Børn med særlige behov – inklusion for enhver pris?

Ja piger, nu har jeg sørme brug for jeres hjælp igen igen.
Beklager på forhånd indlæggets længde.
Jeg ved der er mange pædagoger og lærere (samt dem der er ved at blive det) herinde som vil have en faglig holdning til dette, men endnu mere må enhver forælder have gjort sig nogle tanker om nedenstående.

Jeg skal snart skrive eksamensopgave i pædagogisk psykologi. Som en lille øvelse skal jeg udarbejde en synopsis for sidste års opgave; den lyder i korte træk:

Man forestiller sig at man er psykolog som bliver kontaktet af Børne- og ungeforvaltningen på en kommune. De vil have hjælp til at udarbejde en plan for inklusion i kommunens daginsitutioner, dvs. børn med “særlige behov” skal indsluses i de eksisterende “normale” institutioner. Vi taler både fysiske og psykiske handicaps og udviklingsforstyrrelser, i alle dele af skalaen.
Formålet er at “give et kvalitetsløft af tilbuddene til børn med “særlige behov” så børnenes udviklings- og læringspotentialer udnyttes bedst muligt.”
Kommunen vil med inklusionsprojektet “respektere børns forskelligheder og samtidig give alle børn et liv så tæt på det normale som muligt.”

Der medfølger en artikel hvor to pædagoger, som allerede har afprøvet inklusion i en anden kommune, lovpriser beslutningen.

……….

Nu er mit problem så at jeg er imod inklusionen (i hvert fald sådan som den bliver fremstillet ovenfor). Og alt hvad jeg kan finde på pensum er for!

Det er ikke så vigtigt hvordan jeg skulle få løst opgaven, hvis den havde været stillet i år. Måske havde jeg så bare valgt at skrive en sludder for en sladder eller gå helt med på deres ide om fuld inklusion, blot fordi den er udbredt og politisk korrekt. Men jeg ved med mig selv, at jeg ville have svært ved at fornægte mine egne holdninger (som det ikke er tilladt at have på uni :hammer: ).

Men hvad mener I om inklusion af børn med særlige behov i “normale” daginstitutioner og for den sags skyld også skoler?
Er det blot en fin tanke der ikke kan lade sig gøre i praksis?

Jeg ved med mig selv at jeg ville føle mig magtesløs og så arrig på mit barns vegne, hvis mit barn havde behov for særlige hensyn og det ikke kunne lade sig gøre i en standard daginstitution selvom kommunen hævede det. Hvorfor pokker skal der også være så langt mellem den politisk korrekte skrivebordsplanlægning på kommunen og så til dem ude på gulvet som skal få det hele til at hænge sammen?
Eller jeg tager måske fejl? Er der talrige eksempler på at inklusion fungerer fint derude i det virkelige liv selvom der ikke bliver tilført flere hænder eller ressourcer når man flytter et barn fra specialinstitution til normal???

Jeg stopper nu, da jeg kan mærke at mine udtalelser er meget ensidige og ikke faktuelt understøttede. Der kommer helt sikkert flere kommentarer på senere. Jeg håber at kunne få et mere nuanceret syn på sagen gennem jer.
Så kom frisk med alle jeres holdinger, erfaringer, tanker og ideer til inklusion.