Astons fødsel

Jeg vågnede præcis kl. 03.00 d. 26/7, fordi det gjorde ondt i underlivet og lænden.
Jeg ventede lidt, men efter 2 gange mere, var jeg helt sikker på at jeg nu havde fået veer.
Jeg puffede lidt til Heinrich og sagde at nu havde jeg veer.
Han spurgte så om vi skulle til at stå op, og ringe til sygehuset, og jeg sagde at de var slet ikke kraftige nok endnu, så vi skulle bare sove videre, og så kunne vi se hvordan det så ud om morgenen.
Det gik fint for ham med at falde i søvn igen, men jeg kunne slet ikke sove mere.
Så jeg lagde mig bare godt til rette, og slappede godt af, og prøvede at holde øje med hvor langt der var imellem veerne.
De var lidt uregelmæssige, men der var ca. 6-10 minutters interval.
I løbet af 2 timer havde de taget en del til, men jeg vidste også at det slet ikke var nok, så jeg blev liggende endnu en time.
Kl. 06.10 besluttede jeg mig så for at stå op, for nu kunne jeg ikke holde ud at ligge der mere.
Jeg gik så ud og tog mig et dejlig varmt bad, som også hjalp en del på smerterne, som var blevet værre.
Så gik jeg lidt rundt, samlede de ting vi skulle have med i tasken til sygehuset (selvom jeg var sikker på at der gik laaang tid før vi fik brug for den..!), og prøvede at få tiden til at gå.
Heirnich var også stået op…
Jeg syntes at det pressede lidt, og det kunne jeg slet ikke forstå, men jeg gik på toilettet, for det kunne jo være det.
Jeg følte igen at det pressede, og jeg tænkte at det kunne slet ikke passe hvis jeg fik presseveer allerede, for veerne var ikke kraftige nok til det!
Og lige da jeg sad med den tanke, føltes det som om en vandballon sprang mellem mine ben, og “PLASK”! Kl. 06.41 gik vandet! Heldigvis i toilettet 😉
Jeg må indrømme at jeg blev lidt forskrækket, fordi det kom så pludseligt, men den pressende fornemmelse forsvandt sammen med vandet 🙂
Så rejser jeg mig op fra toilettet, og så kom der endnu mere vand! Og jeg som var så naiv at tro at nu var det hele lige væk…

Jeg satte mig så ind til computeren for lige at skrive det her på um, og plask, så gik vandet igen, denne gang på vores kontorstol (som nu har en fin plet ;P)!
Klokken var efterhånden 7.30, men efter vandet var gået, synes jeg at veerne var taget en del af i styrke igen. Og var blevet uregelmæssige.
Men vi besluttede os for, at nu hvor vandet var gået, måtte vi hellere ringe til mine forældre.
Så det gjorde vi, og jeg sagde til dem at de ikke behøvede skynde sig, for der gik nok lang tid endnu.
Min mor skulle være med til fødslen, og min far skulle passe Simon, som endnu ikke var stået op.
Så ringede jeg til sygehuset og fortalte at jeg havde haft veer, og at vandet nu var gået, men efter det var veerne taget lidt af og blevet uregelmæssige.
Vi aftalte at vi kunne komme ind til et tjek ved 8.30-9-tiden.
Så fik vi noget morgenmad, og gjorde de sidste ting klar.

Mine forældre dukkede så op lidt over 8, hvor Simon også stod op, så det passede jo fint sammen.

Jeg blev ved med at påstå at vi ikke behøvede at tage tasken med, for vi ville alligevel bare blive sendt hjem igen!
Og det var jeg altså 100% sikker på at vi ville blive!
Men med kom den da….

Vi kom så ind på fødegangen kl. 9.15, og kom ind i et undersøgelsesrum, hvor vi snakkede lidt om hvordan det havde været osv.
Hun undersøgte mig indvendig, og jeg var 3cm åben, og livmoderhalsen var næsten helt væk.

Så fik jeg sat en CTG på, og så lå jeg ellers med den i 1 time.

Mens vi lå der og ventede, tog veerne en hel del til i styrke, og nu kunne de rigtig mærkes!

