Forældreforhold (par, enlig eller homoseksuelle?)

Min mand og jeg diskuterede om forældreforhold her til aften.

Han synes, at enlige kvinder, der får børn (fx. ved insemination) er egoistiske og uansvarlige og ligeledes med homoseksuelle.

Jeg er dog helt uenig. Jeg har stor empati for alle der vælger at få børn. I dagens Danmark er den optimale kernefamilie med mor, far og barn et sjældent syn og jeg synes det er ligeså “rigtigt” at få barn selvom man er homoseksuelle eller enlig (det kan jo være af mange grunde). Min mands argument er, at børn der vokser op i sådanne forhold altid vil mangle noget og dermed være dårligere stillet. Umiddelbart synes jeg bare, at det er ligeså acceptabelt/betydningsfuldt at have et fast standpunkt fra start og vokse op i trygge rammer, som det er at vokse op med en mor og far som sandsynligvis bliver skilt. Mit argument er, at jeg tror omgivelserne har meget at sige. Vokser et barn op i et forældreforhold med enlige eller homoseksuelle så har det ikke så meget at sige hvis det er kulturbestemt (hvilket det er i Danmark- altså at det ikke er unormalt). Der vil selvfølgelig altid være et savn, men det vil der jo også ved skilsmisseforældre (jeg er selv skilsmissebarn, min mand er opvokset hos sin mor, da han mistede sin far).

Min mand synes, at det er desideret naivt at tro andet end at barnet vil tage mere skade end med et standard mor-far forhold, men hvad siger I piger? I kan jo nok høre, at vi er noget uenige.. 🙂