
Jeg bliver fulgt tæt med scanninger af livmoderhalsen, og da jeg er 23+2, har den afkortet sig til 2,8cm, jeg bliver sendt hjem med klar besked på masser af afslapning. Da jeg er 23+5, får jeg nogle smerter i maven, snakker med fødegangen i Herning som gerne lige vil tjekke mig. En læge kommer og scanner livmoderhalsen, den er nu 2,2cm. De beslutter jeg skal indlægges, og ringer til Skejby sygehus, for at høre om de vil have mig derop, jeg ligger dog lige under grænsen, og lægen i Herning tror ikke de vil have mig deroppe før jeg er 24+0. Lægen på Skejby mener dog, at de gerne vil have mig derop.

Så afsted til Skejby sygehus. Det hele går meget i ro deroppe, og vi tror på det bedste. De snakker endda om at vi snart kan komme hjem. Desværre går mit vand dagen efter, hvor jeg nu er 24+2. Jeg går helt i panik, de tager det dog forholdsvist roligt da jeg ingen veer har, og der jo er chance for han stadig kan blive derinde.
Jeg begynder dog, at få det skidt. Og da jeg har lagt i 2. dage og er 24+4, er min puls meget høj, og jeg er rigtig dårlig. Mine infektionstal stiger meget i løbet af dagen, og til sidst beslutter lægen at nu skal fødslen sættes igang, både for mit helbredsskyld, og barnets. Der sker dog ingen ting, selvom de skruer op for droppet, og jeg er nu meget skidt, så lægen beslutter at nu skal det være akut kejsersnit.
Lige pludselig går det meget stærkt, og før jeg ved af det, er Michael (Min kæreste) gået udenfor, og står og kigger på de ordner vores lille dreng.

Michael går med over på børneafdelingen, og senere kommer han over på opvågningen med et billede af vores lille – men så fin og smuk søn. Som vejer 610g og er 31cm lang. Baloo klarer sig over al forventning, han er ude af respirator da han er 6 dage gammel. Dog er måden han kom ud af den på, ikke særlig smart. Tuben fra respiratoren har ikke siddet ordentligt, og han har stort set trukket vejret selv, hvor lang tid, ved de ikke. Så han kommer i c-pap, og det går rigtig godt. Vi fik Baloo døbt dagen efter fødslen for en sikkerhedsskyld. Det første stykke tid er jo kritisk, men for Baloo’s vedkommende ikke så kritisk som de havde forventet.

Det går fremad med Baloo, og da han er 5 uger, bliver vi overflyttet til Herning. Det er en stor dag, og det betyder samtidigt at vi kan begynde at være der mere for Melike også. Da hun hovedsagligt er blevet passet af mormor og farmor i den periode. Vi begynder at sove hjemme om natten, og hver anden dag kommer vi tidligt om morgenen, og de andre dage ved 11 tiden. D. 18 juni bliver Baloo rykket på en anden stue, da han er så dygtig. De snakker om at han snart kan undvære c-pappen. Fantastisk tænker vi, han skal nok klare den. En rigtig lille fighter.

Den 19. juni kommer jeg indtil Baloo ved 11 tiden, de er ved at tage nogle blodprøver, da han har lavet en del pulsfald, men ikke noget alarmerende. Han har det jo godt, og viser ikke tegn på noget på andre måder. De kan dog ikke rigtig få noget blod fra ham. Så de ligger et drop for en sikkerhedsskyld, og giver ham noget antibiotika.
Jeg går ud og ringer til Michael, som er hjemme ved Melike. Han spørger om han skal komme, men jeg siger det ikke er nødvendigt. Vi har jo prøvet det før. Og det betød ikke noget dengang.
Jeg kommer ind på gangen igen, og ser lægen kommer løbende ned af gangen, hun siger Baloo er meget syg, og skynder sig ind på hans stue. Jeg står udenfor, og bliver meget meget ked af det. Min verden vælter helt..
Jeg ringer til Michael, og beder ham om at aflevere Melike hos hans mor, og skynde sig at komme.
Da jeg kommer ind igen, er beskeden ” Baloo er kollapset, og trækker ikke vejret selv” De giver ham hjertemassage, og han kommer igang igen.
Jeg ringer til Michael igen, og beder ham om at det altså skal gå stærkt, min mor er ikke langt fra sygehuset, og kommer hurtigt. Michael kommer kort tid efter, og vi sidder og får noget friskt luft da de vil rykke Baloo på en anden stue, og ligge ham i respirator.

