En lang fødselsberetning

rHer er så min ufattelig lange FB :rødmer:

Jeg havde tid til igangsættelse mandag den 16. april, 10 dage over tid. Vi havde længe joket med at det lige skulle passe at fødslen startede denne dag! 😉

Om morgenen kl. 7 følte jeg at det løb lidt ud af mig men var meget i tvivl om det virkelig var vandet, og sådan var det indtil vi mødte op til igangsættelse kl. 9:45, Hvor vi blev mødt af vores JM fra konsultationerne. Ligesom jeg var hun i tvivl om hvorvidt det var vandet, så efter at have fået kørt en CTG som viste en smule veer, sendte hun os ud at gå to timer mens jeg havde bind på, efter halvanden time måtte vi komme tilbage da bindet ikke kunne indeholde mere, og ganske rigtigt så var det vandet der sev! Så lige til det sidste ville Carla bestemme selv :griner:

Desværre havde jeg jo ingen veer, CTG viste en lidt høj puls hos Carla, dog godt forklaret af hendes massive bevægelser, fik jeg ikke lov at tage hjem efter at jeg havde indtaget to piller til at starte veerne, så vi blev sendt ud og gå en tur på en time for så at komme tilbage og få tjekket igen..

2. CTG var hendes puls så pludselig lidt lav, men efter at have observeret hende længe kunne de konstatere at hun nu bare sov. Da der stadig ingen ordentlige veer var kommet fik vi lov at tage hjem. Hjemme skulle jeg så tage endnu to piller kl 18. og samtidig starte penicilinkur. Og så fik vi tid dagen efter kl 8:00 til ve-drop

kl. 18:30 begyndte veerne så, og kl 20 kom de med under 10 minutters mellemrum og varede mellem 1-2 minutter og rigtigt kraftige!
Vi forsøgte med forskellige ting til at gøre smerterne tålelige og jeg kunne fin håndtere dem, men da kl var omkring kl 4 var veerne for 3. time i træk meget kraftige og kom med 4 minutters mellemrum de fleste af gangene, nogle gange var der dog en længere pause.
Vi kontaktede FG som syntes vi skulle komme ind til et tjek, der nærmede vi os jo så også 24 timer fra vandafgang!

JM kunne konstatere at der ikke var sket særligt meget selvom mine veer var rigtigt kraftige, I samråd med JM blev vi så enige om at jeg skulle tage to panodiler og to kodeiner for at jeg kunne få noget søvn, da jeg jo i et døgn intet søvn havde fået! Så vi skyndte os hjem for at sove, og så aftalte vi at udskyde ve-droppet til jeg vågnede.
Men en halv time efter indtagelsen af pillerne fik jeg en voldsom omgang vestorm, veerne var usandsynligt kraftige og kom oven i hinanden så jeg slet ikke kunne trække vejret imellem… og til sidst blev jeg så skidt tilpas at jeg kastede op, så ringede vi endnu en gang til FG, JM mente ikke at der var sket det store når nu jeg var førstegangs fødende, men eftersom jeg skulle starte ve-drop fik jeg lov at komme ind! Det viste sig da også at jeg trodsalt havde udslettet livmoderhalsen og håbnet mig 2-3 cm.

Vi blev anvist en fødestue eftersom jeg skulle have ve-drop uanset hvad. JM foreslog en epidural nu hvor jeg var i så meget underskud af søvn, jeg var meget skeptisk da jg gerne ville undgå det.
Men efter at have talt med K omkring det og hørt hvordan det ville blive med vedrop, blev vi enige om at det nok var en god ide, for jeg var så udmattet grundet den manglende søvn og de kraftige veer, at jeg simpelthen var løbet tør for overskud og derfor ikke taklede veerne ret godt.

Jeg fik en epidural og derefter vedrop og derefter mærkede jeg nærmest intet til veerne! Så fik lov at få ca to timers søvn! Det var SÅ skønt og tiltrængt!
Og i mellemtiden havde jeg åbnet mig 6 CM! Derefter begyndte jeg igen at kunne mærke veerne, og blev desværre dårlig og måtte kaste op undervejs, men kom ovenpå igen.

