Er jeg den eneste? (om børn og deres forhold til fædre)

Ja, jeg sidder her, og tager mig selv i at få en snert af at have lidt ondt af en mand, der måske nok er voldelig (overfor andre end sit barn) men som af den grund ikke må se sit barn?
Ligesom jeg også kan få lidt ondt af mænd, der har været nogle klovne ifht samvær, men som nu står, og gerne vil have samvær, men pga. tidligere brudte aftaler pludselig ikke må..

Jeg har nok en tendens til at se meget kritisk på historier fra piger, der taler grimt om faren til deres barn , men som også f.eks, nægter faren at se barnet..
For jeg KAN ikke lade være med at tænke på den fyr, der sidder, og måske faktisk gerne vil lære sit barn at kende, men ved at en anden mand nu tager hans job – han må sgu et eller andet sted, være ked af det..

Får sgu ondt af dem, selvom de ofte har været nogle paphoveder.. Men for fanden.. Jeg ville aldrig kunne undvære min datter – og ville da blive knust, hvis jeg stod i en sådan situation..

Men er det bare mig, der er lidt mærkelig, eller er der andre, der kan få ondt af nogen mænd, som nok er fjolser, men som måske ikke fortjener det helt alligevel.. Ofte tænker jeg at der måske lige så vel er lidt “straf, jalousi, had” gemt i den slags..? Kender i hvert fald et par eksempler på det..

Ikke at jeg mener alle mænd har fortjent at se deres børn, de kan altså også have været tilpas store R-huller til at det er bedre at de holder sig langt væk fra deres børn 🙂 Så misforstå mig nu ikke..