Hader barnets far !

Undskyld mig mange gange, jeg har bare nogle frustrationer, jeg trænger til at komme af med. – Samtidig ville det måske også være rart nok hvis der var nogle der sagde til mig, at jeg skulle tage mig sammen. Eller endnu bedre: give mig råd til at styre mit had.

Lille Lærke var ikke planlagt.
I 07/08 kom jeg sammen med en rigtig, rigtig dejlig gut. Jeg holder stadig meget af ham og har også lidt kontakt til ham endnu. Men pga. nogle problemer osv. så endte vores forhold i sommeren ’08. Lige inden vores forhold endte, og skænderierne var på sit højeste, var jeg til fest på Rømø i uge 28. Jeg var taget afsted med en rigtig god ven og hans venner. Jeg kendte kun min ven der. Men der mødte jeg så en fyr, som kunne give mig bekræftigelse i at jeg var god nok. Og det manglede jeg jo lidt eftersom der var knas i forholdet.
Det ender så med at jeg kommer sammen med den fyr jeg møder på Rømø netop fordi han kan give mig den bekræftigelse. Og fordi at jeg ville vise min tidligere kæreste, at jeg godt kunne klare mig uden ham og bla. bla. bla. Fyren fra Rømø stod bare klar til at tage mod mig, og dum som jeg var, så lod jeg mig rive med. Jeg kom ikke sammen med ham fordi jeg elskede ham. Havde han ikke stået og var klar til at tage imod mig og indgå i et forhold, så havde jeg været sammen med den tidligere fyr igen.
Vi er sammen i cirka et halvt års tid. Jeg kludre i det med p-pillerne, og jeg bliver gravid. Jeg kunne ikke få mig selv til at vælge abort, så jeg valgte (heldigvis) at få Lærke.
På det tidspunkt er jeg stadig sammen med hendes far, men jeg elsker ham jo stadig ikke. Jeg går med til at give fælles forældremyndighed. Jeg slår op med ham da jeg er cirka 2 måneder henne i min graviditet, for jeg elsker ham virkelig ikke – og har aldrig gjort det.

Men i dag hader jeg ham så inderligt meget. Jeg ved ikke, hvor det had kommer fra, for han har ikke gjort noget forkert overhovedet. Han har taget ansvar for sine handlinger osv.
Jeg hader at han har ret til at se hende. Jeg ønsker at have hende for mig selv. Jeg fortryder at jeg gav ham lov til at komme med til fødslen. Det går mig på nerverne at han er så stolt af sin datter netop fordi jeg bare ønsker hende for mig selv. Jeg ved godt, at jeg er egoist, når jeg tænker sådan. Eller?

Lærke er 3 uger i morgen. På onsdag har jeg været væk hjemmefra i to uger på ferie. Netop valgt for at undgå at skulle sidde i samme rum som ham. Jeg kommer først hjem på torsdag. Men jeg gider bare ikke have, at han skal komme hjem til mig for at se hende i weekenden.
Når han er der så snakker vi faktisk slet ikke sammen. Nogle gange har jeg ladet som om jeg sidder og ammer hende for at undgå at han skal holde hende.

Han kan ikke engang finde ud af børn. Han vidste ikke engang at man skal støtte deres nakke fordi de ikke selv kan holde hovedet. Han vidste overhovedet intet om børn.! Jeg tænker bare konstant: “tag dig dog sammen mann..”

Jeg ved godt, at jeg nok ikke behandler ham ordenligt. Men jeg ved ikke engang selv, hvor det had det kommer fra.
Den dag i dag (og også under graviditeten) ønsker jeg at det var ham den dejlige kæreste, som han nu var, at det var ham, der var far til mit barn, for så havde barnet haft en mor og far der kunne tage på tur med hende sammen.

I sidder vel og tænker: “tag dig sammen og giv ham en chance”?
– Hvis I gør det, så må I meget gerne skrive det…