Kl. 10.15 fik vi så en ny jordemoder, og vi var så heldige at det var vores egen konsultations-jordemoder 😀
Hun tjekkede babys hjertelyd, som var fin, men dykkede lidt under nogle af veerne.
Der var 6 minutters interval.

Kl. 10.30 får jeg et lavemant, som jeg selv havde bedt om. Det var først nu det rigtig gik op for mig at vi skulle blive derinde, og at det altså var nu jeg skulle føde.

Kl. 10.45 bliver vi flyttet ind på fødestuen.

Jeg tænker hele tiden på Simon, og får Heinrich til at ringe hjem og høre at alt er som det skal være, hvilket det naturligvis er.

Kl. 11.45 er veerne tiltagene i styrke, men uregelmæssige i interval.

Selvom veerne er begyndt at være ret hårde, er jeg meget tilstede, og i pauserne mellem veerne, er jeg helt mig selv, og kan endda huske et tidspunkt hvor mig og Heinrich grinte sammen.
Jeg er positivt overrasket over at være så meget til stede, og jeg synes det er rigtig rart at jeg er 100% klar over hvad der sker.
Den oplevelse fik jeg ikke med Simon, der er det hele en stor tåget oplevelse.

Kl. 12.00 får jeg begyndende pressetrang.
Jeg synes det er hårdt at have presseveerne, men heldigvis er det endnu ikke så slemme, så jeg har god kontrol over dem, så længe jeg gisper.

Kl. 12.10 er babys puls på 120, men under veerne dykker den til 90-100.
Jeg er 7 cm åben på dette tidspunkt.
Jmd. har skrevet at jeg ønsker at føde i vand, og hun fortalte mig da vi gennemgik fødslen, at selvom hjertelyden dykkede under veerne, synes hun på det tidspunkt at det var forsvarligt at lade mig komme i badekar.
Jeg kom på toilettet, og fik tisset.

Kl. 12.15 er badkarret fyldt (dejligt med den nye fødegang, og et badekar som kan fyldes hurtigt ;)), og jeg kommer i vandet.
Det er rart at være lidt mere vægtløs, men det hjælper ikke rigtig på smerterne.
Jordemoderen holder godt øje med hjertelyden hele tiden.

Mens jeg er i vandet bliver veerne, og pressetrangen kraftigere, og jeg har svært at ved holde igen på pressetrangen, og have kontrol over veerne.
Men heldigvis forsikrer jordemoderen mig flere gange om at det ikke gør noget at jeg giver lidt efter, så længe det kun er kroppen, og jeg ikke selv presser med, hvilket jeg ikke gør.
Heinrich er rigtig god til at hjælpe mig med at gipse, for det bliver sværere og sværere.

Veerne var uregelmæssige. Nogle gange kom der 2 lige efter hinanden, andre gange gik der lidt længere tid, og nogle gange gik der lang tid (synes jeg).

Kl. 12.38 synes jordemoderen at hjertelyden dykker for meget, og hun vil have mig op af vandet igen, så hun kan sætte CTG’en på mig.

Kl. 12.42 får jeg CTG’en på, og får også iltmaske, så baby får mere ilt imellem veerne.
Der bliver også sat en elektrode på hans hoved.
Hun har også skrevet på papirene:
Kant fortil af livmodermund
Caput (barnets hoved) +1 (den skal vist ende på +2 eller +3)
+klart fostervand

Jeg var meget nervøs, og blev ved med at spørge om han var okay, og havde det godt. Hvilket hun sagde at han havde.
Samtidig tænkte jeg også meget på Simon, men kunne alligevel godt slappe af mellem veerne.

Kl. 13.10 dykker hans hjertelyd til 60 under veerne. Hun opfordrer mig til at presse aktivt, så han kan komme hurtigt ud.
Hovedet kommer hurtigt frem. Forvagten bliver kaldt til fødestuen, pga. hans dykkene hjertelyd.

Jeg synes det er meget hårdt at presse, og jeg skal bruge enormt mange kræfter på det. Meget mere end med Simon.
Jordemoderen fortalte mig da vi gennemgik det, at det kan være fordi hun bad mig om at få ham presset ud, så de ikke skulle bruge sugekop.
Det kan være at hvis der gik 5 min. mere, så var det gået som med Simon, hvor jeg følte det var nemmere at presse.
Men hun vurderede at han skulle ud hurtigt, pga. den dykkende hjertelyd.

