Hvordan skal jeg takle det? (savn under samvær)

Jonathan er 3½ år gammel. Han har været fast på samvær hos mig i lang tid -så lang tid han kan huske.

Hans far har jeg haft en del konflikter med omkring hvor meget kontakt han skulle have til børnene når de er hos mig. F.eks kunne han en overgang finde på at ringe flere gange dagligt for at snakke med Jonathan (som ikke kunne/ville snakke i telefon). Jeg får børnene kl 15.30 om fredagen og de hentes 12.30 om søndagen. En overgang ringede han alle 3 dage, for at tale med dem, selvom de ikke kunne/havde lyst til at snakke i telefon.
Det har jeg dog fået sat en grænse for, som der hedder at han kan ringe een gang om lørdagen, og ellers ikke.
De gange hvor han slet ikke ringer, er der intet at bemærke på børnene -de giver ikke udtryk for at savne opkaldet.

Det sidste halve år, har jeg flere gange hørt deres far sige til Jonathan -‘så husk at sig til mor at du gerne vil ringe til far. Hvis du vil?’ Og han virker faktisk forlegen når han siger det foran mig.
Men Jonathan har aldrig givet udtryk for at han gerne ville ringe til far, så derfor er det ikke noget vi gør (i weekendsamvær. I feriesamvær taler han selvfølgelig med sin far med nogle dages mellemrum, men det er noget deres far og jeg arrangerer).

Og i den samme periode synes jeg deres far er blevet slem til at sige ‘jeg kommer til at savne jer SÅ meget’, til de små når jeg henter dem.
Desuden siger han ‘far elsker dig, far savner dig helt vildt’ til Jonathan når de så taler sammen dér om lørdagen.

Nu er det sådan, at Jonathan lige fra den ene gang til den anden har fået et helt vildt fokus på savn af sin far. Han græder om aftenen når han skal sove, og siger han savner sin far -og han spørger konstant sin lillebror om han savner sin far.
Da Jonathan snakkede i telefon med sin far i lørdags, talte han ikke om andet end at han savnede sin far (med klynk i stemmen) i over en time efter.

Jeg vil tilføje, at jeg selvfølgelig erkender at drengen sikkert reelt savner sin far, men jeg er lidt bekymret for om det bliver værre, fordi hans far har meget fokus på det emne. Altså om han lidt får puttet følelsen ind i hovedet…

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre -Det er fuldt ud tilladt for børnene at tale om deres far, og vi holder altid emnet positivt, så det er ikke på den måde der er et problem.

Mit problem ligger i den pludselige adfærdændring hos min søn, og i at han virker frustreret.

Hvem kan jeg snakke med om det?
Kan jeg tillade mig at tale med børnehaven om det?
Jeg har nemlig gevaldigt brug for, både at have nogle faglige råd og noget fakta i baghånden når jeg taler med deres far om det (hvis jeg overhovedet skal tage den samtale med ham alene), så vi begge gør det rigtige overfor drengene.