Så var det tid til vagtskifte hvor jeg fik en JM-studerende og en erfaren JM som backup.
De ville gerne have mig lidt op at gå for at hun kunne ryge lidt længere ned i bækkenet, det var dog lidt svært for mig at gå pga epi’en men med hjælp fra en talerstol, JM-studerende og K lykkedes det at komme op. Jeg følte at jeg skulle tisse og derfor blev vi enige om at jeg skulle gå ud på toilettet, men idet vi kom der ud fik jeg det rigtigt skidt, og følte jeg skulle besvime så den JM-studerende skyndte sig at hente saftevand.
Jeg havde ikke andet end lige drukket det og fået det godt, da jeg begyndte at kaste op endnu en gang. Veer er bare ikke sjove at håndtere når man samtidig kaster op!! >_<
Jeg fik lov at komme ind til sengen igen, hvor det tog mig noget til at komme tilbage til en ordentlig håndtering af veerne!

Herefter gik det ret stærkt med at åbne mig det sidste og inden jeg fik set mig om fik jeg pressetrang, desværre var hun stadig ikke langt nok nede så måtte op og stå og prøve at se om hun kunne komme nedad..
Det lykkedes tilsidst og jeg fik stærkere og stærkere presseveer, på et tidpunkt fik jeg dog en usandsyyyynlig vild smerte som forfulgte mig resten af presserveerne. Her var den JM-studerende en fantastisk hjælp hun formåede at få mig til at give alt hvad jeg havde på trods af sindssyge smerter, og var rolig hele vejen igennem!

På et tidspunkt havde jeg dog haft SÅ ondt tilpas længe at jeg virkelig skreg fordi jeg bare ikke kunne klare smerten mere, samtidig kunne jeg mærke dem trykke hvilket jeg ikke kunne forstå på det tidspunkt hvorfor, da det gjorde smerten en milliard gange værre!

Så der kom en del møgfald undervejs, og også K måtte høre på lidt af hvert, heldigvis fortsatte han med at støtte og heppe på mig! En kæmpe støtte!
Men til sidst begyndte hovedet endelig at komme helt frem og sidst kom krop og hoved i 1½ presseve.

Så 18:17 den 17 april 36 timer efter vandafgang kom Carla til verden :love: noget større end de alle havde regnet med! 😛 undtagen K som gættede på 4 kg!

Derefter kom der dog flere og flere ind på stuen, da min livmoder ikke ville trække sig sammen og jeg derfor blødte en del, ligeså det sprøjtede på den JM studerende! Men følte mig dog slet ikke stresset eller bange, da de alle sammen var super godt til at være rolige.
JM kom til sidst op og forklarede mig hvad der skete og forsikrede mig om at de havde styr på det, derudover kunne hun fortælle mig at jeg desværre var sprunget ret voldsomt og derfor skulle jeg på operationsbordet bagefter.
Jeg fik lov til at ligge med Carla i en times tid og bare nyde hende, indtil de kom og hentede mig! Hvilket nok var noget af det hårdeste, jeg var SÅ grådlabil over at de fjernede mig fra hende, :græder: men vidste jo godt at det var nødvendigt!

På operationsstuen skulle jeg rygmarvsbedøves, da de skulle rode så meget at lokalbedøvelse ikke var muligt. Efterfølgende kæmpede de en del med at få min livmoder til at trække sig helt sammen, og jeg endte derfor med et samlet blodtab på 1,6 l.
Derefter syede det mig invendigt, i ringmusklen, skeden og mellemkødet, jeg kunne mærke at de rodede men ikke smerten, og faldt da også lidt i søvn undervejs (to timers søvn på 36 timer er bare ikke meget!)

Derefter blev jeg kørt på opvågning, hvor sygplejersken mente jeg lige kunne sove lidt inden K og Carla kom over, det var dog slet ikke det jeg havde lyst til, og heldigvis kom den JM studerende og lovede at hente dem.

ENDELIG kom de over til mig og K kunne fortælle at Carla havde en kampvægt på 4130 og en længde på ca 54 (hun er utrolig stærk i sine muskler og JM havde svært ved at strække hendes ben fordi hun holdt igen!)
Derefter kom JM og forklarede mig forløbet, jeg sprang i ringmusklen allerede inden Carla var kommet ned i bækkenet, de blev opmærksomme på det pga mine smerter, da man normalvis ikke har SÅ ondt så tidligt i pressefasen, derefter havde det forsøgt at trykke og holde, det jeg brokkede mig over undervejs, simpelthen for at forhindre at jeg skulle sprække mere, men det var simpelthen umuligt.

