sådan går det/ parterapi/mit liv

der er så mange ting der køre rundt oppe i mit hoved i øjeblikket.

mandag: clara skal til lægen til sin 1 års undersøgelse
tirsdag: 1 intromøde os parrådgivningen
onsdag: tupperware møde
torsdag: CLARA FYLDER 1 ÅR.

d. 20 august skal jeg snakke med en tandlæge om at igangsætte en 5 års periode med retning af tænder og operation.

d. 26 august skal jeg til møde med jobcentret, skulle egentlig have været afsted på onsdag d 12 august men det er nu 2 gang de har rykket mødet siden juni måned 🙁

det er ingenting jeg skal men mit hoved kan ikke magte flere ting på en gang, jeg bliver stresset over ked af det, ved ikke hvorfor. men tror det er min sygom det spiller med mig.

JEG har et elendigt forhold til min kæreste (min datters far). Vi har været sammen i over 7 år, og det går konstant ned af bakke, jeg har stort set ingen følelser over for ham, jeg kan ikke sige jeg elsker ham, jeg kan ikke holde ud at kysse ham, han må ikke røre ved mig, eller holde om mig, det gør mig så ulykkelig at jeg ikke bare kan tage imod hans kærlighed, og det samme med min datter, jeg har svært ved at føle noget, jeg glæder mig til at se hende når jeg henter hende fra dagpleje, men så snart vi er gået derfra og jeg køre afsted med hende i barnevognen så er jeg bare trist igen, lukket inde i mig selv, jeg tvinger mig selv flere gange om dagen til at føle noget, vi går næsten op i isboden hver dag for at spise en lille is, og se på dådyr for det ved jeg clara godt kan lide, og jeg vil se hendes glæde og smil, men når de kommer så mærker jeg ikke noget.

jeg er et tomt og trist menneske. jeg kan ikke sige, “jeg elsker dig rasmus”, eller “jeg elsker dig clara”, heller ikke inde i mit hoved, jeg skubber alt på afstand, men igen sørger jeg får at min datter har og får alt det hun har brug for, men det er jo ikke nok hvis min kærlighed skal ligge gemt væk og ikke kan hives frem når hun har brug for mig.

jeg er 22 år, jeg siger til mig selv at clara er mit livs lys, fordi at jeg i 22 ikke har oplevet et lys i mit liv, alt har været en katastrofe i mit liv, men at få hende har givet mig nyt håb, hvis jeg ikke havde fået hende havde jeg givet op, har jeg også været ved at gøre efter jeg har fået hende, for det ødelægger mig at jeg ikke kan “elske hende” jeg kan ikke mærke hende eller føle hende, nogle gange har jeg stilt mig det spørgsmål “er du virkelig MIN” når jeg bliver ved med at høre fra hendes farmor at hun ligner sin far på ALLE punkter, så tænker jeg “hvor er jeg i hende”….

volden, misbrugen, foragtelsen, og svigten i min barndom og hele mit liv, har ødelagt mig, og gjort mig til det menneske jeg er idag, jeg er følelsesløs som jeg kalder min coach det. jeg kan ikke mærke varme, jeg kan ikke mærke sommerfuglene i maven, jeg kan ikke mærke det elskelige fra andre, jeg er en “neutral person” mine følelser vises i, vrede, tåre, og råb. jeg kan ikke udtrykke mig på andre måder.

clara har gjort at jeg bliver nød til at leve hun har brug for mig, og jeg har også brug for hende, men det hele er så tomt og trist inden i mig. hvor er mine følelser, hvor er min glæde, hvor er min livslyst??

parterapien må hjælpe os på vej, måske til at være sammen, et håb efter at forblive en familie os 3, og min personlige terapi skulle hive glæden frem igen, men hvor er den har gået der i over et halv år, og der er intet, håbet svinder for mig, er jeg ødelagt??

at tænke på hvor stor en indflydelse det har på en at andre mennesker passer på en når man er såbar som et lille spædbarn, eller har brug for sine forældre når man har slået sit knæ på legepladsen, eller skal bruge hjælp til lektierne så man kan blive bedre i skolen, alt dettte har en meget stor betydning i et barns liv.

Så husk piger det jeg aldrig fik, skal i give jeres børn, de har brug for jer, de har brug for jeres kram og kys, og ikke mindst kærlighed, det er den bedste måde for et barn at blive voksen på og have ro i sjælen og vide, mine forældre gjorde mig til den jeg er idag..