-
Indlæg
-
Min mand og jeg har jo været sammen i mange år nu. Vi kender hinanden ud og ind og ved hvor vi har hinanden. Pt lever vi måske ikke i det mest heftige kærlighedsforhold med hed sex og kærlighedserklæringer hver og hver anden dag. Men vi elsker hinanden og kan ikke forestille os et liv uden hinanden selvom vi lige nu ikke rigitg har tid til at pleje vores forhold så meget.
Det jeg har skrevet har jeg hørt mange andre sige eller skrive i de senere år. Forholdet er blevet skubbet lidt i baggrunden og det har mange svært ved at acceptere og derfor går de fra hinanden.
Er det rigtigt vi alt for nemt giver op og går fra hinanden? Er det rigtigt vi ikke gider den kedelige hverdag men konstant vil have suset fra forelskelsen?
Knus
LMC
SOm elsker sin mand selvom det ikke er med store armbevægelser!
Jeg nægter at tro på at folk går fra hinanden uden virkelig at have overvejet det.
Men som Zirkeline nævner at der nok mange der ikke får talt om problemerne.
Selvfølgelig er det de færreste der oplever at forelskelsen bare bliver ved, men det der kommer i stedet er vel edenlig også bedre?
Jeg har kendt min mand siden oktober 2002, og er selvfølgelig ikke lige så forgabt i ham som den gang, men jeg elsker ham, og savner ham faktisk også i løbet af dagen, når han er på arbejde.
Vi har to små børn sammen, og snakker ofte om hvordan vi undgår at kører surt i det hele. Og jeg er parat til at gå rigtig lang for at vi bliver sammen. Det tror jeg da også de fleste andre er.
Jeg vil gå så langt at jeg tror jeg vil kunne tilgive utroskab, og det har jeg også sagt til ham.
For et stykke tid siden havde en en meget klar fornemmelse af at han var mig utro, men det viste sig heldigvis at det bare var en masse dumme misforståelser. Men jeg nåede til det punkt, hvor jeg var parat til at tilgive ham.
Måske er jeg naiv, men jeg tror langt de fleste også finder tid til kærligheden i en “kedelig” hverdag, nogle gange udvikler mig så bare forskelligt. Det der måske kan være problemet er hvad vi forventer af hinanden….
Sorry, det blev lidt langt 😳Tror desværre også alt for mange giver op for let..
Herhjemme er der heller ikke tid til at være nyforelsket og kærlige hele tiden, men vi fortæller ALTID hinanden at vi elsker hinanden om morgenen inden Danni tager på arbejde og hver aften når vi går i seng…*s*
Vi har aldrig gået sure i seng, det er min svigerfar der har lært os det.. Man skal ikke gå i seng uden man har fået løst tingene.. For det vil se lige så slemt ud næste morgen.Det har heller ikke altid været nemt for os, men vi har kæmpet for vi vil begge det her, så må man tage det sure med det søde.. Om vi så begge har nogle lidt mærkelige eks-kærester som gerne vil ødelægge det for os, det må vi tage med og lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet..
Knus
Er det ikke lidt spøjst at vi siger at vi selv kæmper, men generelt kæmper folk ikke?
Kæmper alle, men ikke nok? Eller hvordan hænger det sammen?@Lenea wrote:
Er det ikke lidt spøjst at vi siger at vi selv kæmper, men generelt kæmper folk ikke?
Kæmper alle, men ikke nok? Eller hvordan hænger det sammen?Jo du har ret. Altså her på UM har der jo været en sand eksplosion i piger som blev enlige mødre. Det kunne være lidt sjovt at høre fra dem. For det er unægteligt sådan at mange går fra hinanden. Læste i et dameblad i går at der nu er lige så mange husstande med singler som med familier. Siger jo lidt om at der er ved at være sådan en fast singlekultur.
Men det er jo også super nemt for os, der er i et forhold at dømme andre, og sige at de opgiver for let.
Måske har mænd en anden terskel for hvornår nok er nok, og dem hører vi jo ikke herinde.
