Uddannelse som mor?

Hvorfor mener nogle mennesker at man ikke kan tage en uddannelse når man er mor?

Jeg forstår det ikke.

Jeg har personligt gennemført de sidste 1½ år efter jeg fik Hjalte og jeg VILLE bare være færdig, for ingen skulle sige til mig at jeg ikke kunne gennemføre når jeg havde fået barn.
Det har været hårdt ja, for han var meget syg det første år, men jeg kom da igennem.

Et andet eksempel er en veninde der går på HF og bor alene med sit barn. Hun knokler sin bagdel ud af bukserne for at få et højt snit for at komme ind på sin drømmeuddannelse og hende tager jeg virkelig hatten af for!
Da jeg var i hendes alder ( 21 år ) gik jeg også på HF og dengang handlede alt om fest og ballade og det resulterede i et halvdårligt snit fordi jeg slet ikke gad det der skoleræs.
Nøj, hvor kan jeg godt misunde hendes “drive” for det havde jeg slet ikke dengang, jeg skulle bare gennemføre.

De to ovenstående eksempler er blot et eksempel på at det at få børn, faktisk kan være med til at det er nemmere og mere motiverende at få en uddannelse når man har et barn.

Hvad siger I? Hvorfor mener ( mange i ) samfundet at unge ( især enlige ) mødre ikke kan få en uddannelse når der hver dag er folk der modbeviser det?