De grimme følelser sidder der stadig….

Her til aften tændte jeg for dr2’s temaaften, at følge forskellige kvinders fantastiske, livbekræftende oplevelser i form af fødslen af deres barn.

Kamma og Allan, et par, der var meget indstillet på idealet, at Kamma skal føde deres søn naturligt uden smertestilling.
Først tænker jeg – Hvorfor? Men stadig ser jeg det smukke i at sætte sit barn til verden, som det er blevet gjort altid.

Hun ligger i timevis med veer og kæmper sig gennem dem via akupunktur og bad, da hun til sidst ‘bukker under’ og takker ja til epidural og vedrop.

Fødslen ligger stadig langt ude.

Da vurderer jm’er og læge, at barnet ikke kan fødes naturligt og lægen siger ‘Jeg synes vi skal skære den ud.’

Da den sætning endte i min stue brød jeg hulkende sammen!

Jeg troede jeg havde lagt de følelser på hylden – følelser af skuffelse, indadvendt vrede og nederlag – men her sidder jeg og kan mærke, hvordan jeg havde det en fredag aften for 8 måneder og 1 uge siden.

Selvfølgelig betyder det allermest at man i sidste ende står med et sundt og raskt barn i sidste ende, men hvor må man aldrig tage for givet, hvor vigtigt det er, at man er afklaret og tilpas med den måde barmet er kommet til verden.

Idag er jeg heldigvis glad for den måde tingene udartede sig, men jeg drømmer da om at jeg en dag skal opleve at føde på den måde, jeg troede jeg skulle dengang.

Puha, jeg tror jeg skal være opmærksom på at se sådanne programmer en anden gang.

(Jeg er jo også syg og alt muligt!) 😉