Lægen beder os om at komme ind, hun synes vi skal se hvad der sker med Baloo. Da vi kommer ind, er det et frygteligt syn, Baloo er helt bleg, og får hjertemassage. De scanner hans hjerne og hjerte, for at se om der er noget galt. Men der er intet at se.
Den næste time, gør de alt for at redde Baloo, men han er helt afkræftet. Han løfter sin arm, og lægen siger vi gerne må holde ham i hånden. Jeg tager hans hånd, og han bliver helt slap – Et sidste farvel..
Vi beslutter i fællesskab, at nu er det nok, der er ikke mere at gøre for vores elskede lille dreng.. Alle drømme, håb og forventninger forsvinder. Michael og jeg skifter hans ble i fællesskab, han bærer ham over til mig, og stille sover han ind kl. 14.30. Vi sidder begge med ham, og vores forældre kommer og ser og holder ham.

Sikke et mareridt, alt gik så stærkt. Hvad skete der med ham? Han klarede sig så flot? Spørgsmålene var mange.

D. 25 juni bliver Baloo begravet, vi har selv sørget for alt det praktiske omkring hans begravelse, papirer og det hele. Vi følte det var det sidste vi kunne gøre for ham. Hver dag indtil hans begravelse, var vi inde og se ham.
Den smukkeste begravelse, Michael bar hans kiste det halve af vejen til gravstedet, og jeg gjorde det sidste.
Vi sænkede ham stille ned, og derefter smed Michael, Melike og jeg en rose hver ned til ham. Hvor var det hårdt, at vide man aldrig ville få ham at se igen, aldrig have ham på brystet, røre ham, og fortælle hvilket mirakel han var. Som de sagde på Skejby sygehus, Baloo var en rigtig solstråle historie.

Igår d. 2 juli var vi til samtale på sygehuset, vi valgte at vi ikke ville have Baloo obduceret, da vi synes han havde været igennem nok.
Lægen kunne dog fortælle, hvad han troede Baloo’s dødsårsag var. Lægen mener at Baloo har haft en nyresygdom, som ikke er blevet opdaget. I papirerne fra Skejby sygehus står der intet, og de har heller ikke tjekket det. Selvom lægen i Herning synes at man kan se i hans blod, at det formentligt var det. Det er en livsfarlig sygdom som jo burde være blevet tjekket på Skejby. Det er svært at gøre noget ved, selv på en 2 årig, er det meget svært at hjælpe dem. Men havde man bare vidst det, ville det da have været rart.
Oven i det, havde Baloo jo haft en grad 1 hjerneblødning på Skejby , hvilket er ubetydeligt. Men som de beskriver den, og fortæller at Baloo var meget syg da han fik den, mener lægen at Baloo formentligt ville have fejlet noget på længere sigt. Og at det ikke kun var en grad 1. Vi fik bare ikke at vide, at Baloo var meget syg på daværende tidspunkt i Skejby. Hvor gør det mig bare gal, at vi ikke er blevet informeret ordentligt!!

Nu er har vi fået en nogenlunde forklaring på hvad der formentligt var Baloo’s dødsårsag, men hvor er det dog forfærdeligt at miste ham. Vi er dog meget taknemmelige og glade for alle de gode og dejlige stunder og minder vi har om ham. Og glade for, den tid vi fik med ham.

Og som der står på hans gravsten ” Han var sine forældres sødeste øjesten. Nu leger han med englene.” Og ved siden af er der ingraveret en engel, der holder om et lille lam. Det rammer så dybt, for jeg er sikker på, at han har det godt hvor han er nu.