Del din FB :)

Hej piger.
Jeg har lige sat og skrevet Viktors fødselsberetning til, så den er klar til at blive printet og komme i hans scrapbook – og jeg tænkte at jeg lige ville dele den med jer.
Vil i ikke dele jeres med mig?

_______________________________________________

Din vej til verdenen.
Det hele starter den 2. januar, hvor jeg føler mig lidt svimmel, ser prikker for øjnene osv. Vi ringer til fødegangen og de ber os om at komme op til et tjek. Deroppe fortæller de os at det lyder som om jeg har begyndende svangerskabsforgiftning. De ta’r en masse forskellige test der stort set alle bare bekræfter at jeg enten har begyndende svangerskabsforgiftning eller også er jeg bare meget uheldig. De tør ikke tage nogle chancer – og da slet ikke så tæt på terminen. De indlægger mig, og jeg får besked om at jeg bliver sat igang dagen efter d. 3. januar – på termindatoen! Jeg starter med at græde, da jeg bestemt ikke synes om ideen omkring indlæggelse (vel og mærke uden din far) og dét at jeg skal sættes i gang – havde jo den store drøm om at få lov til selv at gå i fødsel, og opleve hvordan det er.

Søndag d. 3 januar kl. 9.00 kommer der en jordemor over på barselsafdelingen hvor jeg ligger indlagt, din far er kommet lidt tid før hun kommer. Hun undersøger mig; 1½ cm livmoderhals og 2 fingre åben. Herefter får vi os en lang snak om hvordan det hele skal forløbe osv. og så bliver den første stikpille lagt op. Resten af søndagen har jeg nogle kraftige plukveer eller snydeveer, men ikke rigtig noget der starter op for det helt store. Kl. 19.00 bliver jeg undersøgt igen. Her fortæller hun at min livmoderhals er svundet ind til 1 cm og jeg havde ikke åbnet mig mere end jeg var om morgenen, så jeg ville få en ny stikpille dagen efter hvis intet var sket om natten. Jeg er super træt pga. alle de snydeveer og var godt og grundig ked & frustreret over der ikke var sket mere. Jeg får noget smertestillende til at sove på, og din far får besked på at han skal overnatte der hvis nu det skulle starte op om natten og for at jeg også kunne slappe lidt mere af end jeg gjorde. Jeg får ikke sovet ret meget den nat, har stadig en del plukveer og har en masse tanker i mit hovede – bl.a. omkring fødselen.

