At flytte sammen..

Springer bare ud i det:

I mit tidligere forhold med min søns far, havde vi boet sammen i 3 år, da jeg gik fra ham. Vi flyttede sammen efter små 2 år.

Da jeg så gik fra ham fandt jeg en lille lejlighed (2v) i nærheden af ham, for jeg var jo nødt til at komme væk og få mig et nyt liv. Og gerne hurtigt. Det er hårdt at bo sammen efter man ikke er kærester mere. Derfor gik jeg på kompromis med den nye lejlighed. Den er dyr og lille.

Jeg har nu været sammen med min nuværende kæreste i 1 år i næste måned. Og for at sige det ligeud, så savner jeg utroligt meget at have en hverdag, hvor jeg bor sammen med en mand, og vi har en hverdag kørende. Jeg føler lidt at det er et tilbageskridt at være tilbage på det-der-kæreste-stadie-hvor-vi-ses-nogle-gange-i-ugen. Jeg føler mig klar til alt. Jeg HAR jo haft familieliv og alt det der.
I starten elskede jeg at bo alene igen, det var så befriende og uforpligtende. Men efter bare et års tid med kærestehygge-nogle-gange-om-ugen, synes jeg allerede at være klar til næste skridt. At flytte sammen.
Jeg elsker bare tanken om at flytte sammen med min kæreste, jeg kan kun forestille mig at det vil gå godt, for han er ikke en doven type, han vil gerne lave ting osv. Jeg er endda begyndt at hade at sove alene. Jeg glæder mig til at kunne ligge op ad ham hver nat.

Jeg snakkede så med ham om det, og han forstår hvordan jeg har det, og sagde også han glæder sig til at flytte sammen med mig når den tid kommer. Vi var endda begyndt at kigge lidt på lejligheder og havde været ude at se på 2 stykker. Vi var dog også enige om at vente til det helt rigtige dukkede op.
Men.. (det uundgåelige “men”).. da vi så næsten havde fundet noget perfekt, og begyndte at snakke om at flytte, så var det som om han ligeså stille bakkede ud. Vi fik en lang snak og han indrømmede at han nok ikke var så klar alligevel, som han selv troede han var. Han mener dog ikke der går længe før han er. Et års tid måske, sagde han.
Han bor nemlig også så dejligt hvor han bor nu, og er faktisk 2 år yngre end mig og har aldrig boet med en før.. så jeg forstår udemærket at han er betænksom.

Mit problem er bare at jeg nåede at få sat mig i hovedet at vi nu skulle flytte sammen, og jeg glædede mig, og tænkte over alt muligt. Så nu føler jeg det nærmest ensomt at sove alene, og kan ikke nyde dét at bo alene mere. Overhoved. Glæder mig bare til at dele hjem med én igen.
Men er det bare for tidligt at flytte sammen overhoved? Og at tænke på det? Det er bare så svært at slå tanken ud af hovedet igen..
Er det helt uforståeligt? :S