Så hverken jeg eller dem kunne have gjort noget der havde gjort udfaldet anderledes. Lægen som syede mig forklarede også at fremtidige fødsler bør være kejsersnit da jeg simpelthen ikke er bygget til en alm. vaginal fødsel i forhold til muskulaturen og derfor vil det samme ske ved endnu en fødsel.

Eftergenerne er at jeg de næste 4 uger helst skal ligge eller gå. At sidde op eller stå stille er en meget stor belastning for syningerne og derfor skal jeg undgå det så meget som muligt, dette har jo så stor betydning for amningen da den helst skal foregå liggende!

Det første døgn måtte jeg ikke være alene, og K blev derfor indlagt som rask ledsager 😉 Jeg led meget af blodtabet og var tæt på at besvime de første par gange jeg rejse mig.
Derudover så er jeg jo selvfølgelig plaget af smerterne, og toiletbesøg skal jeg skylle hver gang og må ikke tørre mig, jeg skal tage magnesia for at sikre mod forstoppelse og så tænke over hver en bevægelse!
De efterfølgende dage blev min blodprocent desværre ved med at dale, men stagnerede heldigvis til sidst omend den var ret lav, så det tager jeg jern imod, blodprocenten mærker jeg jo så ved at jeg har en del svimmelhed og ikke skal rejse mig for hurtigt.
Og de næste 4 uger må jeg så intet løfte udover Carla, jeg må intet husligt lave, ja generelt passe på mig selv og skal tage en hulens masse piller!

Men selvom det var en lang og voldsom fødsel så var jeg på intet tidspunkt bange, K fortalte mig at han jo kunne se hvad der skete og undervejs i pressefasen fik han det SÅ dårligt at det sortnede for øjnene, men han vidste bare at han ikke kunne besvime da han bare skulle holde mit ben og ikke ville at en af JM skulle forlade mig for at tilkalde hjælp! Dette opdagede jeg dog slet ikke, han var bare en kanon støtte hele vejen igennem! :love: :love:

Den JM-studerende var SÅ god hele vejen igennem, hun var virkelig god til at være rolig og hjalp mig så sindssygt godt igennem smerterne, så selvom det for hende også var ret voldsomt så virkede hun bare SÅ god og slet ikke uerfaren på nogen måde! Hun sikrede helt sikkert at jeg kom igennem det forløb!

Den erfarne JM var mindst lige så god og rolig, og også rigtig god bagefter til at forklare 100 procent hvad der var sket! (og så scorede hun lige lidt ekstra point ved at sige at Carla jo virkelig var en smuk baby, selvom alle babyer er søde, så var det sjældent at hun så en baby der gav hende lyst til flere børn, men det gjorde Carla. Noget af et kompliment når man tager fødslen i betragtning 😛 )

De tilbød mig også en samtale omkring forløbet hvis jeg fik behov for det, det ved jeg dog ikke om jeg har behov for, så skulle det da være for at takke dem endnu en gang!
For selvom det var en usandsynlig smertefuld omgang, og også lidt kritisk for mig, så følte jeg virkelig på intet tidspunkt at jeg skulle være bange netop fordi de var så rolige! Og samtidig her efter så har al personale været SÅ gode, der var ingen der pressede os til at tage hjem, det var kun da vi selv spurgte at det sagde ok for det da jeg begyndte at stoppe med at få forværrede symptomer!
Selvfølgelig kan jeg da godt være ked af at det næste gang bliver et kejsersnit, for på trods af smerterne så var det altså en kæmpe oplevelse og det kan jeg godt mærke skal bearbejdes lidt, at jeg altså ikke kommer til at opleve det på den måde igen!

Men ellers har jeg det faktisk okay med fødslen, det gik som det gik, ingen kunne have ændret på resultatet så det behøver jeg ikke at gruble over, og i sidste ende fik jeg jo en fantastisk datter! :love: Så klarer jeg nok 4 uger hvor min krop mest bare skal hele!

Hvis i kom helt her til så skal i have ros! :super:
Ved godt at den er lang :rødmer: men der skete bare meget, så det var svært at skære mere fra end jeg allerede har! Og så har jeg lovet et par tøser at skrive om forløbet (selvom de nok fortryder nu med denne roman 😛 ) og så er det faktisk rart lige at få skrevet med egne ord hvordan jeg oplevede fødslen!

og selvfølgelig et billede af vidunderet