-
Indlæg
-
Nu har jeg lige sat og læst at mændene faktisk også kan få en fødselsdepression. Så tænkte jeg på om der er nogle af jer der har oplevet det ved jeres mand? I så fald, hvordan har i så taklet det? Har han selv fortalt om det eller var det noget du kunne mærke på ham? Og hvordan hjalp du ham med det? osv..
min mand har haft ved begge drenge..
Jeg kunne mærke det på ham.. Han havde bare ikke den samme gnist som der ellers kendetegner ham, han var enormt angst for om der skulle ske mig eller drengene noget, han spiste ikke så meget og kunne ikke sove.. Og i perioder brød han sig ikke om at være sammen med drengene..
Jamen vi har en rigtig god sundhedsplejeske som vi har snakket meget med samtidig med at lægen havde ordineret antidepresivt medicin..
vores bedste råd er at snakke, fortæl hvordan man har det – det er ikke flovt!
Så snak snak snak..
Jeg hiver lige dette indlæg frem, da jeg mener at det er vigtigt at vi ikke glemmer fædrene. Det er jo også en specielt stor omvæltning for dem…..
Jeg har ingen personlig erfaring med min mand på det område.
Men jeg har en veninde, hvis kæreste nok havde en form for depression. Når jeg skriver nok, er det fordi den aldrig blev diagnosticeret, men vi talte meget om hans måde at agere på var aparte. Ikke mindst set i det lys at det var en absolut ønskebarn, som var kommet til verden med hjælp af kunstig befrugtning. Så det havde været en længere proces. Depressionen kom bl.a. til udtryk ved, at han ikke kunne overskue situationen og at han derfor trak sig både i forhold til babyen og til moren. han udviste ikke den glæde, man normalt ville forvente.
Min veninden gjorde dét, at hun forsøgte at inddrage ham i samspil og så videre, og gav ham ros både indirekte og direkte, således at han opbyggede en tro på egne kompetencer.
Som kvinde vil man nok ofte have en tendens til at tænke “ej, han kunne da også godt lige være lidt behjælpelig, eller er han bare ligeglad med os,…”
Jeg tror egentlig at fænomenet hyppigere forekommer end man er bevidst omkring, og at der går mange nybagte fædre rundt som har en form for depression i forhold til det at være blevet far.
men som ved alle andre typer af depressioner, kan det nok også komme til udtryk på mange måder.Jeg har erfaring med mand og fødselsdepression…
Hos os var det sådan at da Lærke blev født og vi kom hjem en uge efter så begyndte han langsomt og stødt at søge ud med vennerne. Som om han flygtede fra Lærke og når han endelig så hende og holdt hende så blev han nærmest angst og jeg måtte tage over.
Men det er også først efter parterapi at jeg blev klar over at det var en fødselsdepression selvom min søster havde nævnt det til tider..
Men efterhånden som Lærke kan mere så kommer han også mere og mere på banen hvilket er super dejligt..
jeg tror mange mænd er bange for det der lille uskyldige væsen en baby er =)
Man skal tænke på tilbage til ur tiden gik manden på jagt og kvinden passe ungerne, der skulle mændene jo ikk forholde sig til det, det er jo først i nyer tid at mændene hjælper mere og mere til.Jeg vil ikk sige jeg selv har oplevet det, men Lars blev da lidt skræmt og jeg måtte da os hjælpe ham og støtte ham i det han gjorde for at vise det altså var rigtigt nok =) (men lars er heller ikk magnus far)
Jeg tror bare det ligger mere naturligt til en kvinde at tage sig af barnet end det gør for en mand =) (eller de fleste ;))
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.