Den søde ventetid – eller hvad?

Det er vist et meget almindeligt udtryk, men har I alle haft det sådan? At I glædede jer vildt til terminen? Jeg mener specielt jer hvor graviditeten ikke var plnalgt.

For det bekymrer mig lidt, at selvom vi/jeg har taget beslutningen om at beholde for længe siden og har været til (en meget kort, men dog) NF scanning i dag, så siger det mig ikke rigtig noget og jeg glæder mig ikke decideret over det? Altså misforstå mig ikke, jeg er stadig overbevist om at vi tog det rigtige valg, men derfra og til at glæde sig synes jeg der er langt!

Til dem der ikke ved det var graviditeten ikke lige planlagt og jeg er lidt bekymret for om det vil påvirke hvor godt jeg klarer uddannelsen (eller om jeg klarer den), og kunne forestille mig at det er det der sætter en klods i hjulet, men der er jeg bare nødt til at vente og se tiden an.. Og er sikkert bekymret uden grund 🙂

Tror egentlig bare jeg har brug for at høre jeres erfaringer, hvornår begyndte I for alvor at glæde jer? Og lidt opmuntring 🙂