Mandag d. 4 januar kl. 8.00 da jeg går hen efter min morgenmad, begynder min krop selv at sætte gang i veerne igen – altså er en ny stikpille ikke nødvendig. Kl. 9.30 begynder veerne at nive helt sindsygt meget og får en fra afdelingen til at kalde på en jordemor til at undersøge mig igen, som jeg havde fået besked på at gøre, når veerne begyndte at nive. Hun kommer over og undersøger mig, og fortæller mig at jeg er modnet så meget at de kan tage vandet på mig, så vi kan sætte skub i det hele. Vi pakker vores ting sammen og vi går over imod fødegangen. På vej derover får jeg en del dumme veer som virkelig begynder at gøre ondt. Vi kommer derover, bliver vist ‘rundt’ i værelset og jeg bliver lagt på fødebriksen. Her ta’r de vandet – desværre er det lidt grønt (endnu et tegn på begyndende svangerskabsforgiftning). Da vandet er grønt, skal de holde ekstra godt øje med dig – så de ved præcis hvordan du har det. Derfor bliver der sat en lille elektrode op på dit hovede imens du ligger i mors mave og forbreder dig på hvad der skal til at ske. Den holder øje med dit hjerteslag og din puls – vi kan følge med på en skærm inde på fødestuen + jordemødrene kan se det i deres ‘kaffe-rum’. Tiden den går stille og roligt derudaf i takt med at veerne bliver kraftigere og kraftigere. De kommer ind og fortæller mig at jeg skal forberede mig på at få en epidural blokade i ryggen, da den også virker blodtrykssænkende og aht. dig var det sagen, da vi så kunne mindske risikoen for at du blev stresset inde i maven. Og da jeg har ret højt blodtryk og kun vil dig dit bedste, tager jeg imod tilbudet. Fra jeg siger ja tak til det, og til den bliver lagt går der en del timer og koster en del tåre, sved og smerter. Jeg kan også mærke trætheden presse sig ret så godt på. Får afvide af en jordemor at jeg skal have fortaget nogle blodprøver før narkoselægen tør ligge den epidural blokade på mig, så han ved at alt er som det skal være. De bliver taget og vi får afvide vi vil få svar en time efter. Mine veer tager til – de var nu 1 minut og der er 4 minutter i mellem dem. Da der er gået 1½ time kommer de ind og siger at hende der tog blodprøverne havde glemt at tage en prøve, så den skulle vi lige ta’ og der ville endnu engang gå en time. På det her tidspunkt var jeg så tæt på at flippe på dem der var der, fordi jeg havde ret mange smerter og så blev jeg så irritabel over at de kunne glemme sådan en prøve! Kl. 14.30 kommer narkose lægen. Først skal jeg have lagt et karteder drop på oversiden af hånden – til ve-drop hvis mine veer skulle gå i stå. (De sætter gang i veerne igen). Da jeg desværre havde ret meget vand i kroppen og havde et par kg eller mere for meget i forvejen, er det meget svært selv for narkose lægen at finde en blodåre og han måtte “stikke sig frem”. Han starter i venstre hånd, stikker et par gange men uden resultat. Prøver så højre hånd, stikker et par gange – endnu uden resultat. Herefter forsøger han sig med venstre håndled på undersiden – ingen gevinst. Endelig efter et par stik i højre håndled er der gevinst – desværre ligger den lidt skæv og derved er den meget øm, men pyt – der er ‘hul igennem’ så jeg er glad. Herefter skal epiduralen ligges, og af samme årsag som ved kartedoret, så skal han endnu engang “stikke sig frem”. Han fortæller mig at jeg skal sidde stille på sengekanten, og være fremad bøjet. (Sikke en ting at sige til en kvinde med veer). Det tog 6 stik før han ramte rigtig, hver gang han ramte forkert fik jeg smerter ned langs benene og av for ind i en vis ting det gjorde ondt! Herfra og faktisk indtil selve fødslen mærker jeg intet. Når der er en ve, kan jeg kortvarrigt mærke at maven trækker sig sammen. Både din far og jeg nyder det meget, vi bruger tiden til at slappe af i og snakke om lidt forskelligt. Kl. 16.00 er der jordemor skifte – så et nyt frisk hold kommer på banen. Kl. 18.00 er jeg 6-7 cm åben, der er 3 min i mellem veerne og begynder at få en lille smule ondt i bækkenet da du presser på for at komme ordenlig ned i det. Kl. 22.00 er jeg 9 cm åben og epiduralen virker ikke så godt mere, den ta’r lidt af smerterne – men bestemt ikke det hele mere. Desværre er du ikke langt nok nede i bækkenet endnu, så vi må lige vente lidt længere. Kl. 23.30 er der jordemor skifte igen, og desværre er det en jordemor studerende der kommer ind, og hun skal jo gøre det hele efter bogen, så hun vil gerne have mig op at stå, ligge på maven osv. for at få dig længere ned i bækkenet – ting som vi allerede havde afprøvet sådan ca. 117 gange. Jeg bliver undersøgt og er nu 10cm åben, men du er stadig ikke langt nok nede. De begynder herefter at give mig ve-drop, for at sætte lidt mere gang i det hele, da jeg på dette tidspunkt har haft veer i 15 timer. Vi prøver alle mulige stillinger (igen) for at få dig længere ned. På dette tidspunkt begynder det at gøre voldsomt ondt igen, og jeg har meget svært ved at koncentrere mig om min vejrtrækning. Jeg føler mig udmattet og føler at jeg ikke har flere kræfter overhovedet. Endelig kl 1.30 får jeg presseveer og jeg får lov at presse da du er langt nok nede nu. Kl. 1.51 bliver du født og du er bare så smuk! Du bliver lagt op på min brystkasse. Du vejer 4050g og er 51 cm lang. Du består apcar score med top karaktere og farmand giver dig dit første sæt tøj på. <3 :love: