Emil i dagpleje.. :´(

– Og en SUPER god dagpleje skal jeg hilse at sige. Det er ikke dér problemet ligger. Hun er SÅ sød og fleksibel:

Jeg gik arbejdsløs på barsel og efter 1000vis af ansøgninger havde jeg udsigt til at gå min barsel ud (til 22. april) og så gå ledig igen. Så havde indstillet mig på en masse tid med Emil. Havde dagplejeplads fra 1. april, men tænkte at det tog vi jo bare heeeelt stille og roligt nogle få timer hvis jeg alligevel gik hjemme.
BANG så ringede en arbejdplads i tirsdags som jeg hvade sendt en uopfordret ansøgning til, om jeg kunne starte NU! Jeg skulle komme til samtale samme dag, og det gjorde jeg og FIK det :super: Men skal starte på TIRSDAG… Så hu hej startede Emil i dp i onsdags, efter aftale med vores SUPER DEJLIGE dagplejemor som var såfleksibel at lade os starte allerede nu istedet for d. 1.april og UDEN ekstra betaling. :love:
MEN her sidder jeg og er ramt af “hvad nu hvis han glemmer mig”-sygdommen. Hvad nu hvis han tænker “mor!” om dagplejemoren? Hun er supergod til at aktivere ham! Og han er super glad deroppe, hvilket selvfølgelig gør mig glad!!
Men jeg er bare SÅ ked af det indeni og den 1.dag jeg afleverede ham tudbrølede jeg, så dagplejemoren gav mig et knus, da hun fik så ondt af mig.
Hun har kun Emil i dagpleje, hvilket jeg godt kan lide så det ikke er en alt for kæmpe omvæltning for hamog så der er lidt fokus på ham. Der starter så to på 1½ d. 1. aprilog en på Emils alder d. 1. maj. Og det er jo super. Alt skulle jo være godt. Og ER glad. Men indeni.. Ja der kniber jeg altså en tåre og tænker hvor er min lille søn? Glemmer man mig nu hvor han skal være størstedelen af hans dag hos en der måske gør tingene bedre end mig og er sjovere?? Jeg PINER mig selv med den tanke og når den bruser op i mig blir jeg total magtesløs og forfærdet indeni 🙁
Jeg elsker at vi gør det bedste for ham, og at jeg selvfølgelig tager det job (som desværre indtil vidre kun er ½ år frem, men med mulighed for fastansættelse) men jeg kan slet slet ikke bære at min lille dreng somjeg har været sammen med nærmest 24/7 skal være hos en anden mens jeg er på arbejde.
Jeg skriver herinde fordi min kæreste/hans far bare ikke forstårmig rigtigt. han kan da godt se det, men det er jo ikke ham der har gået hjemme med ham hver dag! Og PLUDSELIG på en uge skal jeg indstillemig på at arbejde og aflevere min søn. han har jo gået på arbejde hver dag og er vant til at være væk fra ham.
Ja…. Jeg er nok en pjevs. Men håbede der måske var nogen herinde der kunne forstå hvordan jeg har det.
BTW Emil er 9½ mdr nu.

Knus fra den hulkende mor :usikker: