Det er lige præcis hvad der fylder min krop og har gjort det den sidste uge. Jeg har ikke gjort noget slemt – overhovedet, sådan føles det bare. Kæresten og jeg aftalte for et par uger siden at vi ville have godt af at komme lidt væk fra det hele, så vi har planlagt en weekendtur i næste weekend. Vi trænger til at komme væk fra hverdagen, og rollen som forældre – så vi bare er os..
Men for pokker.. Jeg glæder mig jo et eller andet sted som en sindssyg, problemet er bare at det er første gang Hailey skal passes en hel weekend. Hun skal passes hos min mor her i Frederikshavn, og det er hun blevet mange gange før – dog ikke mere end 24 timer i træk. Stedet vi skal hen er ikke mere end 1-1½ time væk fra hvor min mor bor, så ved jo godt at vi hurtigt kunne være der hvis der skulle ske noget..
Så hvorfor har jeg det så så dårligt over at skulle være væk fra hende i så lang tid? Jeg glæder mig, men er på grådens rand hver gang jeg kommer til at tænke på hvor meget jeg kommer til at savne hende.. se, nu tuder jeg dælme igen!..
Jeg føler mig bare så ond.. Ond fordi jeg har brug for at komme lidt væk og bare være sammen med min kæreste – ond fordi jeg trænger til en lille pause. :græder: