Hvad venter jeg på?

Jeg har mest været med på en kigger ( i snart 3 år, tror jeg), men nu har jeg vist brug for et lille råd, eller et skub bagi.

For at starte med begyndelsen, så har jeg været frygtelig skruk i mange år, men har af praktiske årsager med uddannelse ikke “gjort noget ved det”. Jeg føler en længsel når jeg ser jeres dejlige unger, og en misundelse når jeg ser en gravid mave, jeg kigger langt efter barnevogne på gaden osv.

Jeg blev færdig som tandlæge for et år siden, og har haft fast arbejde siden. Min kæreste og jeg har været sammen i 6½ år, boet sammen i 5½ år (på 35 m2), og jeg er ikke tvivl om at vi hører sammen.

For et halvt år siden blev der fundet milde celleforandringer ved testen for livmoderhalskræft, det skulle så kontrolleres nu her. Og glædeligt nok, så er alt normalt nu.

Min kæreste vil også helt vildt gerne have et barn nu. Han er næsten færdig med sin uddannelse.

Hvad søren holder mig tilbage fra at sige “så er det nu”?

Vi har en meget god økonomi, færdig med uddannelse og et solidt parforhold. Celleprøven er helt normal.

På en måde har jeg vel allerede en smule dårlig samvittighed overfor mit arbejde??? Men en barsel kommer jo før eller siden. Og det ved ens arbejdsgiver vel også.

Er det bare fordi at det hele kan være lidt overvældende, når nu ens største drøm måske snart kan gå i opfyldelse?
Andre der har haft det sådan, når der skulle planlægges baby?

Skal måske lige tilføje, at jeg snart fylder 27 år, så jeg er jo ikke frygteligt “ung”, og hvis vi skal have 3 børn, er det måske også bare med at “komme i gang”.