Når en forælder svigter

Ja, denne tråd er både inspireret af tråden om at “tvinge” en mand til af være far, men også meget af det virkelige liv.

For hvad er det værste svigt man kan give et barn eller børn?
Er det en forælder som ALDRIG har været i barnets liv?
Eller er det en svingdørsforælder, som som kommer og går ind og ud af barnets liv, eller bare forsvinder efter en periode?

For begge situationer giver et svigt i barnets liv. Det kan man vel godt blive enige om, uden den store diskussion. Men spørgsmålet er mere svigt er det allerværste.

Jeg vil mene, at det værste svigt må være når en forælder kommer og går ind og ud af et barns liv. Eller har været en del af barnets opvækst for en periode, også pludselig forsvinder. For barnet vil op en eller anden måde have en kontakt/viden om den anden forælder. Og derfor må barnet have en bevidsthed om at det mangler noget, andre børn har. Den bevidsthed kan være minder/erindringer om den anden forælder. Eller måske billeder barn-forælder sammen.

For hvis et barn er vokset med kun en forælder, som har man jo ikke den erindring om af have to forældre. Dette barn vil mangle en at kalde far/mor. Men ikke det at have en far/mor i sit liv. For dette barn kan jo af gode grunde ikke vide, hvad det vil sige at have både far OG mor!

Så hvilket svigt er værst?