Der er bare så mange faktorer, der gør at folk går fra hinanden, og man er jo ikke helt den samme som 15 årig og som 60 årig, måske passer man bare ikke sammen mere.
Det er også forskelligt hvad man forventer af kærligheden, vil man leve i et forhold, hvor kærligheden er død, og man bare er gode venner? Skal man kæmpe for enhver pris? Er det bedst altid at blive sammen?
Jeg vil gå langt for mit forhold, men hvis jeg kan se at det er til skade for min mand, mine børn og jeg, så er det bedre at vi splittes.
Når jeg en gang forhåbenlig som præst skal stå og sige “til døden skiller jer ad” vil brudeparret og jeg selv så tro på det? Nok ikke altid. Er vi i dag gået hen til at sige til kærligheden dør? Og mon det er bedre?Men det er jo også super nemt for os, der er i et forhold at dømme andre, og sige at de opgiver for let.
Ja naturligvis men ofte giver folk udtryk for det “bare” er blevet for kedeligt og de ikke gider bruge mere energi på det.
Måske har mænd en anden terskel for hvornår nok er nok, og dem hører vi jo ikke herinde.
Der er bare så mange faktorer, der gør at folk går fra hinanden, og man er jo ikke helt den samme som 15 årig og som 60 årig, måske passer man bare ikke sammen mere.Nemlig! Det er jo netop derfor jeg ofte tænker at når en 16 årig mener hun har fundet MANDEN i sit liv så ved hun ikke helt hvordan hun ser på tingene når hun bliver ældre. Jeg har selv været sammen med manden siden jeg var 19 og jeg har ændret mig rigtig meget.
Det er også forskelligt hvad man forventer af kærligheden, vil man leve i et forhold, hvor kærligheden er død, og man bare er gode venner? Skal man kæmpe for enhver pris? Er det bedst altid at blive sammen?
Altså jeg mener jo at har man fået børn sammen så må man kæmpe til sidste blodsdråbe. Det skylder man sine børn. Nu er jeg også skilsmissebarn og synes bare ikke mine børn skal opleve dette.
Jeg vil gå langt for mit forhold, men hvis jeg kan se at det er til skade for min mand, mine børn og jeg, så er det bedre at vi splittes.
Når jeg en gang forhåbenlig som præst skal stå og sige “til døden skiller jer ad” vil brudeparret og jeg selv så tro på det? Nok ikke altid. Er vi i dag gået hen til at sige til kærligheden dør? Og mon det er bedre?Jo men mange tager vel egentligt også for let på tingene. Kan vi ikke lide det længere så kan man jo bare smutte. Det er der jo ingen som ser skævt til idag. Måske skal vi til at gøre det lidt sværere for folk bare at smutte fra hinanden. Især hvis der er børn involveret. Så skal folk ikke bare være 75 % sikre på de vil ud af det men 200 %. For det har konsekvenser for alle involverede og især børnene. Men igen bare min mening.
Martin og snakkede for et par dage siden om at vores liv var blevet for trivielt.
Det er det samme der sker hver dag, og vi er ikke så gode til at gøre noget inpulsivt længere….
Vi snakkede om at vi, hvis ikke vi snart gør et eller andet kører sur i vores trivielle hverdag og hinanden.
Vi er så blevet enige om at vi skal gøre noget sammen og for hinanden.
Man kan jo sige at der ikke er noget der kommer til en med mindre man kæmper for det. Sådan vil jeg mene det også er med kærlighed.
martin og jeg elsker hinanden og har altid gjort det, men kærligheden er ikke det eneste der holder et forhold igang.
Vi skal ud og opleve noget. Sådan en lille ting som at tage en tur op i aldi (som ligger ca. 5 km væk) Kan være nok til at vi har lidt mere gejst og energi til hinanden.
Så vi kæmper for os selv og hinanden her hjemme.
Man skal kæmpe for det man vil ha, og sådan er det hele livet 🙂
Knus fra Christina.
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.