Ambivalente følelser ang. episode i bh.

Ja, det er lige hvad jeg har 😕

Da jeg kom for at hente ungerne i inst. i dag, sad Aija på en lille bakke, troede bare hun sad og legede, men da jeg kom tættere kunne jeg se og høre at hun græd 😥

Jeg gik over til hende og spurgte selvfølgelig hvad der var i vejen, hun fik fremstammet: “han har slået mig, skubbet mig”

Tænkte så at det måtte klart være en af de andre børn hun havde tumlet med, men Aija sagde nej, og pegede på en ung dreng (han er nok omkring 17-19 år og tror han er i praktik der, han er stortset lige startet dernede), hmmm tænkte jeg, for Aija er til tider god til at komme med små historier, men hun plejer ALDRIG at græde 😕

Gik ind til hendes rum, hvor en af pædagogerne fra hendes stue var inde, Aija sagde det også til hende og vi snakkede lidt om det, hun var også lidt undrende over det og især at Aija ligefrem havde grædt..

Hun sagde at hun lige ville finde ud af hvad det var for noget.

Vi gik ud til bilen, for vi havde lidt småtravlt, da Liam sku’ til tandlæge.

Den unge knægt kom så ud til bilen, og snakkede med Aija om at det da bare havde været et lille skub, og hun jo også havde skubbet ham – han jokede lidt med det, til hende, og sagde undskyld fordi hun var blevet ked af det… Aija kiggede ikke rigtig på ham, var ikke sååå glad for situationen…

Vi kørte og nu sidder jeg her og ikke rigtig ved frem og tilbage… For bli’r sgu lidt harm, når sådan en ung knægt går og skubber!! Ja, det kan godt være det var i leg, men Aija har jo åbenlyst ikke syntes at det var sjovt!! 👿

Og man skal sgu da ikke skubbe de små børn, når man sku’ forestille at være en af de “voksne”… 🙄

Hvad gør man lige???