At nå terminen, med et barn man har mistet..

Jeg bliver mere og mere ustabil som terminen med Elias nærmer sig..

Jeg troede at vi skulle holde vores årlige påskofrokost på Elias’ terminsdag, altså d. 20. marts, og jeg har hele tiden trøstet mig med at jeg så ikke ville kunne sidde her hjemme og være trist. Så ville jeg skulle hoppe rundt og samle æg med Sebastian, spise lækker frokost, og ud i have og finde påskeæg og gaver..

Men nej, min mor har glemt den aftale, og nu er det rykket til om søndagen – Jeg blev så ked af det, at jeg slet ikke kunne få sagt hvor vigtigt det egentlig er for mig, og da så min lillebror og min stedfar slet ikke kan d. 20, blev jeg bare endnu mere ked af det, og kunne slet ikke få mig selv til at antyde at jeg gerne vil være sammen med dem d. 20..

De har glemt terminsdagen, og jeg kan ikke fortænke dem i det, vi venter jo ikke på Elias mere. Og som min mor fik sagt den anden dag “Så vil det jo aldrig blive Elias’ fødselsdag”. Det ved jeg godt, og det siger min fornuft mig også, men ikke desto mindre så kan jeg mærke at jeg bliver mere og mere stabil, og grådlabil jo tættere vi kommer d. 20, terminsdagen!

Hvad gjorde I på jeres terminsdag, for at holde den ud?

Jeg må indrømme at jeg har lyst til at invitere folk til fødselsdag, påskedag, juleaften – Ja what ever, men sådan en af de dage jeg VED man får gaver, og fokus er lagt på noget hyggeligt, i stedet for at jeg skal sidde her hjemme, eller gå rundt og være ked – Jeg vil så gerne at nogen husker os, og at nogen vforkæler os lidt, og vigtigst af alt, at nogen hjælper mig med at fjerne fokus fra det der gør ondt.. At nogen vender det til en glædens dag, for jeg kan godt mærke at jeg ikke selv magter at vende det til noget positivt lige nu..