Samvær

Godaften, snart nat 🙂

Ja så er der gang i mine tanker her inden sengetid, jeg føler mig meget fortvivlet.
Jeg er som tidligere nævnt, gået fra det kommende barns far efter jeg havnede i et hashmisbrug, efter jeg kom ud af det, gav jeg ham et ultimatum, enten stoppede han, eller også flyttede jeg. Jeg er jo så flyttet (meget kort fortalt).

Jeg har været nede på kommunen inden vi gik fra hinanden hvor jeg lagde kortene på bordet, og jeg er så blevet tilknyttet en familierådgiver. Her i sidste uge, var jeg og D til møde hos hende, og hun spørger så ham om han har røget og om han stadig gør det, hvor han så sidder og lyver hende lige op i hovedet, og sagde, at han kun gjorde det da han var sammen med mig, og at han ikke gør det mere – jeg har allerede fortalt hende sandheden. Det at han sidder og lyver, reagerer jeg på, blev simpelthen så chokeret, men jeg sagde bare at jeg ikke havde nogen kommentar til det, hvor vidt det var dumt eller ej, ved jeg ikke, men jeg skal ikke tage ansvar og konsekvenser på hans vegne, men på børnene og jeg selv.
Min frustration kommer så, da vi begynder at snakke om samvær, og jeg er stadig meget fortvivlet, D vil gerne have del i alt, opdragelse mv, hvilket jeg er glad for på hendes vegne, det er lækkert at han vil være der for hende, MEN det virker meget til, at han gerne vil have en masse samvær med hende, uden at tænke på hendes forståelse for situationen (jeg mener det at små børn, ikke forstår at mor altså kommer tilbage), det kom sågar på banen at vi skulle have deleordning hvor hun skulle være en uge begge steder, hvor jeg faktisk nægtede det, Sebastian har været SÅ meget igennem, og hvis han søster pludselig vil være der, for ikke at være der, vil jeg ikke kunne tilbyde hende, men da specielt ham.

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, jeg føler mig straffet for at have lagt kortene på bordet, hvor jeg synes, at han opnår en masse gode ting ved at sidde og lyve. Det skal lige siges at grunden til jeg valgte ikke at kommentere det, er for at bevare muligheden for samarbejde mellem ham, og for at han ikke blev sur (som han blev da jeg fortalte sygeplejersken om det, til første graviditetsundersøgelse, for at få den opmærksomhed, der burde være omkring min graviditet)

Årh det blev langt, men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, har lyst til at sætte mig ned og tude 🙁

Hvad ville i have gjort?