åhh hvorfor er det så svært?

Ja, som nogle ved har min kæreste og jeg forsøgt på en bebs i næsten 2 år nu, vi fejler intet og er derfor det man kalder uforklarlig barnløse, vi har fået 3 insemineringsforsøg og skal vidst igang med reagensglas behandling til marts/april.

Min kærestes familie har vidst det længe, de tog det rigtig dejligt, var glade og støttede op omkring det og var glade for at der forhåbeligt inden længe kommer et lille barnebarn/fætter mere.

Nu er turen så kommet til min familie (min mor) jeg har med vilje ikke fortalt det, da jeg er ekstrem bange for deres reaktion og ærligt så tror jeg hun slår mig “ihjel” jeg har bare haft det så dårligt med at lyve/fortie sandheden, og besluttede mig idag for at sende en sms, og nu sidder jeg efter jeg har sendt den og er ekstrem bange og nervøs – ved bare ikke om jeg skal tude eller hvad jeg skal – men sendte en besked hvor der stod at jeg en tid har overvejet at fortælle dem at vi forsøger på en bebs og er kommet i behandling (da vi intet fejler) men der ikke er sket noget ydermere skrev jeg at jeg ikke håbede de var skuffet og sure men jeg havde ikke haft mod og overskud til at fortælle nogle det – og at vi ikke ville snakke om det pt, men vi nok skulle komme hvis det var.

Ja, nu sidder jeg så er og møg bange, bange for at blive “efterladt” som jeg gjorde med min første fødte. Ikke at hun forlod mig, men de pressede bare meget for en abort dengang i flere mdr. og jeg stod palle alene i verden som 17 årlig og skulle træffe mit livs sværeste beslutning.

Jeg ved folk vil sidde og sige det er vores valg og JA det er det, men det er hårdt og gå at skjule sådan en stor ting og ikke få opbakning af ens forældre.

Undskyld det blev så langt har bare brug for nogle trøstende ord i denne vildrede…

//becool