Jeg startede med at ligge på siden, hvor hovedet hurtigt kom frem, men jeg ville helst sidde, så det fik jeg lov til.
Men det gjorde det bare meget sværere, og hovedet kom ikke særligt hurtigt frem, så jeg kom om på siden igen.

Der var et tidspunkt hvor hans hoved næsten var ude, men stadig var indenfor, og det sved bare så meget!
Det var det der gjorde allermest ondt under hele fødslen!!

Da hovedet er kommet ud, kommer jeg hurtigt om på ryggen igen.

Da hovedet er kommet ud, vil jeg gerne se, men kan ikke se noget, så jordemoderen tager min hånd ned, og siger at jeg kan mærke det. Det er en helt fantastisk følelse at mærke det lille hoved som er på vej ud af mig, og jeg kan stadig tydeligt huske hvordan det føltes.
Jeg nåede også at få et spejl, men kan ikke huske hvor meget jeg kunne se i det…

Jeg skreg meget, og højt under de værste presseveer, og stort set hele tiden da jeg pressede ham ud. Det kom meget bag på mig, da jeg ikke sagde en eneste lyd med Simon, og derfor troede jeg jo selvfølgelig at det blev sådan igen.
Men jeg fik skreget en masse, og det hjalp mig meget.

Kl. 13.16 bliver Aston så født!! Han har navlesnoren 1 gang rundt om halsen, og får derfor apgar 7. Hun fratrak point for hans farve (han var meget blå), hans reflekser, og så fordi han var meget slap.
Det var alt sammen noget som skyldtes navlesnoren om halsen.
Efter 5 og 10 min. fik han apgar 10.
Det var også derfor hjertelyden dykkede sådan under veerne.

Da han kom ud, fik hun meget hurtigt navlesnoren af, og jeg kunne selv tage ham op på min mave.
Navlesnoren var også meget kort, og derfor kunne han ikke ligge så langt oppe på mig.

Jeg kan huske at jeg var meget nervøs lige da jeg tog ham op på maven, fordi han var så blå. Og jeg sagde flere gange “han er helt blå”, ja jeg var nærmest forskrækket, for han var altså meget blå.
Og oven på at han havde navlesnoren om halsen, så var jeg selvfølgelig nervøs.

Kl. 13.18 Får jeg en indsprøjtning som gør at livmoderen trækker sig sammen, og der taget blodprøve fra navlesnoren for at se om han er allergidisponibel(noget vi selv sagde ja til at få gjort).

Kl. 13.25 føder jeg moderkagen. Den bliver undersøgt for 4 ting, som alle er i orden (står der på mine papirer) Den vejede 620gr.
Navlesnoren har 3 blodkar og er 50cm lang.

Jeg fik en bristning af grad 1, dvs. ikke særlig meget.
Hun giver mig lokalbedøvene, og så syer hun mig.

Jeg blødte 250ml.

1 time efter fødslen trækker livmoderen sig sammen som den skal, og jeg får efterveer, som er ret slemme, og derfor får jeg noget smertestillinde, og vi får alle noget mad også.
Aston sutter korrekt.

2 timer efter fødslen udtrykkes 100ml blodklumper (kalder jeg det, for det var det ;)) fra livmoderen, og ellers normal blødning.
Jeg får tisset, og er en anelse svimmel.

Så bliver Aston undersøgt, og får også k-vitamin indsprøjtningen.
Han har 4-fingerfuge, men ellers ingen tegn på downs syndrom.
Han vejer 3610gr (Heinrich fortalte at vægten svingende mellem 3610 og 3618), er 53cm lang. Hans hoved er 37cm i omkreds, og maven er 33cm.

Vi bliver flyttet til patient hotellet.

Simon var i mine tanker under hele fødslen, undtagen da Aston skulle til og ud.
Men så snart han var ude, tænkte jeg igen på Simon.
Jeg troede ellers at jeg ville glemme ham helt, men nej, jeg fik Heinrich til at ringe hjem flere gange, bare fordi jeg lige skulle være sikker….