Livet som englemor..

Jeg får tit spørgsmål om hvordan det er at være mor til en engel og hvordan det går, så nu opretter jeg et indlæg og prøver at forklare og fortælle… Jeg skriver ud fra hvordan jeg har haft det og oplevet det..

Livet som mor til en engel er som man regner med: TOTAL SVÆRT! Lige i det an mister sit barn mister man en stor del af sig selv og den del får man aldrig tilbage igen..

Da de sagde at Emily ikke havde noget hjerteslag mere, var det som et mareridt og jeg troede ikke at det var rigtigt… Man fatter det slet ikke til at starte med.. Og det tager tid før man egentlig fatter at man har mistet sit barn..

Jeg troede aldrig at jeg ville komme videre dengang og havde ikke lyst til at leve videre, men Tobias stod jo stadig op hver morgen og havde brug for sin mor og skulle have tøj på og noget at spise og derfor er man tvunget til at fortsætte.. Og hverdagen går sin gang..

Det er blevet bedre med tiden og tiden gør meget ved sorgen..

Jeg savner stadig Emily hver eneste dag og ville ønske at hun var ved os i dag, men situationen er anderledes desværre..

Vi har to andre børn som har brug for os i det daglige og som kræver os på punkter som hun desværre aldrig kommer til..

Jeg føler mig snydt og det vil jeg altid gøre..

Skyldfølelsen ændrer sig heller ikke, og man har en tendens til at gennemgå alt for at få et svar.. Jeg har endda været inde på om det var fordi jeg spiste McDonalds mad til middag den dag hun døde om aftenen, om det var derfor at hun døde.. Og selvfølgelig er det ikke det, men man leder efter svar, en grund så man kan forholde sig bedre til det..

Jeg kommer aldrig til at acceptere at hun døde og kommer aldrig til at sige nå ja.. For det er min datter og jeg ville ønske at verden havde været anderledes..

Men jeg lever med at hun er et andet sted og at jeg nok ser hende en anden dag ( Forhåbentlig går der længe så jeg kan være her for Tobias og Jamie som stadig har brug for deres mor. )

Men savnet er stadig stort og størrelse ændrer sig ikke, men savnet ændrer sig på den måde det udtrykker sig på og dukker op..

Sorgen blir ikek mindre men den ændrer sig, og hverdagen går videre, selvom man aldrig troede det da man stod i situationen..

Folk spørger tit;: Hvor mange brn har du? Jeg har tre.. 🙂 Jeg har ikke to børn, jo i det daglige men jeg har tre dejlige bærn og jeg er stolt af hver eneste af dem..

Det VÆRSTE er når man siger at man har mistet et barn, så blir folk stille. Jeg forstår udemærket godt deres situation og har selv stået i den, men det gør s ondt som engleforældre at det er et emne man ikke rigtig snakker om.. Det bedste i kan gøre er at spørge og spørge og lytte og lytte, også selvom folk måske fortæller det samme igen og igen, vi får ikke nye oplevelser at fortælle, men de minder og oplevelser vi har er utrolig vigtige for os at fortælle og det er dejligt når folk lytter og spørger..

Jeg håber at det gav mening og at I fik indblik i hvordan det er..

Knus Inge-Lise – Mor til 3 vidunderlige børn på hver deres måde.